Mediemafia eller journalistiske dovendyr

Af Henrik Gade JensenTidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio Lisbeth Knudsen gav et længere interview i Berlingske Tidende den 21

Slettet Bruger,

03. juli 2008

Af Henrik Gade Jensen

Tidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio Lisbeth Knudsen gav et længere interview i Berlingske Tidende den 21. juni 2008 om sin tid som chef i DR og om den beskydning eller kritik, som DR konstant var udsat for.

Lisbeth Knudsen afviser, at der i DR direkte blev arbejdet på at indoktrinere befolkningen. Der var ingen røde lejesvende. "Problemet var snarere den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse. Det var ikke et problem med en bevidst og gennemført politisk slagside. Det var mere noget med inerti og behovet for at opdage de nye tendenser i tiden," siger Lisbeth Knudsen i interviewet.

Det er for så vidt en præcis markering af, at der var politisk slagside, men den var ikke tilsigtet, bevidst eller intenderet. Den sad i tapeterne, hvor så meget anden gammel røg og dunst aflejrer sig.

Men er vanetænkning harmløs? Er dårlige vaner ikke snarere udtryk for en slatten og eftergivende mentalitet? Kan vi ikke forlange af public service-journalister, at de øver deres profession i et åbent og fordomsfrit univers? Selvkritik er vel et krav, der ikke mindst bør og kan stilles til en offentlig public service-station. At gamle vaner problematiseres, så journalistik ikke kommer til at virke som partsindlæg.

Som med så meget andet her i tilværelsen er det vanskeligt at skelne det bevidst tilsigtede fra det ubevidst accepterede, god tro fra ond tro eller den aktive konspiration fra det stille, samtykkende medløberi.

Sådan er det også med Danmarks Radio. Utallige medarbejdere har utvivlsomt efter bedste evne tilstræbt en så fair, objektiv og neutral journalistik som mulig, men deres diskurs er lejret ind i en tidsånd og en vanetænkning, som måske kun den udenforstående har antenner til at opfatte som indforstået og partisk.

For sådan virker en dominerende diskurs også. Når du snakker dens sprog og omgivelserne også står midt i den, tager den sig så selvfølgelig ud, så en anden diskurs virker fremmed og truende og i hvert fald usaglig og partisk. Kulturkampen i Danmark siden 1968 og forstærket siden 2001 har været en kamp om hegemoni, diskurs og begreber.

Lisbeth Knudsen overser, at DR har virket som en kontrær bastion i opgøret med det totalitære tankegods, som har floreret i Danmark siden 1968. I mange kontroversielle samfundsspørgsmål har DR fulgt en venstresnoet tidsånd og ikke været sin opgave voksen som vagthund og kritisk instans. At DR her ikke adskiller sig markant fra TV2 eller de øvrige mediers journalister undskylder ikke, at DR og især mange P1's programmer, venligt sagt, har virket som sendrægtige og dorske overfor tidens kritiske spørgsmål.

For hvis vi i dag ser tilbage på de sidste årtiers kritiske opgør, f.eks. om kommunismen og venstredrejningen, er de i høj grad sket på avisernes debatsider, mens den journalistiske professionsklasse har været tavs og ofte endog kontrær. Der er vist endnu ikke skrevet en journalistisk artikel om, hvad SF'eren Anne Grethe Holmsgaard lavede i Mellemøsten i sin militante ungdom. Ole Sohn er heller ikke blevet interviewet af en journalist om, hvad han snakkede med sine kommunistkollegaer om til paraden til DDR's 40-års jubilæum i Øst-Berlin i oktober 1989. Uden læserbreve og blogs vidste offentligheden intet. Måske skyldes det vanetænkning, måske ønsket om konsensus, men det er jo også et svigt.

Der ligger et interessant forskningsprojekt i at prøve at destillere de sidste års offentlige debat og se, hvad der skyldtes de officielle vagthunde, journaliststanden, og hvad der skyldes offentlighedens mavericks, de frie debattører. Hvis man tog de sidste tyve års aviser og delte dem op i to bunker: de journalistisk skrevne artikler og så debatsiderne, så giver de ret forskellige beskrivelser af det samme samfund. Tænk på indvandringsdebatten, hvor der vel var et timelag på 20 år, før journaliststanden opdagede, at der også kunne være problemer at berette om. Mens læserbrevene fra folkedybet havde skrevet om det hele tiden.

Lisbeth Knudsen erkender i interviewet, at DR adopterede den socialdemokratiske samfundsmodel:

"Danmarks Radio har haft en tendens til at være systembevarende i forhold til den socialdemokratiske velfærdsmodel. Men man kan ikke sige, at der sad en venstresnoet mafia, som ønskede at dreje historier i en bestemt retning. [...] Nyhedsjournalistikkens automatreaktion er jo at finde de kritiske. Det betyder så også, at når der kommer en borgerlig regering og et systemskifte som i 2001, så bliver journalistikken samfundsbevarende i gammeldags socialdemokratisk forstand."

På mig virker det lidt som volapyk, at DR's journaliststand, som samtidig forstår sig som offentlighedens vagthunde, skal reagere på VK-regeringen ved at blive systembevarende og socialdemokratisk. Men det er jo en korrekt beskrivelse, som Lisbeth Knudsen giver. Og skamfuldt at det kan registreres som et faktum uden større opstandelse.

Og selvom der ikke var nogen mafia eller centralkomite i DR, så er diskursivt medløberi, verbal opportunisme og ideologisk vanetænkning ikke ligefrem noget at prale med endsige undskylde.

Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS