Mens vi venter på skattekommissionen

Af Jacob Bræstrup

Så fik Danmark endnu en skattekommission. Groft sagt for at fortælle os, hvad mange allerede ved: At vores skattesystem - selv med de seneste ændringer - ikke er rustet til fremtidens internationale konkurrence om de bedste og dygtigste. Ikke dermed sagt, at en skattekommission er en dårlig idé. Undertegnede er allerede nu spændt på, hvordan kommissionen om et år vil søge at sælge ovennævnte budskab til de betydelige vælgersegmenter - og deres repræsentanter i Folketinget - der ikke ser problemet med en marginalskat på 63 procent.

Med den opgave for øje har kommissionen fået én af de bedst tænkelige formænd: Den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch. Valget er klogt, fordi oppositionen - herunder især Socialdemokraterne - dermed ikke kan afskrive formanden som regeringens mand. Hvis Carsten Koch siger, at det er nødvendigt at sænke de højeste marginalskatter for at bevare vækst og velfærd for de svageste, bliver det svært for Helle Thorning at stemple det som ultraliberalistisk VU-snak.

Så er Dansk Folkeparti en større udfordring. Partiet har meddelt, at de ikke i denne valgperiode vil støtte en skattereform, som på nogen måde bryder med den mest strikse fortolkning af skattestoppet. Spørgsmålet er dog, om partiet har råd til at stå udenfor et så afgørende forlig? Kan man undlade at være med til at skabe grundlaget for offentlig velfærd, når man nu så gerne vil dele ud af den? DF har før nedlagt veto på skatteområdet for siden at besinde sig - senest i forbindelse med efterårets skattelettelser. I øvrigt skulle det være muligt at strikke en flerårig skattereform sammen, så de dele, der skurer (mest) mod skattestoppet, afventer det folketingsvalg, der senest skal afholdes i 2011.

Spørgsmålet bliver snarere, om kommissionen - med Carsten Koch i spidsen - har modet til at sige, hvad der skal siges?

Kommissoriet er nogenlunde klart i mælet:

• Skatten på arbejde skal "markant" ned - herunder skal skatten på den sidst tjente krone sænkes
• Pengene skal først og fremmest hentes ved at gøre det dyrere at forurene og bruge energi
• Men ellers er alle finansieringskilder i spil, når blot de understøtter reformens formål (at det skal kunne betale sig at arbejde, men være dyrt at bruge energi)
• Blot er ejendomsværdiskatten fredet
• Og skattereformen skal samlet set være "fordelingsmæssigt afbalanceret"

Væk med mellem- og topskat
Alt andet end et forslag om helt at afvikle både mellem- og topskat vil i den forbindelse synes uambitiøst - især da kommissoriet også taler om at "inddrage globaliseringen og hensynet til et robust skatte- og afgiftssystem". En topmarginalskat under 45 procent vil gå en lang vej i denne henseende. Og det vil være den allerbedste medicin for økonomien, nu hvor Danmark er på vej ind i en periode med lav vækst - først og fremmest fordi der mangler hænder på arbejdsmarkedet.

Dette aspekt vil også være forholdsvis let at finansiere henset til de betydelige positive afledte adfærdsvirkninger. Selv om det umiddelbart er svært at pege på danske miljø- og energiafgifter, der kan hæves nævneværdigt uden massiv vækst i grænsehandlen til følge, kan det ikke udelukkes, at det alene ad denne vej er muligt at finansiere en betydelig reduktion af marginalskatterne. Især hvis man supplerer med, hvad kommissoriet kalder "finansieringselementer uden for skatte- og afgiftssystemet [som] tilgodeser det overordnede sigte med skattereformen". Her tænkes på stramninger i dagpengesystemet, lavere regulering af overførsler, øget egenbetaling til efterløn, sænkning af efterløns- og pensionsalder etc.

Fordelingsmæssig balance?
Kommissionens udfordring - ud over at overbevise politikere og befolkning om nødvendigheden af ovenstående - består først og fremmest i at finde finansieringen til at gøre reformen "fordelingsmæssigt afbalanceret", herunder til at øge gevinsten ved at arbejde frem for at modtage passiv forsørgelse. Den mest målrettede måde at gøre dét på, er ved at indføre personfradrag i bruttoskatten, der kun betales af arbejdsindkomst. Det koster godt 10 mia. kr., men vil til gengæld sikre samtlige beskæftigede en skattelettelse på ca. 3500 kr. om året - nogenlunde det samme som det nuværende maksimale beskæftigelsesfradrag.

Det er også utænkeligt, at kommissionen kan slippe uden om at foreslå en forhøjelse af det almindelige personfradrag, som også modtagere af overførselsindkomster nyder godt af. De bliver nemlig også ramt af de forhøjede miljø- og energiafgifter, den kommende reform med statsgaranti vil indeholde. At hæve personfradraget med blot 1.000 kr. koster dog godt 1,5 mia. kr., så det kan hurtigt løbe op i et tocifret milliardbeløb, hvis det skal batte noget. Finansiering i den størrelsesorden er ikke lige sådan at finde, med mindre man for alvor er indstillet på at tage livtag med efterlønnen eller folkepensionsalderen. Ellers skal der for virkelig tænkes kreativt.

Rentefradraget står for fald
Det bedste er selvfølgelig finansieringskilder, der i sig selv bidrager til at gøre reformen "fordelingsmæssigt afbalanceret". Indkomstregulering af børnechecken er en gammel traver i den henseende, men har mest symbolværdi. Enhver politisk realistisk model vil ikke generere noget videre provenu - og virker i øvrigt som en forhøjelse af marginalskatten for dem, der befinder sig i aftrapningsintervallet.
Det samme gælder de "skattesmuthuller", som især højtlønnede benytter sig af: pensionsordninger, 10-mands selskaber, medarbejderobligationer, frynsegoder mm.

En begrænsning af disse vil måske generere et brugbart provenu - under de nuværende skatteregler! Sagen er blot den, at deres udbredelse af sig selv vil blive betydeligt begrænset, hvis mellem- og topskat forsvinder: Der er grænser for de krumspring, den almindelige skatteyder gider foretage for at spare et par procentpoint.

Det efterlader stadig én betydelig finansieringskilde: begrænsningen af rentefradragsretten. Selv om regeringen har fredet ejendomsværdiskatten, har den specifikt undladt at frede rentefradraget, som især - men ikke kun - kommer boligejerne til gode. I alt trækker vi danskere årligt over 80 mia. kr. fra i skat i form af negativ nettokapitalindkomst. Det er ca. 20.000 kr. pr. skatteyder, svarende til en skatteværdi på 6.500 kr.

Det, der gør rentefradraget så interessant, er, at der er tale om et fradrag, som i særdeleshed kommer de højeste indkomstgrupper til gode. Faktisk har de allerlaveste indkomstgrupper almindeligvis positiv nettokapitalindkomst. Herefter stiger den negative nettokapitalindkomst støt i tandem med indkomsten og topper - både for enlige og for ægtepar - ved en husstandsindkomst på den gode side af 750.000 kr. Selv husstande med årsindkomster på over 1 mio. kr. har i gennemsnit en betydelig negativ nettokapitalindkomst.

En afskaffelse af rentefradraget vil indbringe ca. 30 mia. kr. - nok til at finansiere hele reformen. Så for at vende tilbage til mit udgangspunkt: Har kommissionen modet til at sige, hvad der skal siges?

Jacob Bræstrup er cand.scient.pol og skattepolitisk konsulent hos Dansk
Industri