Mere upartisk tv fra BBC

Slettet Bruger,

19/06/2007

Der er behov for at gøre mere for at sikre upartiskhed i BBC's programmer. Det fastslår en ny rapport, den britiske tv-station offentliggjorde i går. Baggrunden er et samfund med sociale og teknologiske ændringer, der har ført til synspunkter, der rækker ud over en traditionel højre-venstre tænkning, blandt dem, at upartiskhed ikke "nødvendigvis er fundet i centrum". Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Rapporten kommer derfor med 12 nye redaktionelle anvisninger, blandt andet at stræben efter upartiskhed ikke må føre til åndløse programmer, der udelukker kontroversielle, passionerede eller polemiske argumenter.

Venstreorienteret konsensus
Rapporten citerer blandt andet den tidligere politiske redaktør på BBC, Andrew Marr, for at mene, at "BBC har en medført venstreorienteret tilbøjelighed". Også et seminar afholdt af BBC sidste år viste ifølge rapporten en vis opbakning til synspunktet om, "at der eksisterede en slags venstreorienteret konsensus i organisationen".

Som et bevis på dette nævner man, at adskillige af BBC's nyhedsprogrammer undlod at bringe en række historier om indvandringen, fordi de faldt uden for grænserne af "den venstretænkende komfortzone".

Også dækningen af Live 8 og "Make powerty history"-kampagnerne kritiseres i rapporten for ensidighed.

mol

Kilde: