Morten Messerschmidt bliver løsgænger

Slettet Bruger,

30/04/2007

Til trods for at udsagnene om DF-folketingsmedlem Morten Messerschmidts opførsel en våd aften i Grøften i Tivoli er modstridende, meddelte det unge folketingsmedlem for få minutter siden, at han fremover vil være løsgænger i Folketinget.

Morten Messerschmidt er i dagbladet B.T. blevet beskyldt for at have sunget en nazistisk slagsang og at have heilet, og det er disse beskyldninger, som er baggrunden for hans beslutning.

"Dansk Folkeparti kan ikke være tjent med den ballade, der er om min person efter dagbladet B.T.'s hetzagtige kampagne mod mig," skriver Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse og uddyber:

"Jeg er meget, meget glad for Dansk Folkeparti, og det vil være ubærligt for mig, hvis den dårlige omtale af mig skulle skade partiet. Det må ikke ske, og derfor har jeg valgt at melde mig ud nu."

Morten Messerschmidt nægter dog fortsat, at beskyldningerne mod ham er sande.

"Jeg var beruset og opførte mig useriøst i Tivoli, og dét har jeg beklaget, både offentligt og over for Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Men jeg har altså aldrig hyldet nazismen eller sunget nazisange," skriver han.

Beskyldningerne er blevet bekræftet af den tidligere topsocialdemokrat Torben Lund, der deltog i festlighederne i Grøften. Til gengæld er de blevet modsagt af Bakken-sangerinden Dot Wessman, der også var til stede.

Kilde: