Af Poul Erik Andersen
I Villy Søvndals og Pia Kjærsgaards kamp om danmarksmesterskabet i populisme fører Søvndal helt afgjort på point, efter at han først har bedt Hizb ut-Tahrir om at gå ad helvede til og derefter bekendtgjort, at han til sommer vil starte en marcherende folkebevægelse mod muslimske mørkemænd.Hvad det så end skal gøre godt for, står hen i det uvisse. For det første er de formentlig revnende ligeglade i både Hizb ut-Tahrir, Det muslimske Trossamfund og Muslimer i Dialog. De bliver, hvor de er, uanset hvor meget og hvor længe Villy Søvndals kompagnier til sommer marcherer i protest, og for det andet er det netop Søvndal og hans parti, der agitatorisk har stået i spidsen for at give disse muslimske mørkemænd ophold i landet med henvisning til den multikulturelle berigelse, de kunne bidrage med til det danske samfund, og som vi nu ser en række katastrofale følger af.
Det mest groteske ved hele denne situation er imidlertid ikke Søvndals let gennemskuelige og hykleriske populisme, men derimod reaktionen fra en befolkning, der skal forestille at være oplyst, men som ikke desto mindre blindt stiller op som nyttige idioter under lygtemanden Villys bannere uden tanke for mandens langsigtede projekt.
Hvis de seneste meningsmålinger omkring tilslutningen til SF skal tages for pålydende, så ønsker nu over 20 pct. af befolkningen, at der i Danmark skal indføres en "socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse". Det er, hvad SF formulerer som sit udgangspunkt for partiets målsætning for samfundets fremtidige indretning i det principprogram, der blev vedtaget på SF's landsmøde 16. - 18. maj 2003 i Odense.
Og når Villy Søvndal siger "gå ad helvede til" til dem, han selv har været en af de ivrigste fortalere for at få hertil, klapper 39,7 pct. af vælgerne begejstrede i hænderne og udnævner ham ifølge Jyllands-Postens Rambøll-måling den 14. marts til oppositionens leder fremfor en Helle Thorning-Schmidt, der kun opnår 35,7 procent.
Skal man tage alt dette for pålydende, så er altså langt over en tredjedel af den danske befolkning enten manipulerbare politiske analfabeter, der løber efter lygtemænd, eller også er der fra næsten den ene dag til den anden på mirakuløs vis sket et socialistisk holdningskred i befolkningen i retning af, at man nu for alvor ønsker den private ejendomsret afskaffet.
Anderledes kan det ikke være i og med, at netop afskaffelsen af den private ejendomsret er et af grundprincipperne i "SF's Princip- og Perspektivprogram 2003 og fremefter". Her kan man i logisk konsekvens af SF's marxistiske samfundsforståelse blandt andet læse, at "den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog være et vist islæt af privateje".
"Der vil dog være et vist islæt af privateje". Det bringer mindelser frem om både Lenin og de gode gamle DDR-dage, hvor den socialistiske markedsøkonomi virkelig viste sin styrke i form af forarmelse og nedværdigelse af befolkningen. Men det er så åbenbart, hvad et stigende antal danskere tilsyneladende ønsker, hvis man ellers skal tro meningsmålingerne og deres tilslutning til Villys parti, hvor man dog trods alt er så realistiske, at man ifølge principprogrammet erkender, at:
"Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Der vil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF's visioner om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur."
Disse pessimistiske betragtninger fra SF's landsmøde i Odense 2003 er Villy Søvndal nu godt og grundigt på vej til gøre til skamme. Man skal blot sige "Gå ad helvede til!" til dem, man selv har været så ivrig efter at invitere til landet, og antallet af vælgere, der ønsker den kapitalistiske magtstruktur og den private ejendomsret afskaffet og erstattet af en socialistisk markedsøkonomi i bedste DDR-stil, stiger eksplosivt i noget, der mest af alt ligner en selvmorderisk lemmingeffekt.
"Kreaturtrækkeren" kalder Sven Ove Gade denne vakse Villy i sin søndagsklumme i Jyllands-Posten den 16. marts. Betegnelsen er lettere misvisende, for kreaturerne kommer i hobetal selv galopperende og bisser begejstrede af sted efter lygtemanden Villy på vej mod det socialistiske paradis.
Samme besynderlige lemmingeffekt oplevede vi også sidste år i forbindelse med dannelsen af Ny Alliance, hvor vælgerne også dengang tog hovedet under armen og galoperede af sted efter en Naser Khader, som i lighed med dagens vakse Villy stort set udelukkende red på en popularitetsbølge skabt af Muhammed-krisen.
Det er indiskutabelt, at Muhammedkrisen blev Naser Khaders store folkelige gennembrud. Som følge af sin skarpe afstandtagen til det omrejsende imamcirkus og sin opbakning til Jyllands-Postens tegninger, blev han med et slag tiljublet som hele nationens ægte danske præmiemuslim.
Da Khader tillige midt under krisen satte trumf på og dannede sine Demokratiske Muslimer, ville begejstringen for den radikale politiker ingen ende tage, og da Asger Aamund i februar 2006 oprettede sin støtteforening, strømmede danskerne til. Således meldte HK-handel i Nordsjælland straks efter en bloc sine 6.000 medlemmer ind som støttemedlemmer, og inden månedens slutning havde ca. 12.000 danskere tilsluttet sig støttegruppen for Demokratiske Muslimer.
Den popularitetsbølge, Khader herefter takket være nogle tegninger af Muhammed red på i både presse og befolkning, fik sit synlige bevis, da den københavnske idemager Joachim Nielsen af egen lomme betalte en Gallup-undersøgelse, der viste, at det opløsningstruede og efterhånden totalt glemte CD pludselig ville brage ind i Folketinget med 20 mandater, hvis Khader blev formand for partiet.
Ved valget i februar 2005 fik CD kun 1 pct. af stemmerne og stod nu pludselig til en sensationel fremgang til de omkring 11 pct., der skal til for at give 20 mandater. Ikke fordi der udover partiets 1 pct. kernevælgere var en eneste, der overhovedet kendte noget som helst til CD's politiske program, men udelukkende fordi Khader var en flink fyr. Og så er det i et såkaldt oplyst demokrati åbenbart totalt ligegyldigt, hvilken politik man i øvrigt har tænkt sig at føre.
Nu blev det aldrig opklaret, hvor mange af disse mirakuløst opståede CD-vælgere, der ville være kommet til fornuft, når de stod i stemmeboksen, men det blev til gengæld tydeligt demonstreret i forbindelse med næste lemmingeffekt. Nemlig dannelsen af Ny Alliance.
Allerede inden partiet overhovedet havde fået vedtaget et program, gav den første meningsmåling Khader & Co. en jordskredssejr på ikke færre end 17 mandater, og alle mulige og umulige kandidater strømmede til partiet efter princippet om, at når det regner på præsten, så drypper det også på degnen.
Der skal blæse nye vinde i dansk politik, og skatten skal ned på 40 pct., proklamerede folkekære Khader, og lemmingflokken styrtede igen begejstret af sted efter ham.
Lige siden NA's totale kollaps ved folketingsvalget sidste år og efterfølgende nedtur til en fast plads under spærregrænsen har diverse kommentatorer og analytikere mere eller mindre forgæves forsøgt at give en forklaring på, hvorfor lemmingflokken pludselig bremsede op og spredtes for alle vinde for at løbe tilbage til de sædvanlige huler. Det kan ikke have været partiets politik, for det var jo Khader, de løb af sted efter. Først i en tænkt situation med CD, og derefter i en lige så teoretisk situation med et nystartet parti uden noget egentligt program. Sagt på en anden måde, så ville det rent faktisk have været mere end tvivlsomt, om Ny Alliance overhovedet ville have kunnet skaffe de nødvendige underskrifter til opstilling, hvis partiet udelukkende var blevet stiftet af Anders Samuelsen og Gitte Seeberg.
Alle disse besynderlige lemmingeffekter i vælgerbefolkningen kan man selvfølgelig nøjes med at ryste på hovedet over, men i realiteten er de dybt problematiske og kan i værste fald medføre en lovgivning, som kun et fåtal omkring spærregrænsen ønsker indført.
Det gælder ikke så meget tilfældet Naser Khader. Hans program var i den henseende rimeligt harmløst, og manden var vel dybest set kun et offer for en popularitet, der gav ham det indtryk, at han kunne gå på vandet. Ivrigt bistået af rygklappere med hver deres dagsorden.
Til gengæld er den lemmingeffekt, Villy Søvndal nu har skabt, stærkt alarmerende. Ifølge den seneste Gallup-måling i Berlingske Tidende den 30. marts står SF til 20,6 pct. af stemmerne eller 37 mandater. En fremgang på 14 i forhold til det mandattal på 23, partiet opnåede ved valget sidste år.
Det alarmerende i sagen er ikke så meget partiets eksplosive fremgang, som nu ser ud til at have bidt sig fast, men den kendsgerning, at vælgerne nu løber efter en lygtemand tilsyneladende uden at ane en brik om, hvor han fører dem hen.
Den folkelige begejstring, der nu slår sammen omkring Villy Søvndal skyldes jo ikke markante og ærlige meldinger om, at SF i bedste DDR-stil vil indføre en marxistisk markedsøkonomi med et minimum af privat foretagsomhed, for i så fald ville partiet sammen med Enhedslisten ligge og rode nede omkring spærregrænsen. Det ved vakse Villy alt om, så han skjuler sine hensigter, og råber et uforpligtende "Gå ad helvede til!". Ikke til kapitalismen som man skulle tro, men til en flok fanatiske muslimer, som dybest set kan være revnende ligeglade. Og formentlig også er det.
Og det værste er, at en vælgerbefolkning, der skulle forestille at være oplyst, af samme grund te'r sig som en flok politiske analfabeter og galopperer af sted efter manden på vej mod det socialistiske paradis, som formentlig kun et meget lille fåtal af dem ønsker.
Uden sammenligning i øvrigt, og det skal kraftigt understreges, stod der i 1930'ernes Tyskland en mand og råbte de ting, folk gerne ville høre. Og folket fulgte ham begejstret uden tanke for, hvor det egentlig var, han førte dem hen.
Poul Erik Andersen er journalist
