Ministre nægter at tie om forbindelse mellem terror og islamisme

Politiets Efterretningstjeneste, PET, anbefaler, at danske myndighedspersoner nedtoner forbindelsen mellem islamisme og terror, men den anbefaling ...

Slettet Bruger,

12/10/2008

Politiets Efterretningstjeneste, PET, anbefaler, at danske myndighedspersoner nedtoner forbindelsen mellem islamisme og terror, men den anbefaling er flere ministre lodret uenige i, og de agter ikke at rette sig efter den, skriver Altinget.dk.

"Jeg kalder en spade for en spade. Den islamistiske ideologi har nogle meget negative effekter, og den sandhed kan folk godt tåle at høre," siger forsvarsminister Søren Gade til Altinget.dk og fortsætter: "Politisk korrekthed betyder bare, at du lægger dig fladt ned - og så tramper de på dig alligevel. Jeg agter ikke at være dørmåtte."

Heller ikke Karen Jespersen vil følge rådene.

"Udspillet fra PET undrer mig, for der er behov for det stik modsatte. Vi trænger tværtimod til en debat om, hvad islamisme er, for islamistiske holdninger vinder mere og mere indpas i vores samfund. Den udvikling stopper ikke, fordi vi lader være med at give det et navn," siger velfærdsministeren, mens undervisningsminister Bertel Haarder frygter for konsekvenser, hvis hvis man følger PET-anbefalingerne:

"Det er, at vi skal til at øve selvcensur og lade være med at tale om et af samfundets største problemer. Det kan jo ikke nytte noget. Vi skal derimod gøre fælles front med de moderate muslimer mod islamisterne," siger han.

Anja Dahlgaard-Nielsen, som er leder af PET's Center for terroranalyse, der er fremkommet med anbefalingerne, afviser over for Altinget.dk, at de udspringer af politisk korrekthed.

"Det handler om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord. Målrettet kommunikation kan modvirke terroristers propaganda. Hvorimod brugen af ord, der ikke er entydige og præcise, utilsigtet kan komme til at bekræfte terroristernes propaganda," siger Anja Dahlgaard-Nielsen.

[email protected]

Kilde: