Af Anders Thomsen
Anders Thomsen er afdelingschef i TDC og medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelseDer bliver med rette talt og skrevet meget om at lette skatten på arbejde. Ikke mindst de høje marginalskatter er i fokus. Både behovet for at øge arbejdsstyrken og spørgsmålet om, hvor stor en del man med ret og rimelighed kan forlange, at folk skal levere til fællesskabet af deres indkomst, gør det nødvendigt at sænke de alt for høje danske marginalskatter.
Der ligger dog tillige et principielt og ideologisk problem gemt og glemt i personfradraget, også kaldet bundfradraget.
Sidst jeg kiggede på min forskudsopgørelse var bundfradraget på 39.500 kr. Med andre ord skal jeg i princippet bidrage til fællesskabet i form af skattebetaling, så snart jeg tjener 39.501 kr. i løbet af året. Det er aldrig gået op for mig, hvordan man lige er endt på netop 39.500 kr. som bundfradrag. Lå der engang en nøjere overvejelse bag, som er blevet procentfremskrevet til uigenkaldelighed? Eller er det blot en af mange skatteskruer, som man har skruet op og ned på efter for godt befindende og det aktuelle finansieringsbehov?
39.500 kr. svarer til 3.300 kr. om måneden. Man kan ikke leve for 3.300 kr. om måneden i Danmark. Med andre ord bliver man tvunget til at bidrage til fællesskabet, før man har til sin egen overlevelse. Lad mig komme med et par eksempler på, hvorfor det er forkert.
Jeg antager for nemhedens skyld, at et minimum for at klare sig i Danmark er 5.000 kr. om måneden eller 60.000 kr. om året.
En iværksætter kæmper for at få en virksomhed op at stå. Han tjener 60.000 kr. til sig selv det første år. Lige nok til, at han kan klare sig. Det kan han dog ikke alligevel, da han skal betale skat til fællesskabet. Til gengæld "tilbyder" fællesskabet ham muligheden for at forsøge at få pengene til egen overlevelse tilbage gennem sindrige systemer af supplerende dagpenge mv. Så kan der gå tid med det ...
En kunstner ønsker at give sin kunst en chance på fuld tid i et par år. Han har brug for 5.000 kr. om måneden for at klare til dagen og vejen. Heldigvis tjener han netop 5.000 kr. om måneden. Desværre tager fællesskabet sin del. Til gengæld kan han håbe på privat eller offentlig støtte ved at søge stipendier, legater eller supplerende offentlige ydelser. Så kan der gå tid med det ...
Min pointe er, at det bør være enhver borgers ret at kunne tjene til et eksistensminimum og passe sig selv uden indblanding fra det offentlige. Der er noget galt med fællesskabet, når det forlanger bidrag fra folk, der ikke en gang har nok til sig selv. For at kompensere for urimeligheden har fællesskabet i stedet udarbejdet en række komplicerede og administrativt bøvlede regler, der reelt set blot sikrer, at man får sine indbetalinger til fællesskabet tilbage igen - dog med visse krav tilknyttet.
Så når nu skatten på arbejde skal sænkes, så bør man løfte bundfradraget for arbejdsindkomster til minimum 60.000 kr. gennem en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget. Det vil gøre det mere attraktivt at gå fra offentlig forsørgelse til arbejde, men ikke mindst vil det være en principiel sejr for retten til at passe sig selv.
P.S. Hele debatten om råderum eller ej til skattelettelser er i øvrigt efterhånden absurd at følge. Selvfølgelig kan man betvivle fornuften i en ekspansiv finanspolitik på nuværende tidspunkt, men ikke desto mindre har der år efter år været råderum til, at kommunerne har kunnet bryde aftalerne med staten om deres forbrug med deraf følgende øget offentligt forbrug. Så mon ikke man kan finde plads til at sænke skatten på arbejde, hvis man virkelig ønsker det?
