Af Karina Pedersen
Der var engang - og det siger jeg med en vis nostalgi - hvor diskussioner om fattighjælp ikke var underlagt politisk korrekthed.I 1800-tallets USA herskede der ingen illusioner om, at fattigdom var en uforskyldt lidelse, og en større undersøgelse fra første halvdel af 1800-tallet konkluderede da også, at fattigdom i halvfems procent af alle tilfælde var selvforskyldt i form af manglende evne til mådehold. Et problem vi også ser hos underklassen i dag - vi andre køber en lottokupon i ny og næ, drikker lidt vin her og der og spiser usundt i små mængder, mens underklassen ikke kan begrænse sig og ofte ender som ludomaner, misbrugere og overvægtige.
På spørgsmålet om, hvorvidt en hæderlig mand ville være arbejdsløs i en længere periode, svarede flere store byers eksperter i fattigdom, at en sådan situation var "ekstremt sjælden". The New York Association for Improving the Condition of the Poor (AICP) vidste af erfaring, at de fattige havde brug for regelmæssige opsange:
"I kan sladre og ryge, forsømme jeres børn og tigge, leve i snavs og ubehag, drikke og svire, faktisk foretage jer alt andet end at arbejde, og forventer, gud hjælpe mig, at blive forsørget."
Hjælpearbejderen Frederic Almy var af den opfattelse, at fattighjælp var ligeså farlig som stoffer, og at den skabte en appetit, der var langt mere skadelig end den lidelse, den var ment til at lindre. Man måtte derfor udvise den største forsigtighed inden man uddelte hjælp, og hjælpen måtte - under alle omstændigheder - være af midlertidig karakter. En fremtrædende hjælpeorganisation var enig. Et samfund kan, sagde den, ikke vogte sig nok for individer, som kalder på hjælp, når de burde forsørge sig selv.
Biblens ord om, at en mand, som ikke vil arbejde, heller ikke skal spise, blev ofte trukket frem, og der var - dengang som nu - god grund til at vogte sig for dem, som kaldte på hjælp. Det var et kendt - og offentligt diskuteret - faktum, at sygdom ofte var synonym med dovenskab, og at der blev fortalt løgne og grædt krokodilletårer for at opnå hjælp. Præsten Charles Brace var overrasket over, hvor meget arbejde mange fattige lagde i at undgå at arbejde:
"Antallet af fattige, som nyder en behagelig tilværelse, afledt af et langt studie af forskellige hjælpeorganisationer, ville forekomme utroligt for enhver, som ikke er bekendt med de fakta. De går fra en organisation til en anden; kender de forskellige kriterier og sørger for at leve op til dem, og lever således af en slags almisse-videnskab."
Mange forudså, at hvis staten helt overtog ansvaret for de fattige, ville deres antal ikke blot vokse, men staten ville heller ikke på samme måde som private organisationer være i stand til at sige ja til nogle og nej til andre. Det blev desuden påpeget at:
"Governmental welfare was the least desirable form of relief, because it comes from what is regarded as a practically inexhaustible source, and people who once recieve it are likely to regard it as a right, as a permanent pension, implying no obligation on their part."
Samfundsdebattører henviste til, hvordan det var gået i Romerriget, da datidens politikere - for at opnå stillinger de var langt fra kompetente til at bestride - havde lovet fattige hjælp, og hvor en bekymrende stor del af befolkningen - på mindre end 150 år - var blevet fuldstændigt afhængig af understøttelse. Man forudså, at samme scenario ville gentage sig, hvis der gik politik i fattighjælp - politikere ville overbyde hinanden i tilbud om offentlige ydelser for at opnå stemmer.
Andre så udviklingen af en velfærdsstat som uundgåelig - dog ikke som et produkt af godhed, men af dumhed:
"Can we wonder if the uneducated are seduced into approving a system which aims its allurements at all the weakest parts of our nature, which offers ... ease to the lazy, and impunity to the profligate?"
England blev ligeledes brugt som eksempel på, hvordan det går, når staten leverer fattighjælp - det øger ikke blot antallet af fattige, men forværrer samtidig deres karakter. Benjamin Franklins rejsebeskrivelse fra 1760'ernes London understøttede den holdning:
"Der er ikke noget land i verden, hvor de fattige er mere dovne, udsvævende, fordrukne og uforskammede. Annuller den lov (fattigloven), og de vil snart ændre adfærd. Mandage og tirsdage vil ikke længere være helligdage."
Men mandage og tirsdage er forblevet helligdage - ikke blot for mange englændere - men også for en stor del af den danske befolkning. Hvis man gentager i dag, hvad respektable borgere sagde i 1800-tallet, bliver man anset som værende det præcis modsatte. Men hvem er egentlig mest ond - dem som ønsker at yde økonomisk støtte til de fattige, eller dem som ikke vil? En professor i økonomi var ikke i tvivl:
"The fact that the benevolent gentleman may wish that there were no beggars, and may be very sorry to see them, does not change the economic effect of his readiness to give them money. From an economic point of view the gentleman pays the beggar for being poor, miserable, idle, dirty and worthless."
Pointen var klar; man får, hvad man betaler for. De, som giver penge til tiggere, bærer samtidig skylden for, at de overhovedet eksisterer. The New York State Board of Charities forklarede, hvorfor økonomisk hjælp skulle undgåes:
"Når mennesker, som er dovne og letsindige, gennem nogle måneder har oplevet, hvor bekvemt det er at leve af andres arbejde, er de tilbøjelige til at ty til den livsstil så ofte og så længe som muligt."
Det er svært at forestille sig en af vor tids socialrådgivere kalde folk på overførselsindkomst dovne og letsindige, og ligeså utænkeligt er det, at en nutidig fremtrædende borger ville kalde fattige - uanset nationalitet - for dovne, udsvævende, fordrukne og uforskammede - selvom det ofte ville være en passende betegnelse.
Men har 1800-tallets argumenter imod en velfærdsstat ikke vist sig at være berettigede? Overbyder vores politikere ikke hinanden med løfter om tilskud? Og er en bekymrende stor del af befolkningen ikke fuldstændig afhængige af offentlig forsørgelse? Hvis det ikke skal gå som Alexis De Tocqueville forudså i Memoir on Pauperism ...
"I am deeply convinced that any permanent, regular administrative system whose aim will be to provide for the needs of the poor will breed more miseries than it can cure, will deprave the population that it wants to help and comfort, will in time reduce the rich to being no more than tenant-farmers of the poor, will dry up the sources of savings, will stop accumulation of capital, will retard the development of trade, will benumb human industry and activity, and will culminate by bringing about a violent revolution in the State, when the numbers of those who recieve alms will have become as large as those who give it, and the indigent, no longer being able to take from the impoverished rich the means of providing for his needs, will find it easier to plunder them of all their property at one stroke than ask for their help."
... synes det vigtigt, at fattigdom igen bliver anset som værende et personligt problem, hvorfor staten heller ikke skal forsøge at afhjælpe det. Da mange af dem, som vi her i Danmark kalder fattige, ofte er meget aktive mennesker - ikke mindst i kriminal- og fødselsstatistikkerne - synes det samtidig at være tid til at droppe den politiske korrekthed og gentage overfor de fattige, hvad ordentlige mennesker sagde for langt over hundrede år siden:
"I kan sladre og ryge, forsømme jeres børn og tigge, leve i snavs og ubehag, drikke og svire, faktisk foretage jer alt andet end at arbejde, og forventer, gud hjælpe mig, at blive forsørget!"
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
