Lidt mere frirum for husejere på egen grund

Slettet Bruger,

18/06/2007

Fra 1. oktober bliver det nu tilladt for de fleste husejere at bebygge lidt mere af deres grund end hidtil. Et ny bygningsreglement hæver den tilladte bebyggelsesprocent for et almindeligt parcelhus fra de hidtidige 25 til nu 30 procent, skriver bolius.dk.

Har du en grund på 600 kvadratmeter med en fritliggende villa, betyder det, at du efter 1. oktober må bygge i alt 180 kvadratmeter bolig på din grund, hvor du med de nuværende regler må bygge 150 kvadratmeter.

Til gengæld skal en ny udestue, en lukket altan eller en overdækket gård fremover regnes med i bebyggelsesprocenten, hvis den bliver bygget efter 1. oktober 2007. Den type tilbygninger har man ellers tidligere måtte bygge, selv om grunden var bebygget op til den tilladte grænse.

I følge fuldmægtig Susanne Mikkelsen fra Erhvervs- og Byggestyrelsen bliver ændringen dog ikke gennemført for at øge husejernes rettigheder på egen jord. Det er af hensyn til kommunerne, at man laver reglerne om.

"De nye regler skal gøre det lettere for kommunerne. Det bliver mere overskueligt for dem, når de i byggesagsbehandlingen ikke længere skal tage hensyn til, at der gælder særlige regler for udestuer," fortæller hun til bolius.dk.

OBO


Ekstra: Ændringer i bygningsreglementet, der er særligt relevante for boligejere:

* Bebyggelsesprocenten hæves med fem procentpoint.
* Udestuer skal fremover tælles med i bebyggelsesprocenten.
* Nye krav til sikring mod fugt i nye huse.
* Små udhuse på under 10 kvadratmeter må bygges lidt højere (op til 2,5 m mod før 1,8 m).
* Ud mod vejen skal en bygning nu placeres mindst 2,5 m fra vejen, uanset hvor høj den er.
* Der stilles de samme høje lydkrav til etageboliger som til rækkehuse.
* Det nye bygningsreglement 2007 sammenskriver regler i de to eksisterende regelsæt for bygninger. I fremtiden vil der ikke længere findes et særligt småhusreglement for villaer og rækkehuse.
* Det nye bygningsreglement træder i kraft 1. oktober 2007.

Kilde: bolius.dk


Kilde: