Lille skattereform må medføre stor arbejdsmarkedsreform

Der er ingen vej uden om beskæringer af dagpenge og efterløn, hvis der også i fremtiden skal være arbejdskraft nok i Danmark til at finansiere verd...

Slettet Bruger,

03/03/2009

Der er ingen vej uden om beskæringer af dagpenge og efterløn, hvis der også i fremtiden skal være arbejdskraft nok i Danmark til at finansiere verdens største offentlige sektor, mener formanden for regeringens arbejdsmarkedskommission, Jørgen Søndergaard, ifølge Berlingske Tidende. Regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti løser nemlig kun en tredjedel af opgaven.

"Det betyder samtidig, at vi står tilbage med to tredjedele af opgaven, så det er ikke nok med en lille reformpakke. Vi kommer både til at diskutere dagpenge og tilbagetrækning," siger Jørgen Søndergaard til Berlingske Tidende og fortsætter:

"Jeg ved godt, at tilbagetrækning er et område, politikerne helst ikke vil høre om, men det kommer de til i en eller anden udstrækning, og det kommer også til at handle om efterløn."

Finansordfører Peter Christensen fra Venstre tager imidlertid let på situationen. Han påpeger, at udfordringen muligvis slet ikke bliver så stor, som man forventer, hvis man eksempelvis lykkes med at holde den gennemsnitlige arbejdstid oppe.

"Vi har ingen intentioner om at røre ved efterlønnen, og vi havde jo en omgang om dagpengene for nylig, hvor der ikke var opbakning i de andre partier," siger han.

Forudsætningen om uændret gennemsnitlig arbejdstid er imidlertid svær at overholde, da alle økonomer forventer, at arbejdstiden vil falde i de kommende år i takt med, at en større andel af de beskæftigede vil være oppe i årene.

[email protected]

Kilde: