Mænd brokker sig mindre i sundhedsvæsenet

Slettet Bruger,

11/06/2007

Det hjul, der piver, bliver smurt. Mænd, der bliver behandlet for en kræftsygdom, er mindre tilbøjelige end kvinder til at brokke sig over deres behandling. Det viser to analyser af mænd og kvinders oplevelser i sundhedsvæsenet, der offentliggøres i forbindelse med Mænds Sundhedsuge i denne uge. Men mændenes medgørlighed bliver ikke belønnet - snarere tværtimod.

"Mændenes tilfredshed kommer dem måske nærmere til skade, når det gælder udbyttet af kontakten med sundhedsvæsenet," siger chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, til Berlingske Tidende.

"Kvinderne ser ud til at have fordele af deres kritiske indstilling - de får tilbud, der passer dem, og de lever længere. Mændene giver sig ikke i så høj grad hen i patientrollen, men fokuserer mere på livet efter sygdommen, genoptræningen og muligheden for at vende tilbage til arbejdet," siger Svend Aage Madsen, der har kønsanalyseret to tilfredshedsanalyser fra henholdsvis HS og Kræftens Bekæmpelse.

Mænd gider ikke gruppesamtaler
Mændene svigtes af det kvindedominerede sundhedsvæsen, der mere er gearet til at opfylde kvinders behov, siger Mogens Munch Nielsen, læge på Kræftens Bekæmpelses Rehabiliteringscenter Dallund på Fyn.

"Hvor kvinder søger følelsesmæssig støtte, er mænd typisk mere faktaorienterede. De efterspørger konkret information og viden om, hvad der kan gøres ved deres sygdom. Og det er spørgsmålet, hvor godt vi er gearet ude på afdelingen til f.eks. at hjælpe mændene med at søge oplysninger på nettet og hjælpe dem til at forstå det, de finder. I stedet risikerer vi at støde dem fra os, når vi indbyder dem til f.eks. gruppesamtaler - det har lidt for feminitive overtoner," siger Mogens Munch Nielsen.

mkr

Kilde: