Nabostøtte til Ungdomshuset er rent fup

Slettet Bruger,

18/09/2007

"Beboere for et ungdomshus i Nordvest" kalder en gruppe, der optræder flittigt i medierne i disse dage, sig. Og beboere er de vel, bare ikke i nærheden af, hvor det nye ungdomshus, efter Enhedslistens, SFs og de venstreekstremes opfattelse, skal ligge.

eb.dk skriver i dag at "fup-naboerne" i stedet er sammensat af personer med kendskab til hinanden fra diverse roller i organisationer på den yderste venstrefløj.

Thomas Riemenschneider blev som "nabo til Grøndalvænge" citeret for følgende i en flyveseddel, der blev omdelt i området i fredags:

"Som forælder til store børn i gå-i-byen-alderen glæder jeg mig til at kvarteret bliver beriget med et tilbud, hvor ungerne kan skabe sig en tilværelse og et værested på egne, fælles præmisser. Jeg er ikke altid enig med de unge aktivister, men uenigheden og den kritisk sans kan gøre os klogere og rigere i fællesskab."

Det er bare ikke Riemenschneiders kvarter, der har udsigt til at blive "beriget". Han bor ifølge krak.dk nemlig 2,3 kilometer væk fra huset. Pressemeddelelsen på foreningens hjemmeside betegner af samme grund ikke længere Riemenschneider som "nabo til Grøndalsvænge" men nu som "beboer i området. Ifølge eb.dk bor flere af de personer, som optrådte som underskrivere på den omdelte flyveseddel steder som Frederiksberg, Valby og Hvidovre.

"Nogle har misforstået os"
En af foreningens talskvinder Helene Hansen bor heller ikke i Grøndalskvarteret, som ejendommen retteligt ligger i. Det bekræfter hun selv over for eb.dk. Det er desuden tidligere kommet frem, at Janne Wedenborg som også udtaler sig på vegne af "beboerne" heller ikke er i fare for at blive udsat for larm eller hærværk i forbindelse med et nyt ungdomshus, da heller ikke hun er Grøndalsbeboer.

"Nogle har åbenbart misforstået os. Vi har aldrig udgivet at være en forening, som talte på vegne af beboerne i Grøndalsvænge. Så er der sket nogle journalistfejl," udtaler Helene Hansen til eb.dk.

"Vi bor i Nordvest og Vanløse og betragter Grøndalsområdet som en del af kvarteret. Beboergruppen dækker Nordvest og den del af Vanløse, som grænser op til Nordvest. Vi er åbne overfor et ungdomshus i området, og er ikke så interesserede i, hvem der bor på den eller eller den anden side af vejen," fortsætter hun på eb.dk.

Hovedparten af de 550 personer, der på foreningens hjemmeside støtter Ungdomshuset på Grøndalsvænge Allé, bor i kvarterer et godt stykke fra huset. En del i andre kommuner og nogle i andre lande.

[email protected]

Kilde: