Når borgerlig-liberal kritik har kappet båndene til fornuften og realiteterne

Slettet Bruger,

18/09/2007

Af Thomas Banke

Thomas Banke er stud. scient. pol. og landsformand for Venstres Ungdom

Jeg er en trofast læser af 180Grader. Jeg synes, at den redaktionelle linje ofte indeholder væsentlige og kulørte vinkler på nyhederne samt nødvendig borgerlig kritik af aktuelle temaer. Og jeg er enig et langt stykke hen af vejen, når skiftende klummeskribenter, ledere og artikler kritiserer regeringen for at svigte idealerne. Især kritikken af den økonomiske politik er betydelig, fordi velfærdskritikere og håndhæverne af den personlige frihed efterhånden er mindre og mindre synlige politiske aktører. Jeg kan i øvrigt heller ikke afvise, at jeg ofte finder inspiration til mine læserbreve, pressemeddelelser eller paneldebatter her på siderne.

Når det så er sagt, er jeg nødt til at tilskrive denne klumme en generel kritik af det jeg vil betegne som borgerlig-liberal kritik, der har kappet båndene til fornuften og realiteterne. Altså når idealister f.eks. her på netavisen bliver så ivrige i deres kritik af denne regering, at man slet ikke kan se skoven for bare træer. Når kritikken bliver så morbid, at rimelige krav om mere principfast liberal politik begynder at basere sig på den opgivende holdning, at Helle og Villy ligeså godt kunne komme til. Når det flyder med ensidige påstande om, at det faktisk slet ikke havde gjort en forskel, hvis Socialdemokraterne havde siddet ved magten.

Når f.eks. de gode resultater på skatteområdet - om end de kun er små skridt - notorisk drukner i en nærmest sportsligt motiveret hån af de Konservative. Og når flere konkluderer, at denne regering er blevet så venstreorienteret, at man faktisk vil overveje at stemme blankt ved et kommende folketingsvalg.

Nuvel, denne regering fører i disse tider en mindre liberal og endda også uansvarlig økonomisk politik. Siden 2001 har man hvert år ladet et i forvejen ustyrligt offentligt forbrug stige yderligere, til trods for at man havde sat en finanspolitisk grænse for væksten, som så alligevel blev brudt. Og i Venstre prales der oven i købet højt og flot af, at vi nu har brugt over 37 mia. kr. mere på velfærd siden 2001. Denne virkelighed gør ondt, ikke kun på VU's landsformand, men på rigtigt mange landsstyrelsesmedlemmer, ordførere, lokalforeningsformand, mange menige medlemmer osv. i vores organisation.

Det samme billede kan man selvfølgelig tegne, når det gælder den lovgivning, der er affødt af den moderne terrorbekæmpelse og terrorfrygt. Mistro, regulering, indgreb i alles privatliv, opstilling af overvågningskameraer og tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsprincipper. Det er politik, som jeg vender mig på det kraftigste imod. Det er politik, der hæmmer og skader den personlige frihed, og som er en knockout til de grundlæggende principper, vi liberale tror allermest på og kæmper allermest for.

Sidst men ikke mindst er det beskæmmende, når vores tætte allierede i Dansk Folkeparti hvert år gør finansloven lidt mere socialistisk. Når DF gør en skatteaftale til en endnu større kopi af et få år gammelt forslag fra Mogens Lykketoft. Og kæmper imod indvandringsinitiativer der er nødvendige for arbejdsmarkedet og erhvervslivets vækstmuligheder. Der er nok at tage fat på, når det komme til vores parlamentariske grundlags uhensigtsmæssige fingeraftryk på regeringens politik siden 2001. At vi også er blevet påduttet et værdifællesskab med Dansk Folkeparti gør naturligvis heller ikke begejstringen større i VU.

Det er ikke særligt svært at finde eksempler på at denne regering rent faktisk kunne have gjort det "endnu bedre". Men nogle gange virker det som om, at de mest ædle og idealistiske debattører har lagt fornuften på hylden som led i en ensidig, vedvarende, stædig og urimelig kritik af denne regering. En kritik der slet ikke indeholder tegn på, at der faktisk er sket noget i dansk politik siden 2001, som vi liberale og borgerlige bør anerkende som god borgerlig-liberal politik.

Vi bør for saglighedens skyld tilskrive vores kritik af regeringen den kendsgerning, at der er resultater vi sætter pris på, og er villige til at rose.

Først og fremmest bør vi sætte pris på den politik, der siden 2001 er ført i forhold til landets kommuner. Med kommunalreformen fik man gjort helt grundlæggende strukturer i det danske samfund mere decentral. Et bureaukratisk og tungt amtsled forsvandt, og nye storkommuner blev omdrejligningspunktet i det kommunale Danmark. I samme ombæring blev der i højere grad ført tilsyn med kommunernes forbrug. Langt færre borgmestre kan i dag ødsle penge væk i såkaldte stjerneprojekter såsom prestigefyldte moderne fodboldstadioner til jævne 1. divisionsklubber samt beklædning af gågader med statuer, marmor og renovationer af rådhuse i den trecifrede millionklasse.

Den strammere generelle økonomiske ramme kræver helt automatisk mere ansvarlighed i kommunernes anlægsinvesteringer. Kommunerne står i dag i langt højere grad til ansvar for lokalsamfundets vælgere, når de ødsler penge væk på prestigeprojekter, og så er de samtidig blevet tvunget til at være mere effektive på driftssiden. Det er en liberal sejr, som ikke fortjener at drukne i en ensidig kritik af denne regering.

Dernæst må vi erkende, at selv om vi ikke har fået en flad skat endnu, og selv om vi ikke har fået de skattelettelser, vi med rette kræver, så har vi da fået noget. Vi har haft et skattestop i mere end 6 år. Vi har fået skattelettelser i 2004. Og senest fik skatten endnu et hak nedad med den seneste skatteaftale. Jeg synes ikke, det er nok. Slet ikke. Men jeg noterer mig, at det kunne have været meget værre; vi kunne helt have været foruden. Det er jo ikke ligefrem, fordi skattelettelser er blevet en vindersag her i 2007. Og derfor kan man vel et eller andet sted godt takke en regering, der i hvert fald overordnet set har sænket og ikke hævet skatten siden 2001 - efter en periode i dansk politik på 30 år, hvor skatter og afgifter kun blev højere og flere.

Sidst men ikke mindst er der gennemført en række fritvalgsordninger indenfor det offentlige. Ældre kan frit vælge plejehjem, ligesom de i højere grad selv kan sammensætte deres plejetilbud. Forældre har fået frit valg af daginstitution. For sygehuspatienten er der indført en ret, der gør at man efter en måned på ventelisten kan tage på privathospital og blive opereret. Sagen er jo, at disse ordninger indirekte har affødt privatiseringer og udliciteringer af kommunale og statslige opgaver. Igen, det kunne have været endnu bedre, men det er vel bedre end ingenting?

Og det er netop min pointe; at lidt er bedre end ingenting. Ikke at lidt ikke skal kritiseres for ikke at blive til mere. Men at man i sin kritik skal være påpasselig med at slippe proportionerne. De liberales sande modstandere er nu engang venstrefløjen. Og der bliver ikke ført mere liberal politik af, at statsministeren ikke længere hedder Anders Fogh Rasmussen, tværtimod.

Vi skal kritisere regeringen når den svigter idealerne. For vi har en berettiget og seriøs kritik, når vi siger, at de evindelige stigninger i det offentlige forbrug er ved at sende dansk økonomi på katastrofekurs. Vi har en sag, når det kommer til den personlige frihed kontra terrorlovgivningen. Og vi har hjemmel i både Venstres og de Konservatives principprogrammer, når vi kalder Dansk Folkepartis indflydelse for alt for stor. Men vi er på slingrekurs, når vi siger, at en regering ledet af Helle Thorning-Schmidt ville være et ligeså godt alternativ.

Og lad mig så afslutningsvis slå fast - fordi jeg tillader mig at tro, at denne klumme vil forårsage mange kritiske røster - at jeg ikke er blevet bedt af Claus Hjorth Frederiksen eller andre om at skrive ovenstående. Jeg er heller ikke blevet lovet en sikker folketingskreds som belønning. Faktisk ved jeg slet ikke, om jeg ønsker at gå videre i politik. Der er så meget andet spændende, man kan beskæftige sig med.

Jeg er heller ikke faldet i realpolitikkens afgrund, men jeg er medlem af Venstre. Jeg støtter regeringen, fordi jeg ikke kan se andre alternativer i dansk politik. Jeg kritiserer, når jeg finder det rigtigt, men jeg synes også, at der vundet liberale sejre siden 2001 - dem har jeg med i min erindring, når jeg kritiserer. For god ordens skyld skal jeg også gøre det klart, at denne klumme ikke er ment som en generaliserende røst, der skal ramme alle de dygtige borgerlige, idealistiske debattører, som jeg selv finder stor inspiration hos. Den er afsendt til de debattører, der på borgerlige debatfora har ladet sin lede ved denne regering føre til den fejlagtige konklusion, at vores største trussel er os selv og ikke venstrefløjen, nymoralisterne og fagbevægelsen.

Kilde: