Mistænkt giftmorder valgt til russisk parlament

Slettet Bruger,

03/12/2007

At have en mistanke om giftmord hængende over hovedet er ikke en hindring for en politisk karriere i det russiske parlament, dumaen. Det kan Andrej Lugovoj, der er mistænkt for Polonium-mordet på Aleksandr Litvinenko, skrive under på. Han er nemlig blevet valgt ind i dumaen for det nationalistiske Liberaldemokratisk Parti og forventes at blive tildelt et lederskab over parlamentets magtfulde sikkerhedskomité, skriver Reuters.

"Lugovoj skal arbejde i en komité tæt på hans specialisering. Det vil formentlig blive sikkerhedskomitéen, formentlig som formand," siger lederen af Liberaldemokratisk Parti, Vladimir Zhirinovsky, til Reuters.

Lugovoj har - ligesom den myrdede Litvinenko og i øvrigt også præsidenten Vladimir Putin - en fortid i det hemmelige soviettiske politi, KGB. De to eks-agenter mødtes i London på det tidspunkt, hvor Litvinenko blev forgiftet med det radioaktive stof Polonium 210. Dette stof er også blevet fundet andre steder, hvor Lugovoj opholdt sig, bl.a. på det fly, han rejste til London med.

Immun for retsforfølgelse
Storbritannien har krævet Lugovoj udleveret til retsforfølgelse, men Rusland har nægtet, med henvisning til, at landet aldrig udleverer sine statsborgere til andre lande. Som parlamentspolitiker har Lugovoj nu opnået immunitet over for retsforfølgelse.

Selv erklærer han sig uskyldig og hævder, at sagen har hjulpet hans politiske karriere, da han er blevet vant til at være i medierne.

[email protected]

Kilde: