Louise Gade: Levebrødspolitikere tænker for meget på genvalg

Den tidligere Venstre-borgmester i Århus, Louise Gade, stopper sin politiske karriere ved næste kommunalvalg

Slettet Bruger,

07/09/2008

Den tidligere Venstre-borgmester i Århus, Louise Gade, stopper sin politiske karriere ved næste kommunalvalg. Hun ville ønske, at flere gjorde det samme som hende. Hvis man er for mange år i politik er man nemlig i fare for at blive involveret i magtspil og populisme, fortæller hun i et stort interview i Berlingske Tidende.

"Jeg har stillet mig selv spørgsmålet løbende og kigget mig selv i spejlet og spurgt: 'Hvorfor er jeg her?' Jeg vil ikke være politiker bare for at være politiker og gøre mit liv afhængig af genvalg. Det giver angst for at træffe langsigtede beslutninger, der kan gøre ondt, og det er farligt. Man skal som politiker også kunne træffe de beslutninger, som gør ondt på nogle," siger Louise Gade til Berlingske Tidende.

Gade vil ikke sætte navn på de såkaldte "levebrødspolitikere."

Flere tilbagetrækninger
Gade er ikke den første politiker, som har trukket sig tilbage i den seneste tid. Også Rikke Hvilshøj, tidligere minister for flygtninge, indvandrere og integration, og Martin Geertsen, tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, har taget samme beslutning.

Lektor i offentlig administration på RUC, Gunnar Gjelstrup, mener, at de seneste tilbagetrækninger er en naturlig udvikling og forudsiger, at vi vil se flere af dem i fremtiden. Han vurderer, at de er en konsekvens af, at mange nuværende højtstående politikere har været i politisk aktive siden deres ungdom. De kan stadig nå at have en civilkarriere efter 10-15 år i politik, og flere vil vælge at benytte sig af den mulighed.

Stem på nogle andre
Ekspolitikeren Geertsen er ikke enig i Gades kritik. Selvom han er glad for, at han forlod politik i en relativ ung alder kan han ikke se nogen grund til at angribe de politikere, som tilbringer hele livet i politik.

"I virkeligheden kan man skære det skarpt ud. For hvorfor håne dem, der synes, at livet er politik? Folk kan jo bare stemme på nogle andre, hvis det er et problem," udtaler han til Berlingske Tidende.

je

Kilde: