"Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!"

Slettet Bruger,

12. juni 2007

Af Finn Ziegler

Finn Ziegler er chefkonsulent hos IMS Consulting i Cambridge, England

I dag - i går hvis du læser denne klumme, når klokken har passeret midnat - er det 20 år siden, at præsident Ronald Reagan holdt sin berømte tale foran Brandenburger Tor med Berlin-muren bag sig og de frie vestberlinere foran sig. Talen handlede om øst-vest relationerne og delingen af Europa, hvor det kommunistiske system holdt halvdelen af Europa indespærret bag pigtråd.

Den tyske forbundspræsident, von Weizsacker, havde sagt, at det tyske spørgsmål forblev åbent, sålænge Brandenburger Tor var lukket. Reagen tog udgangspunkt i dette citat og sagde, at det ikke blot var et tysk spørgsmål, men et spørgsmål om frihed for hele menneskeheden. Senere i talen kom han med den berømte opfordring til Sovjetunionens leder:

"There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace. General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!"

Talen blev holdt på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var kommet et afgørende gennembrud i forhandlingerne om atomraketterne og nedrustning mellem Sovjetunionen og Vesten. I Sovjetunionen var Gorbatjov tiltrådt som generalsekretær for det kommunistiske parti og begyndt på glasnost og perestrojka. Russerne var med andre ord begyndt at forstå betydningen af frihed, men dog i begrænset omfang. Nogle politiske fanger var blev frigivet, visse udenlandske radioprogrammer blev ikke længere jammet, og statsvirksomheder havde fået lov til en vis selvforvaltning. Men i Vesten var der stadig usikkerhed om intentionerne, og Reagan opfordrede Gorbatjov til at tage skridtet fuldt ud.

Talen kan vel i historisk sammenhæng ses som dødsstødet til kommunismen og kulminationen på Reagans sikkerhedspolitik. Den sikkerhedspolitik som Ronald Reagan havde lagt syv år tidligere, dengang han blev valgt til præsident. Politikken havde to elementer: 1) Forhandling gennem styrke og 2) Fred gennem frihed. Først skulle NATO og USA gennem militær oprustning udligne det militære efterslæb overfor Sovjetunionen, som havde opstillet SS-20 atomraketter i Europa og var overlegen hvad angik konventionelle styrker, tvinge russerne til forhandlingsbordet. Dernæst skulle man gennem forhandlinger afskaffe atomtruslen. Reagan mente, at det kun var muligt at opnå resultater, hvis man forhandlede ud fra en styrkeposition. Men det andet punkt var lige så vigtigt for Reagan: Der kunne ikke blive varig fred uden frihed. Frihed var forudsætningen for fred, ligesom økonomisk frihed var forudsætningen for velstand.

Kun få år efter præsident Reagans berømte tale indgik Øst og Vest nedrustningsaftaler, berlinerne brød selv hul i muren, Tyskland blev genforenet i oktober 1990, Sovjetunionen blev nedlagt kort tid efter, Gorbatjov sendt på pension, og Østerupa gik i gang med at liberalisere deres økonomier. Verden var befriet for det mest barbariske totalitære system, den nogensinde har oplevet.

Historisk parallel i nutiden
Det er fristende at sammenligne situationen i dag med situationen for 20 år siden. Der er nok mange, der vil mene, at truslen fra islamistiske fundamentalister kan sammenlignes med den trussel, som kommunismen udgjorde for 20 år siden.

For både kommunismen og islamismen er totalitære ideologier, der vil tilintetgøre deres fjender, hvadenten de er kapitalejerne eller de vantro. Begge ideologier er vendt imod grundlæggende vestlige værdier som tros- og ytringsfrihed, ejendomsret, retssikkerhed, økonomisk frihed og demokrati. Begge benytter sig af terror; kommunisterne i den kollektive form (SS-20 raketter mod Europas storbyer), islamisterne i den individuelle form (selvmordsbomber).

Det mest tankevækkende er dog, at sikkerhedspolitikken er grebet radikalt anderledes an i dag end for 20 år siden. Præsident Reagans politik stod som bekendt for, at vejen til fred og sikkerhed gik gennem frihed. Denne opfattelse synes ikke at kendetegne præsident Bush' sikkerhedspolitik i samme omfang - det har vi set med accepten af forebyggende angreb, fangelejre og indskrænkning af egne borgeres frihed og retsikkerhed. En linje som i et vist omfang er kopieret i de fleste europæiske lande med udvidet adgang for staten til at tilbageholde terrormistænkte og foretage telefonaflytninger uden dommerkendelse.

Havde Ronald Reagan været USA's præsident i dag, tvivler jeg på, at han havde fulgt præsident Bush' sikkerhedspolitik. Forhandling er naturligvis udelukket, og der er næppe tvivl om, at bekæmpelsen af international terrorisme kræver både styrke og vedholdenhed. Men præsident Reagan ville have fastholdt, at ingen fred er mulig uden frihed. Det, som islamisterne kæmper imod, er friheden i den vestlige verden. Vi styrker ikke friheden ved at undertrykke den. Eller ved at forsøge at indskrænke herboende muslimers trosfrihed. Eller ved at indskrænke retssikkerheden, spærre mistænkte inde i uger, måneder eller årevis uden at stille dem for en dommer. Eller ved at give politiet vidtgående mulighed for telefonaflytninger osv.

Jeg er overbevist om, at Reagan, helt i ånden fra Brandenburger Tor, ville have fastholdt, at vi i Vesten skal fremstå som eksempler for de mennesker, der lever i ufrihed og undertrykkelse. Hvadenten det er i totalitære og autoritære regimer i Mellemøsten eller andre steder i verden. I mange af disse lande er der et udbredt folkeligt ønske om liberalisering ligesom tilfældet var i Østeuropa før murens fald.

Vi skal arbejde for udbredelsen af personlig og økonomisk frihed samt frihandel i og med landene i Mellemøsten. Det vil kunne sikre en større velstand til bredere dele af befolkningen og fjerne arbejdsløsheds- og fattigdomsproblemer, som giver islamisterne et bedre grundlag for rekruttering.

Det kan godt være, at der er en risiko forbundet med friheden. Frihed øger måske nok risikoen for terrorangreb. Reelt er der dog ikke meget, der tyder på, at disse indskrænkninger af friheden vil få effekt på omfanget af terror i Vesten. Mange af de tidligere terrorangreb kunne således have været forhindret, hvis efterretningstjenesterne havde udnyttet eksisterende information.

Men friheden har sin pris. Det vidner de mange ofre ved Berlin-muren og andre steder, hvor undertrykte folk har forsøgt at nå friheden, om. Det er nok, fordi det trods alt er bedre at dø fri end at leve ufri.