Lomborg tænder ikke på klimaporno

Slettet Bruger,

18/05/2007

"Cool it," lyder det fra Bjørn Lomborg, der opfordrer os til at bevare det kølige overblik. Det er i øvrigt også titlen på den omdiskuterede statistikers næste bog, der kommer til at handle om den "klimaporno", som han mener mange benytter, når de taler om den globale opvarmning.

"Betegnelsen klimaporno er opfundet af en engelsk tænketank, der har analyseret en lang række beskrivelser af klimaet og konkluderer, at dommedagsperspektivet bliver omtalt i kvasi-religiøse termer. På samme måde som når man kigger efter et trafikuheld, kan vi ikke lade være med at blive pirret af frygten for katastrofen. Det er klimaporno," siger han i et interview med Jyllands-Posten.

Men har Bjørn Lomborg slet ikke fulgt med i medierne? Har vi ikke netop haft en af de varmeste vintre i mands minde?

"Faktisk var den globale april-temperatur i år lavere end i 2002 og 2005. Det er rigtigt, at vintertemperaturerne i Europa og Rusland har været meget varmere i år, men tilsvarende har områder som Afrika, Nordamerika, Antarktis og store dele af Arktis været langt koldere, hvilket vi ikke har hørt noget om."

"Kyoto-aftalen vil betyde nul og nix"
Bjørn Lomborg mener, at diskussionen om klimaændringer er blevet for overophedet. En af hans kritikere er forhenværende vice-præsident fra USA, Al Gore, der har lavet filmen "En ubekvem sandhed".

"Jeg tror det er nødvendigt, at vi afdæmper retorikken en lille smule. Al Gore er trods al sin store entusiasme med til at gøre klimadebatten til et sværere problem at overskue, fordi han gør det større, end det egentlig er. Det medfører, at vi har svært ved at bygge bro mellem vores forståelser af problemet. Og det er ikke fordi, at folk ikke ved, hvad det drejer sig om. Alle ved, at Kyoto-aftalen vil betyde nul og nix. Det vil koste 180 mia. dollars om året og udskyde global opvarmning med fem år i slutningen af århundredet," siger Bjørn Lomborg.

Al Gore havde aftalt et interview med Jyllands-Posten, da den forhenværende vice-præsident tidligere på året var i Danmark. Men da Al Gore fandt ud af, at Bjørn Lomborg også ville være til stede under interviewet, aflyste han.

Bjørn Lomborgs nye bog, "Cool It", vil handle om, at selvom global opvarmning vil give problemer, er det vigtigt, at vi bevarer det kølige overblik. At bruge en masse penge på at skære i CO2-udledningen nu, vil ikke have en stor effekt. I stedet bør vi investere i at gøre en CO2-reduktion billigere i det lange løb, mener Lomborg. Bogen kommer på gaden til september.

MKR

Kilde: