Af Lars Seier Christensen
(med tak til Steen Jakobsen, vor altid klartsynede investeringschef i Saxo Bank)Tirsdag fik finansmarkederne endnu et opkvikkende skud i armen, og de reagerede med vanlig naivitet. En naivitet der begynder at grænse til selvbedrag, og som må give enhver rationel kapitalist kuldegysninger.
For hvad var det, der sendte det amerikanske aktiemarked op med mere end 3% tirsdag aften? Var det bedre udsigter for den amerikanske økonomi - eller fordi finanssektoren har taget skridt til at få styr på sine eksponeringer overfor spekulative bobler (skabt af uansvarlig pengepolitik) i aktiemarkedet, private equity markedet, boligmarkedet, kunstmarkedet, vinmarkedet eller sine uansvarlige lån i bilmarkedet, kreditkortmarkedet eller bådmarkedet - eller stort set ethvert andet marked man kan komme i tanke om?
Næh, det var såmænd en de facto nationalisering af USA's 5. største investeringsbank og såkaldt "decisive action" fra Federal Reserve, der - samtidig med at centralbanken advarer mod stigende inflation - valgte at sænke renten med trekvart procent ... I dag æder markedsdeltagerne faktisk råt, at vi kan regulere og politisere os ud af den stadig værre likviditetskrise, men det vil ikke kunne lade sig gøre - og slet ikke uden meget betydelige omkostninger for friheden og kapitalismen.
Man må dog erkende, at både finanssektoren og centralbankerne har en væsentlig del af skylden og nu står med et nærmest uløseligt problem, skabt i fællesskab. Grundet en alt for ekspansiv pengepolitik og en uansvarlig finanspolitik er boblerne i markedet blevet stadigt større, og da der er skabt en præcedens for statslige bail-outs af truede finansielle institutioner gennem garantifonde og nationaliseringer eller statslige tvangsægteskaber mellem "too-big-to-fail" institutioner og sunde aktører, så er præmien for at køre en sober og ansvarlig forretning ikke længere attraktiv, men snarere tværtimod idet uansvarlighed og overbelåning i det store og hele belønnes, ofte uden væsentlige omkostninger når regningen kommer.
Moral hazard er udtrykket man normalt bruger for denne usunde synergi mellem finanssektoren og offentlige penge. Desværre er denne dynamik nu så etableret, at den leder til en stadig mere ond cirkelbevægelse. Når staten føler sig nødsaget til at hjælpe en finansiel institution, der har bragt sig selv i uføre, fordi statens uansvarlige pengepolitik har skabt aktivbobler, der finansieres aggressivt af konkurrenterne - ja, så føler staten sig berettiget og kompetent til efterfølgende at belære hele finanssektoren om, hvordan den skal gebærde sig, ikke blot den involverede institution.
Og derfor må man frygte, at den nuværende kreditkrise - istedet for at lede til en decimering af uansvarlige institutioner til de ansvarlige institutioners fordel - vil føre til, at staten føler sig bedre egnet til at drive finansiel virksomhed end sektoren selv. Mere regulering, mere belastning af de sunde institutioner med de usundes problemer, mere direkte offentligt eller de facto ejerskab i sektoren - se blot Northern Rock og Bear Stearns. Dette leder så igen til yderligere risiko for moral hazard, da de "reddede institutioner" dermed får yderligere chancer for at fortsætte deres usunde forretningspraksis. Hvor mange banker i Danmark ville få indskud til over markedsrenten, hvis ikke almindelige kunder følte sig beskyttet af Indskydergarantifonden?
Hvor ender dette? Jeg frygter, at den eneste "løsning", amerikanske politikere vil kunne se (og denne vil brede sig til Europa meget hurtigt), er mere involvering - formentlig en statslig fond der overtager mange af de realkreditforpligtelser, der udgør kernen i problemet i USA - subprime, Alt-A etc.
Sådanne statsfonde, der minder om de såkaldte Sovereign Wealth Funds, der opbygges i offentligt regi i mange stater i Mellemøsten og Asien, udgør en massiv trussel imod kapitalismen, som vi kender den - "kender den" i hvert fald som intellektuelt koncept, den er efterhånden svær at finde i den virkelige verden, desværre.
Som kapitalister og liberale ved vi, at problemets rod ligger i alt for megen historisk involvering fra statens side, snarere end for lidt involvering - og at politikerne for årtier siden skulle have anlagt en "den stærke overlever"-politik og have holdt sig helt væk. Men idag er denne sandhed ikke længere synlig for den almindelige borger. Derfor kan vi roligt regne med, at de vestlige befolkninger vil være klar til at give opbakning til politikernes reguleringsdrømme og oven i købet mene, at de herved - med fuld moralsk ret - endeligt får grebet ind overfor kapitalismens overdrev.
Frédéric Bastiat advarede allerede for 150 år siden om faren ved at drage beslutninger på baggrund af "hvad man ser, og hvad man ikke ser" ... og den advarsel har vist sjældent været mere relevant end her, men den vil nok endnu engang drukne i forvirringen og statens tiltagende magt. Og således har kreditkrisen altså en politisk dimension, der er mindst ligeså skræmmende som de tab, vi kommer til at opleve flere af, før krisen er ovre.
Og for at vende tilbage til aktiemarkedet så faldt det skarpt tilbage i Europa allerede onsdag formiddag, hvor disse linjer skrives. Der kan da sagtens være flere kortvarigt opkvikkende midler tilbage i centralbankernes medicinskab, men dagen, hvor tømmermændene for alvor melder sig, kommer nærmere hver gang ...
Lars Seier Christensen er adm. direktør for Saxo Bank A/S
