Monday morning football coach

Slettet Bruger,

27/06/2007

Af Karsten Anker Petersen

Karsten Anker Petersen er kommunikationschef

Hvad ved danske erhvervsledere om politik?

Sandsynligvis ikke mere end alle mulige andre mennesker.

Alligevel synes der ikke at være mangel på erhvervsledere, der gladeligt stiller op i offentligheden og deler ud af deres tanker om, hvordan regering og folketing burde håndtere denne eller hin politiske sag.

Det er især de varme kartofler om skat, efterløn, indvandring og den slags, hvor erhvervslederne har snuptagsløsningen lige inde for rækkevidde.

Jeg er ikke nødvendigvis uenig i deres synspunkter, men at høre dem udtale sig som små orakler, minder mig om det begreb amerikanerne kalder "Monday morning football coach".

En "Monday morning football coach" er ham, der møder på arbejde efter at have set weekendens fodboldkampe, og som altid ved lige præcist, hvad træneren burde have gjort for at sikre sit hold sejren.

Hvis man er en dygtig kommunikator eller har en høj troværdighed, fordi man er en dygtig forretningsmand, kommer simple svar på komplekse spørgsmål nemt til at lyde kloge og rigtige.

Men der er faktisk en god grund til, at der ikke er flere danske erhvervsfolk, der begår sig med succes i dansk politik. De er simpelthen ikke særligt gode til det!

Man kan sagtens være en succesrig erhvervsleder uden at mestre det politiske håndværk og uden at kunne forstå politik.

Er du i tvivl kan du blot se på de erhvervsledere, der gladeligt stillede op foran mikrofonerne, da Ny Alliance blev stiftet. Nyt er fedt og slagord om lavere skat og mindre indflydelse til Dansk Folkeparti giver gode overskrifter. Men at skabe politiske resultater er ikke det samme som at producere medicin eller høreapparater.

I mine unge dage var jeg selv aktiv i politik, i det der dengang var Danmarks liberale parti.

Jeg husker, at det blandt partiets græsrødder ofte blev diskuteret, at der manglede erhvervsfolk i dansk politik. Det var især, når der skulle opstilles folketingskandidater at mantraet lød: "Vi skal opstille en erhvervsprofil. Der er ikke nok erhvervsfolk i Folketinget, og når man kommer fra erhvervslivet kan man træffe beslutninger og få tingene gjort".

Sikke noget vrøvl.

Der findes mange dygtige erhvervsfolk i Danmark. Og de dygtigste af dem udtaler sig først og fremmest om ting, der vedrører deres virksomhed, deres produkter eller de markeder, de agerer på. Og de ved, at politisk interessevaretagelse i stigende grad er vigtigt for dansk erhvervsliv, fordi man i dag ikke kun kan drive virksomhed ved at varetage relationerne til sine kunder, medarbejderne og banken. Man er også nødt til at forholde sig til NGO'er, politikere, embedsmænd, EU, medier osv.

Det ved de klogeste erhvervsledere, og de kender deres egne begrænsninger. Derfor overlader de politikken til interesseorganisationer eller hyrer andre til den opgave. Udbuddet af kompetete virksomheder på dette marked er stort, og det er ikke et tilfælde, at langt de fleste er ledet og/eller stiftet af folk, der har trådt deres barnesko i politik.

Men der er desværre nogle, som ikke forstår det. Eller som blot er rigtig glade for at være i medierne og måske endda tror, at de kunne have vundet weekendens kamp, hvis det blot havde været dem, der havde sat holdet. Måske de skulle tænke over, hvorfor den opgave netop ikke er betroet dem.

Kilde: