Manglende rettergang i Muhammedsag møder kritik

Ingen af de anholdte i sagen om de angivelige mordplaner mod en af Jyllands-Postens Muhammedtegnere kommer for en dommer

Slettet Bruger,

13/02/2008

Ingen af de anholdte i sagen om de angivelige mordplaner mod en af Jyllands-Postens Muhammedtegnere kommer for en dommer. En 40-årig dansk statsborger er efter intensiv afhøring blevet løsladt, mens to tunesere bliver administrativt udvist efter en paragraf i udlændingeloven. Manglen på rettergang udløser kritik fra flere sider, beretter Berlingske Tidende.

Formanden for Danmarks forsvarsadvokater, Henrik Stagetorn, finder det "stærkt betænkeligt, at man bare med et pennestrøg kan gennemføre en hel bevisbyrde," som han siger til Berlingske Tidende.

Den radikale retspolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, mener ikke, at processen er et retssamfund værdigt.

"Vi skal være terroristerne overlegne"
"Det er meget vigtigt at understrege, at vi naturligvis ikke ønsker at holde hånden over terrorister. Pointen er bare den, at vi synes, at vi skal blive ved med at være terroristerne overlegne og dermed vise, at i et retssamfund bliver man selvfølgelig slæbt for en dommer og ikke bare administrativt udvist. Her er man uskyldig til det modsatte er bevist. Det er sådan set det, som hele kampen mod terrorismen også handler om, nemlig kampen for demokratiet og retssamfundet," siger han til Berlingske Tidende.

En paragraf i udlændingeloven giver mulighed for administrativt at udvise udenlandske statsborgere, hvis blot PET har mistanke om, at de kan være til fare for statens sikkerhed. Både justitsminister Lene Espersen (K) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har godkendt udvisningen af de to tunesiske mænd. Det har ikke været muligt for Berlingske Tidende at indhente en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech, mens Lene Espersen ikke har ønsket at kommentere udvisningerne.

[email protected]

Kilde: