Meningsmåling: Rødt flertal

Tidligere meningsmålinger har vist et flertal i befolkningen for Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis millionærskat

Slettet Bruger,

05/09/2009

Tidligere meningsmålinger har vist et flertal i befolkningen for Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis millionærskat. Og en meningsmåling foretaget af Rambøll/Analyse Danmark for Jyllands-Posten kort efter de to partier har fremlagt deres samlede skatteplan viser tilsyneladende også, at danskerne ikke skræmmes bort af øgede skatter. I hvert fald står oppositionen til 50,8 procent af stemmerne og har nu øget deres meningsmålingsmålingsforspring til tre mandater, skriver jp.dk.

"Der tegner sig et mere stabilt oppositionsflertal, og det ser jeg først og fremmest som udtryk for, at den økonomiske krise har skiftet karakter. Det er gået fra et økonomisk problem til at være et arbejdsløshedsproblem. oppositionen har fået fat med krav om vækstpakker og offentlige investeringer som modsvar på den stigende ledighed, og derfor ender regeringen ofte med at skulle fægte for sig," siger valgforsker Kasper Møller Hansen til jp.dk.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen glæder sig selvsagt over målingen, som han tolker som en belønning for S-SF-alliancen. Hans modstykke i Venstre tror derimod, at billedet vil ændre sig, når indholdet af "fair forandring" går op for vælgerne.

"Blokkene står ekstremt tæt, og skattedebatten bliver afgørende for udfaldet. Det er endnu ikke gået op for folk, at de skal betale højere og afgifter med de røde ved magten," siger politisk ordfører Peter Christensen til jp.dk.

Målingens tabere er Venstre, der står til fire færre mandater end ved folketingsvalget 2007, de radikale, der går fra 9 til 7 og Liberal Alliance, der ryger ud. Den helt store vinder er SF, der i målingen står til 33 mandater mod deres nuværende 23.

[email protected]


Kilde: