Af Jacob Mchangama
Jacob Mchangama er advokatfuldmægtig og ekstern lektor i menneskerettighedslovgivning og folkeret ved Københavns UniversitetDet er karakteristisk for vores tid, at tilslutningen til en af de seneste 300 års mest markante politiske filosofier, nemlig den klassiske liberalisme er minimal. Liberalismen er ofte i skydeskiven i den offentlige debat og er blevet erklæret for at være både "totalitær" (Steen Piper) og udtryk "for den stærkes ret" (Henning Tjørnehøj). Dansk Folkepartis Peter Skaarup kaldte det for "liberalistflip", da Birthe Røn Hornbech kritiserede terrorpakken.
At liberalismens værdipolitiske modstandere blandt både venstreorienterede og kultur-konservative angriber liberalismen kan selvfølgelig ikke overraske. Mere slående er det, at partiet Venstre, der officielt agerer som liberalismens bannerfører, også har taget afstand fra centrale dele af den klassiske liberalisme. Statsministeren karakteriserede under den seneste valgkamp liberalismen som "gammeldags" og tilhørende det 20. århundrede. Også beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har været fremme med markante udmeldinger. I et interview i Information den 27. juni 2007 beskrev han partiet Liberalisternes politiske program som værende "rabiat" og udtryk for den form for "revolutionære liberalisme", som Venstre har gjort op med. Det er nærliggende at konkludere, at der i det danske politiske liv hersker en tværpolitisk konsensus om, at liberalismen er uforenelig med og farlig for det danske samfund, hvorfor denne ideologi er blevet et skræmmebillede, som selv borgerlige politikere fremmaner, når der skal appelleres til vælgerne.
Kigger man på verdenshistorien - særligt på den vestlige verdens - må det stå som et af vor tids mest uforklarlige fænomener, at liberalismen har mistet sit tag i den almindelige borger og erklæres for samfundsundergravende af det politiske etablissement. Det kan med rette diskuteres, hvilke begivenheder eller ideer der har haft den største betydning i verdenshistorien. Men at den klassiske liberalisme er blandt de ideer, der har medført de største positive forandringer og fremskridt for menneskeheden for så vidt angår udvikling, personlig frihed, udryddelse af fattigdom, videnskab og begrænsning af tyranni er ubestrideligt.
Med liberalismens lighed for loven, aftale- og næringsfrihed og beskyttelse af den private ejendomsret var det pludselig ikke umuligt for den fattigste og mest undertrykte bonde at forfølge sine egne mål og drømme og skabe en tilværelse, hvor man ikke længere var tvunget til at tjene en herre. Denne udvikling stod i stærk kontrast til den hidtidige rigide sociale struktur, hvor man var født ind en bestemt hierarkisk samfundsplacering f.eks. som fæstebonde. At nedarvede privilegier måtte vige for tanken om mennesker som lige for loven medførte endvidere, at velstand i stigende grad måtte skabes via flid, dygtighed og innovation frem for via tvang og udnyttelse, hvilket medførte en hidtil uset produktivitet.
Samtidig betød liberalismens retsstatsprincipper, at statsmagten blev begrænset og legitim, og at borgernes umistelige rettigheder til religionsfrihed, ytringsfrihed m.v. blev beskyttet, således at den absolutistiske, vilkårlige og undertrykkende magtudøvelse, der prægede store dele af Europa før renæssancen og særligt oplysningstiden blev tæmmet.
De konkrete eksempler på liberalismens velsignelser er mange. Et tidligt eksempel er Republikken Nederlandene (det nuværende Holland), der - på trods af at Nederlandene var oligarkisk og således ikke et egentligt liberalt demokrati - i det 17. århundrede var Europas frieste og mest velstående nation. En bemærkelsesværdig skæbne for en nation, der i vidt omfang bestod af uopdyrkeligt moselandskab. Nederlandenes succes var bygget på en vidtgående respekt for den private ejendomsret og aftalefrihed. Det gjorde det muligt for hollænderne at specialisere sig i international handel og udvikle et sofistikeret og effektivt bank- og finanssystem. Endvidere nød Nederlandene en for samtiden udbredt grad af religiøs og intellektuel tolerance, der gjorde, at kunst, kultur og videnskab blomstrede. Det var f.eks. i eksil i Nederlandene, at englænderen John Locke skrev "Two Treatises of Government", et af liberalismens hovedværker.
Også Storbritannien er et markant eksempel på, hvorledes liberalt tankegods omsat til praksis gjorde en markant forskel. Efter den glorværdige revolution i 1688 blev England til et konstitutionelt monarki, hvor retsstatsprincipper - "the rule of law" - var i højsædet, og staten spillede en stærkt begrænset rolle i samfundsøkonomien og i forhold til individets privatsfære. Dette var medvirkende til at skabe den industrielle revolution, der fra omkring 1780 ændrede afgørende på verdenshistorien. Storbritanniens frie markedsøkonomi resulterede i, at England ifølge historikeren Paul Kennedy mellem 1760 og 1830 stod for 2/3 af Europas industrielle vækst. Fra 1760 til 1860 voksede Storbritanniens andel af verdens industrielle produktion fra 1.9 til 19.9%, og i 1860 producerede landet 53% af verdens jern og 50% af verdens kul. Ovenstående tal svarede ifølge Kennedy til, at Storbritannien i sidstnævnte periode stod for 40-45% af verdens og 55-60% af Europas moderne industrielle potentiale, selvom Storbritannien alene var beboet af 2% af klodens befolkning.
Storbritanniens markante fremskridt bestod ikke alene i modernisering, produktion og materiel velstand, men også i videnskabelige og filosofiske landvindinger. Her er Skotland et særligt godt eksempel med markante filosoffer som bl.a. Adam Smith, David Hume og Adam Ferguson, hvis tanker om økonomi og politisk og videnskabelig filosofi var med til at bane vejen for oplysningstidens gavnlige effekter for den vestlige verden.
Storbritannien og de skotske filosoffer var blandt inspirationskilderne for USA's grundlæggere. Derfor indeholdt USA's forfatning kernen af de retsstatsprincipper og individuelle rettigheder, som Storbritannien havde udviklet siden 1688. Som det var tilfældet med Storbritannien betød blandingen af individuelle frihedsrettigheder (med de sorte slaver som en skammelig undtagelse) og en udpræget fri markedsøkonomi, at USA på uhørt kort tid forvandlede sig til en økonomisk stormagt og endog overhalede Storbritannien som verdens førende så tidligt som 1919.
Rent faktisk var amerikanske lønninger allerede i 1800 en tredjedel højere end i Vesteuropa, hvilket tiltrak millioner af immigranter fra det gamle kontinent, hvis lande i vidt omfang endnu ikke havde taget liberalismens ideer om individuelle rettigheder og markedsøkonomi til sig og derfor forblev fattige. Den amerikanske udvikling var - set udefra - intet mindre end et mirakel. Ifølge Kennedy steg den amerikanske hvedeproduktion med 256% fra 1865 til 1898. I samme periode steg kulproduktionen med 800% og produktionen af råolie fra 3 til 55 millioner tønder pr. år. I 1914 havde USA 400.000 tusind kilometer jernbane og producerede 455 millioner tons kul og ligeså meget jern og stål som Tyskland, Frankrig og Storbritannien tilsammen. Endnu mere sigende var det, at USA i 1914 havde en national indkomst pr. indbygger på 377 dollars, langt den højeste i verden med Storbritanniens 244 dollars på andenpladsen og mere end dobbelt så højt som Tyskland og Frankrig på tredje- og fjerdepladsen. At denne velstand var mulig, samtidig med at kontinuerlige strømme af millioner af fattige indvandrere på jagt efter lykken kom til USA, siger alt om det økonomiske mirakel, USA oplevede.
Den industrielle revolution, som gjorde først Storbritannien og siden USA til stormagter, medførte en globaliseringsbølge med øget frihandel, fjernelse af toldmure og en uhørt effektivisering af de omfattede landes produktionsapparat. Disse forhold ændrede på dramatisk vis vestlige menneskers levefod i forhold til de mennesker, der levede i dele af verden, hvor industrialiseringen - dette barn af liberalismen - ikke blev adopteret. I 1750 stod den tredje verden for 73 % af verdens produktion, mens Europa stod for 23,2 %. I 1860 stod Europa for 53,2 %, den tredje verden for 36,6 %, og i 1900 var tallet 62% mod 11%, mens USA alene stod for 23,6%. Det forhold, at mennesker i Vesten kunne bruge maskiner til at udføre 10, 20 eller 100 gange det arbejde, som én person kunne få fra hånden, betød, at der kunne afsættes produktionskapacitet til nye opgaver, skabes en langt højere grad af profit, der kunne geninvesteres som kapital i nye projekter, hvilket skabte en voldsom vækst i nye industrier og teknologier, hvorfor udviklingen blev selvforstærkende. Denne udvikling stod i stærk kontrast til de lande, hvor flertallet af befolkningen bestod af bønder, hvis daglige dont alene var nok til at brødføde familien. De skabte derfor hverken overskud, ny kapital eller udviklede nye og mere moderne og effektive produktionsformer og industrier. Selvom livet for en arbejder under industrialiseringen kunne være opslidende var det således et langt bedre liv end det, en bonde i Afrika eller Asien henslæbte og også bedre end det liv, arbejderen ville have ført før industrialiseringen.
Disse forhold burde i sig være tilstrækkelige til, at liberalismen blev opfattet som en uomgængelig og uvurderlig del af vores politiske og idehistoriske arv. Men skeptikeren vil anføre, at ovenstående ikke modbeviser konklusionen om, at liberalismen er forældet, som statsministeren sagde. Når nu Danmark har en høj konkurrenceevne, lav arbejdsløshed, en høj grad af lighed og en kernesund økonomi samtidig med en høj beskatning og en omfangsrig offentlig sektor, er der vel ingen grund til at bryde sig om liberalismen uanset dens tidligere bedrifter?
Men en sådan argumentation er at vende tingene på hovedet. Danmark er i dag et velstående land på grund af industrialiseringen, som vi herhjemme også nød godt af. Vores velstand er derfor baseret på privat ejendomsret, næringsfrihed, aftalefrihed, frihandel og de øvrige liberalistiske tanker, som også medførte velstand i Storbritannien og USA. Danmark var således et velstående samfund, før velfærdsstaten for alvor blev indført. Som David Gress påpeger i sin bog, "Velstandens Kilder", havde Danmark i starten af 60'erne, hvor Danmarks vækst var størst, en offentlig sektor, der var mindre end USA's. Danmark har også traditionelt været et lavskatteland. Uden den velstand Danmark via industrialisering opbyggede på liberale ideer, ville velfærdsstaten med dens mange "gratis ydelser" ikke have været mulig at finansiere. At velstanden ikke kan bibeholdes, såfremt samfundet indrettes i stadigt mere "social" eller "solidarisk retning" med undergravning af markedsøkonomi til fordel for centralisering, understreges af den alvorlige økonomiske krise i 70'erne, der måtte rettes op med borgerlig-liberale reformer i 80'erne.
Udenfor Danmarks grænser viser liberalismen også sin vitalitet. Estland har med sin flade indkomstskat og liberalistiske økonomi skabt en voldsom vækst og velstand. Irland indførte i 90'erne liberale reformer og udviklede sig fra et fattigt randområde til en tigerøkonomi baseret på bl.a. IT-teknologi. Australien har med indførelsen af borgerlig-liberale reformer nydt 10-15 års uafbrudt økonomisk vækst og lav arbejdsløshed. USA er stadig verdens økonomiske motor, og den teknologi, som en offentlig sektor er afhængig af for blot at være nogenlunde effektiv, og som alle velfærdsdanskere tager for givet såsom sofistikeret software, internetapplikationer, livsvigtig medicin m.v., skabes i høj grad i USA, hvis samfundsmodel tiltrækker den gyldne kombination af verdens dygtigste forskere og risikovillig kapital. Ifølge Nobelprisvinderen i økonomi i 2006, Edmund Phelps, har de europæiske velfærdsstater haft et "free ride" og nydt godt af de teknologiske landvindinger, USA har skabt, uden selv at have bidraget dertil eller taget de nødvendige risici. Velfærdsstatens fortsatte eksistens er således dybt afhængig af den innovation, produktivitet og risikovillighed, der kendetegner mere liberalistisk inspirerede lande som f.eks. USA. Omvendt er det svært at se, hvad den kontinentaleuropæiske model har at tilbyde fremtidige generationer. Frankrig og Tyskland er gode eksempler herpå. Begge lande har opbygget enorme offentlige sektorer, ufleksible arbejdsmarkeder med statslig indblanding og såkaldt "sociale ordninger" med generøse offentlige tilskud, hvilket har medført stagnation, lav vækst og arbejdsløshed, som nu søges løst af borgerlig-liberale regeringer.
Kigger vi på tingenes tilstand uden for Vesten står liberalismens gavnlige effekter i endnu klarere relief. I Asien har man i lande som Singapore, Hong Kong, Indien og Kina i varierende omfang indført økonomisk, men kun begrænset politisk liberalisme. Som resultat er man i stigende grad blevet velstående - og det hurtigere end det lykkedes i Vesten - men ikke frie. I Afrika derimod har man hverken indført økonomisk eller politisk liberalisme og Afrika er derfor i høj grad kendetegnet af både fattigdom og undertrykkelse.
Disse forhold understreger det absurde og virkelighedsfornægtende i at betegne liberalismen som forældet, rabiat og anakronistisk. Tværtimod er der grund til at bekymre sig, når man - som regeringen - fornægter det liberalistiske tankegods og samtidig ønsker at styrke det personlige ansvar.
Liberalt tankegods har udover at sikre Danmark velstand også sikret danskerne frihed og dermed det personlige ansvar. For den ytringsfrihed, lighed for loven, ret til en retfærdig rettergang og de øvrige frihedsrettigheder vi i Danmark nyder er også konkrete manifestationer af liberalismen. Den danske grundlovs national-liberale fædre var inspirerede bl.a. af deres amerikanske foregangsmænd og sammen med andre danske kulturpersonligheder som Kierkegaard, havde de på egen pen mærket den censur, som grundlovens liberalt inspirerede ytringsfrihed afskaffede. Også grundlovens øvrige frihedsrettigheder og dermed den grad af borgerlig og politisk frihed, der kendetegner Danmark som nation, skylder deres eksistens til liberalismen.
Når man skærer ind til kernen af, hvad der gør Danmark - og øvrige vestlige demokratier - til lande, hvis grad af velstand og frihed langt overstiger den øvrige verdens, er det uomgængeligt, at liberalismen og dens konkrete manifestationer var og fortsat er en nødvendig forudsætning derfor. Liberalisme udgør således stadig grundkernen i vores samfund og - med undtagelse af Enhedslisten - udgør liberalistiske tanker, som markedsøkonomi, lighed for loven og frihedsrettigheder stadig en vigtig om end vigende bestanddel af vores politiske partiers principprogrammer. Uden liberalistiske idéer som (tøvende accept af) markedsøkonomi, næringsfrihed og aftalefrihed ville Socialdemokratiets og særligt SFs vision for, hvad der udgør det gode danske samfund være uadskillelige fra det gamle Østeuropa. Uden liberalt tankegods ville Dansk Folkepartis vision smage af mellemkrigstidens anti-kapitalistiske, golde og fremskridtsfjendske nationalisme.
Når liberalismen vedvarende har udgjort fundamentet for Danmarks velstand og frihed, må man stille spørgsmålstegn ved, hvor sund en politisk kultur Danmark har, når samtlige politiske partier tager afstand derfra, uagtet at liberalismen er en samfundsbærende søjle. Fortsætter vi i det uendelige med at erodere liberalismens forankring i det danske samfund gennem en stadigt voksende offentlig sektor, mere lovgivning, større diskretion for offentlige myndigheder, højere skatter og indskrænkning af vores frihedsrettigheder, vil danskerne en dag opdage, at de karakteristika, vi elsker ved vort land, pludselig ikke længere er. I den forbindelse er det værd at overveje, om ikke det er på tide at tage et af liberalismens vigtigste bidrag mere alvorligt: nemlig grænserne for politik og respekten for det personlige ansvar. Det personlige ansvar som liberalismens foregangsmænd og de generationer, der skabte industrialiseringen, forvaltede så forbilledligt, at vores generationer kan nyde den grad af frihed og velstand, som vi i dag i al for høj grad tager for givet. For i sidste ende er det danskerne selv, der vil skulle bære ansvaret for og konsekvenserne af liberalismens forfald. Et ansvar der bliver tungt og ubærligt.
