Miljøplan sender huspriser i frit fald

Slettet Bruger,

08/05/2007

Priserne på sommerhuse er steget de seneste år, også på Lolland. Men maskinstøj og afslapning i ferien er ikke sammenhængende størrelser for de fleste sommerhuskøbere. Siden Connie Hedegaard offentliggjorde en drastisk hasteplan om at opsætte ni gigantiske vindmøller ved Kappel på Lolland inden Danmarks værtskab for klimatopmødet år 2009, er de omkringliggende sommerhuse faldet markant i pris.


Det bekræfter ejendomsmæglere og berørte sommerhusejere i området.

"Det er usikkerheden om, hvad møllerne vil få af indvirkning på det konkrete sommerhus, der gør det," udtaler statsautoriseret ejendomsmægler Dennis Frederiksen fra Danbolig i Nakskov til Jyllands-Posten.

"Vi satte huset til salg først på året. Mæglerens første reaktion var, at vi ikke skulle forvente at få den offentlige ejendomsvurdering," siger sommerhusejer Flemming Baumgaard Thomsen.

Connie Hedegaard afviser overfor Folketinget, at der kan blive tale om erstatning til husejerne. Hun mener ikke, de planlagte gigantmøller vil påføre beboere i området nogen gener. Men advokat og lektor i ejendomsret ved Københavns Universitet, Per Overbeck, er klar til at kæmpe Kappel-borgernes sag.

"Man kan bare spørge sig selv, om man vil bo nabo til sådan en snurrebasse? Det er der ikke ret mange, der vil. Derfor vil priserne blive trykket, og bliver priserne trykket, så har man krænket ejendomsretten, og så skal der betales erstatning," siger han til Jyllands-Posten.

Staten har allerede eksproprieret 11 grunde i området i forbindelse med mølleplanerne. Vindmølleindustrien har længe klaget over problemer med at finde passende steder at opsætte deres møller.

Kilde: