Nobelpris-økonom: Lavere skat giver 600.000 jobs

Slettet Bruger,

08/10/2007

Skatterabat til 64 årige, en forhøjelse af grænsen for mellemskat og et øget offentligt forbrug på adskillige milliarder er nogle af de redskaber, regeringen har i spil for at øge udbuddet af arbejdskraft og sikre dansk velfærd i fremtiden. Men resultatet er peanuts i forhold til, hvad nobelprismodtageren i økonomi, Edward Prescott, foreslår.

Hvis Danmark sænker den gennemsnitlige marginalskat med 10 procentpoint, hvilket kan gøres ved at fjerne top- og mellemskat, kan vi øge beskæftigelsen med 600.000 personer, øge bruttonationalproduktiet med 300 mia. kr. og samtidig øge skatteprovenuet med 100 mia. kr. mener han ifølge Børsen.

"Set udefra kan det overraske, at I ikke forlængst har gjort det. Det vil ikke koste jer en krone, og man kan godt bevare velfærdsstaten alligevel," siger Prescott i et interview med Børsen.

Prescott's økonomiske model, som han har udsat dansk økonomi for, udmærker sig ved, at den ikke alene beregner, hvor meget folk vil arbejde ekstra, når skatten falder, men også hvor mange flere der vil deltage på arbejdsmarkedet. Og det element er der ingen af de danske modeller, der har med.

"Folk er faktisk ikke ret forskellige fra land til land. Deres tid er den mest værdifulde ting, de ejer, og man optimerer nytten af sin tid. Der er ingen skat på fritid, men der er en skat på arbejde. Jo højere forskellen er, jo mere fritid vil folk vælge," siger Prescott, der i dag taler på tænketanken Cepos' skattekonference.

Han vurderer, at effekterne af en skattenedsættelse vil vise sig i løbet af en 5-års periode.

Ingen grund til tvivl
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men skal man tro cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, er der ingen grund til at tvivle på Prescotts resultater.

"Prescotts model har vist sig at holde stik på kørsler på alle G7-landene. Der er ingen grund til at betvivle, at det her vil være svaret på alle de udfordringer, Danmark står overfor," siger han.

Gevinsterne skal i følge Mads Lundby findes i, at flere seniorer udskyder deres pension, og at flere selvstændige, der har nemmere ved at påvirke deres egen arbejdstid, vil arbejde mere. Samtidig vurderer han, at mange vil gå fra deltidsarbejde til fuldtid.

Vi kunne være nummer ét
Hos Ny Alliance er Prescotts forslag som sød musik i ørerne på medstifter Anders Samuelsen.

"Tænk, hvis Prescott har ret. Tænk på hvad det ville betyde for muligheden for at skabe mere velfærd. Vil vil med ét hug komme tilbage som nummer ét i verden på sundhed og uddannelse, selv hvis Prescott har bare halvt ret. Det må vække til enorm eftertanke i hele denne her diskussion om skat og velfærd. Kan ansvarlige politikere tillade sig at lade være?" spørger Samuelsen retorisk i Børsen.

[email protected]

Kilde: