Af Jesper Lau Hansen
Denne tekst blev oprindeligt bragt på punditokraterne.dkJeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?
Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.
En lidt længere forklaring - for de tålmodige - følger her.
Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg nej til at levere en klumme til 180Grader - hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.
Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu' noget smukt over en valgdag.
Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. - Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? - Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.
Jeg er ligeglad med om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svineheldig at blive født ind i.
Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.
Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.
Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en flad skat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.
Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.
Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA, og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.
Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF'er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund, uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrene.
Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.
NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoft-linjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.
Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.
Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.
Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.
