Af Jakob Axel Nielsen
Jakob Axel Nielsen er skatteordfører for Det Konservative FolkepartiInd imellem ser jeg forskellige debatprogrammer på tysk tv. Det slår mig, at debatten i Tyskland er præget af en stor fordomsfrihed og uafhængighed af rigide forhåndsindstillinger om, hvad andre mener!
Med andre ord: De lader sig inspirere af hinanden og lytter til kloge folk, uanset om de kommer fra det private eller det offentlige.
Hvordan er det så i Danmark? På mange måder er vi gode, og har siden starten af 80erne været i stand til at tage nogle beslutninger, som har bragt os til den gode økonomiske situation, vi har i dag. Men spørgsmålet er om ikke vi lige nu i år 2007 befinder os i en tid, hvor der burde blive truffet nogle politiske beslutninger, for at vi ikke om 15-20 år står med store økonomiske problemer?
Det mener jeg er tilfældet, og det ærgerlige er, at det er der efter min opfattelse et flertal på Christiansborg, som ved, men af politiske grunde (læs: hvad tror man kan kommunikeres til befolkningen) kommer det flertal ikke frem.
Af princip har jeg besluttet aldrig at give pressen skylden for diverse dårligdomme i vores parlamentariske tradition, for pressens medlemmer er jo, som de ofte selv hævder "kun budbringere". Jeg vil alligevel gøre en undtagelse, for ofte har det jo betydning, hvad der bringes videre, og hvordan det vinkles, og for ofte ses komplicerede problemstillinger fra pressens side kun at være skimmet for konflikten mellem forskellige politiske opfattelser. Det kan sagtens fylde en artikel, men det låser situationen for en tilbundsgående debat, at vejen til medierne for politikeren med budskabet skal gå igennem en konflikt. Det svære og komplicerede stof har her meget ringe kår.
I en globaliseret verden, hvor penge og snart også arbejdskraft på meget kort tid placerer sig, hvor der er mest fordelagtigt, bliver hver enkelt nationalstat nødt til at indrette sig på de globale forhold for at kunne opretholde muligheden for fortsat at kunne træffe sine egne valg.
Da arbejdskraft er en knap ressource, er Danmark nødt til at være konkurrencedygtig i forhold til det, hvis vi vil opretholde vores produktion og udvikling og dermed forudsætningerne for en velfærdsstat.
Hvad ser vi? Vi ser et trægt og trængt socialdemokrati, der i mangel af et politisk ståsted kritiserer og skaber fordomme. Jeg behøver kun at nævne én, nemlig deres forkerte tese om, at skattelettelser og velfærd er hinandens modsætninger. Jeg er bekendt med ikke så få socialdemokrater, som i det ikke-offentlige rum tør indrømme, at tesen er forkert, og at der er dynamiske effekter af en skattelettelse i verdens hårdest beskattede land, hvad angår arbejdsindkomst!
Hvorfor gør de det? Joo, fordi det er et ledigt synspunkt, og fordi de mener, at befolkningen ikke kan gennemskue, at der ville komme et større skattegrundlag og dermed netto mere ind i skat, hvis vi lavede intelligente skattelettelser!
Pointen er, at selvom det latinske ord for tale, "parle", har lagt navn til både parlament og parlamentarisme, så er der desværre meget lidt "parle" i Folketinget.
Debatten er ikke præget af gensidig inspiration. Debatten er præget af, at den enes succes er den andens fiasko, og derfor er det bedste forsvar altid et angreb. Derfor har vi ingen (i hvertfald ikke når der ikke er krisestemning) tradition for at træffe nødvendige brede beslutninger, mens tid er, fordi det vil indebære at man mister sin stejle position overfor den anden part.
Jeg holder utrolig meget af demokrati og parlamentarisme, men jeg er nervøs for, at mens vi i Danmark har fået opbygget et af verdens mest gennemskuelige og ukorrumperede samfund, så har vi samtidig fået skabt en ligegyldighed overfor vores folkestyre, hvor mange tænker, at "det går sgu nok". Det betyder, at for få afslører, at debatniveauet er i risiko for at blive for overfladisk.
Jeg tror desværre også, at det kan og vil komme til at betyde, at de bedste ikke gider at stille op, fordi de ikke kan acceptere, at der ikke hersker et åbent og fordomsfrit debatmiljø. Hvis det sker, har vi mistet meget, og folkestyret er reduceret til et lovgivende parallelmiljø, som driftige folk i eksempelvis erhvervslivet og forskningsverdenen slet ikke forstår og derfor heller ikke føler sig tiltrukket af. I så fald vil vigtige samfundsgruppers interesser slet ikke være repræsenteret.
Når det er sket, vil der slet ikke være nogen forhindringer i, at enhver politisk debat kun handler om, hvordan det går i den offentlige sektor, og ingen politikere vil skulle bekymre sig om andet end de lukrative vælgere i den offentlige sektor.
Men der er vi slet ikke endnu - eller hva' ...?
