Naboer buhede af autonomhus

Hvis venstrefløjen på Københavns Rådhus havde regnet med, at en dialog med de autonome ville gøre deres fremtidige naboer venligere stemt, blev de ...

Slettet Bruger,

14/02/2008

Hvis venstrefløjen på Københavns Rådhus havde regnet med, at en dialog med de autonome ville gøre deres fremtidige naboer venligere stemt, blev de slemt skuffede, da det første borgermøde fandt sted onsdag aften. Naboerne til Frederiksundsvejs Skole, der er udset til at blive de autonomes nye tilholdssted, kom med højlydte protester mod kommunens planer. Det beretter Jyllands-Posten.

De fremmødte råb, piftede og buhede af panelet, bestående af politikere og en enkelt talsmand for de autonome.

"Vi skal ikke bede om kultur, når det handler om brændende biler og grafitti," lød en af de mange tilråb ifølge Jyllands-Posten.

"Hvad med kompensation, når vores lejligheder falder i pris?" lød et andet råbende spørgsmål.

"De unge flytter efter mig"
Ikke alle var dog lige højtråbende. Lili Baron startede med afdæmpet at fortælle, at hun faktisk går ind for et såkaldt ungdomshus.

"Bare ikke lige ved siden af, hvor jeg bor, og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg boede lige ved siden af Jagtvej 69 og kørte træt i det, og derfor flyttede jeg. Nu flytter de unge efter mig. Får jeg så en ny lejlighed?" spurgte hun til tilhørernes klapsalver.

Enlig støtte
Man skulle kigge langt omkring efter støtter til et nyt hus til de autonome. Kun Jacob rejste sig for at fortælle, at han havde været bruger af det gamle hus gennem 15 år. Han ville ikke diskutere konkrete placeringer, men mente, at København havde brug for et såkaldt ungdomshus.

"Jeg har aldrig været i nærheden af en brændende bil, selv om jeg har brugt Ungdomshuset i mange år. Til gengæld har København fået masser af kultur. Det kan godt være, at I ikke kan lide den kultur, men det er der altså nogen, som kan. Ungdomshuset var mit hjerte, og det blev revet ned sten for sten," sagde Jacob ifølge Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: