Af Torben Mark Pedersen
Torben Mark Pedersen er formand for Liberalisterne - Frihed og VelstandEr det vores skæbne som borgerlige i Danmark, at borgerlige regeringer efterlader Danmark i en værre forfatning, end da de overtog regeringsansvaret?
VKR-regeringen fra 1968-71 gennemførte de største skattestigninger nogensinde, og det lagde grunden til, at også borgerlige partier i de efterfølgende år stemte for offentlige udgifts- og skattestigninger, så vi i dag har en samlet beskatning af nærmest ekspropriatorisk karakter.
Schlüter-regeringen overlod danskerne til kartoffelkur, tvangsauktioner og en eksplosiv stigning i ledigheden. Samt en rigsretssag mod en konservativ justitsminister.
Nutidens VK-regering er ved at efterlade Danmark med en endnu større offentlig sektor, end da den kom til, endnu flere på overførselsindkomst og planlagte stigninger i de offentlige udgifter, så man i sandhed kan tale om, at pengene fosser ud af statskassen. Og der er tale om udgiftsstigninger, der uundgåeligt vil føre til fremtidige skattestigninger, hvis kursen ikke lægges drastisk om.
Sidste års velfærdsreformer løste ikke halvdelen af velfærdsstatens finansieringsproblem og gjorde nærmest intet for at øge arbejdsudbudet. Det seneste års planlagte stigninger i de offentlige udgifter har blot forværret de fremtidige finansieringsproblemer, og medmindre fremtidige regeringer tør konfrontere borgerne med de krav om nedskæringer i velfærden, som VK-regeringen ikke har haft modet til, så kan vi se frem til en stigning i skattetrykket på 4-5 procentpoint. Det er VK-regeringens arv til eftertiden.
Schlüter-regeringen gennemførte i det mindste to reformer, som har haft langsigtede gunstige effekter på dansk økonomi. For det første afskaffedes den automatiske dyrtidsregulering, hvormed lønningerne automatisk steg med prisstigningerne. Det var en veritabel inflationsspiral, der kun havde en negativ effekt på reallønningerne. Den anden og endnu vigtigere reform var fastkurspolitikken og liberaliseringen af kapitalbevægelserne, der har haft en disciplinerende effekt på efterfølgende regeringer, idet den har tvunget politikerne til at føre en stabilitetsorienteret økonomisk politik for at undgå en gentagelse af 70'ernes stagflation (inflation og stagnation). Fastkurspolitikken lærte selv Nyrup, Lykketoft og Jelved at sige "stabilitetsorienteret økonomisk politik", så man skulle tro, at det var deres egen opfindelse.
Skattestoppet kunne have været denne regerings positive arv til eftertiden, men desværre har den ikke selv evnet at overholde det. Det nominelle skattestop på ejendomsværdibeskatningen er en politisk genistreg, for jo længere tid der går, jo sværere bliver det for efterfølgende regeringer at ophæve skattestoppet. Beklageligvis lægger den del af skattestoppet ikke kun pres på udgifterne, men også på andre skattekilder, så resultatet er blevet endnu større vanskelighed ved at få gennemført sænkninger af personskatterne.
Skattestoppet vigtigste funktion var imidlertid, at det skulle disciplinere politikerne, således at hver gang en politiker føler sig kaldet til at gøre noget godt med skatteborgernes penge, tvinges de til at finde finansieringen et andet sted. Det fungerede nogenlunde de første fem år, men i det seneste halve år har regeringen lovet ufinansierede offentlige udgiftsstigninger i et omfang, så den budgetdisciplin, det tog fem år at bygge op, er blevet revet ned på et halvt. Dertil kommer talrige brud på skattestoppet: afgift på alkoholsodavand, omlægning af aktieavancebeskatningen, omlægning af den kommunale udligningsordning, den nye medieafgift, erhvervsskattepakken og ikke mindst den foreslåede fjernelse af sænkningen af arbejdsmarkedsbidraget, der betyder, at højtlønnede kommer til at betale mere i skat med regeringens nye skatteforslag.
Regeringen har gjort sig skyldig i så mange undladelsessynder set fra en borgerlig synsvinkel, at det bliver for omfattende at nævne, men den værste politiske arv regeringen efterlader os er, at den har gjort borgerlig politik uskelnelig fra socialdemokratisk, og at den med sin politik og retorik har flyttet borgerlige vælgere til venstre, så kun et mindretal af borgerlige vælgere i meningsmålinger giver udtryk for, at de foretrækker skattelettelser frem for en større offentlig sektor.
