Liberalisme og værdipolitik

Af Torben Mark Pedersen

"It is only by extending the rules of just conduct to the relations with all other men, and at the same time depriving of their obligatory character those rules which cannot be universally applied, that we can approach a universal order of peace which might integrate all mankind into a single society."


I sidste weekend holdt Naser Khader en tale til KU's landsråd, hvor han kritiserede liberalister for at tage for let på værdikampen. Han kaldte liberalister for værdirelativister og påstod, at vi ikke kan sætte grænser, fordi vi vil overlade alt til markedet. Med tre partiskift på under to år kan man mene meget om Naser Khaders ideologiske skarphed, men han peger på et ømt punkt. Ikke fordi han har ret i, at liberalismen ikke kan forsvare os mod islamismen (og det er, hvad det handler om, når vi med en eufemisme taler om værdipolitik), men fordi mange liberalister har svært ved at finde de liberale argumenter frem for at tage del i værdikampen, og mange deler opfattelsen af, at kampen mod islamismen kun kan begrundes værdikonservativt eller nationalistisk.

Den misforståelse er nærliggende for kollektivister, der opfatter værdikampen som en kamp mellem kulturer, for det er rigtigt, at liberalister ikke ønsker at indrette samfundet med en bestemt kultur som overordnet mål, men for mig som liberalist er problemet heller ikke, at islamisterne har en bogstavtro læsning af hellige skrifter med et undertrykkende, diskriminerende og antisemitisk indhold. Det er en privat sag. Problemet er, at de vil påtvinge alle andre at følge islams anvisninger af, hvad der er tilladt og forbudt. Det er angrebet på den personlige frihed, der er problemet, og her står den politiske liberalisme absolut ikke for værdirelativisme og laissez faire. Liberalister har med den personlige frihed om nogen et arkimedisk punkt, der giver et fast ståsted for at bekæmpe enhver totalitær trussel.

For liberalister er værdikampen en frihedskamp, og tør vi være kompromisløse i forsvaret af de individuelle frihedsrettigheder, så har vi samtidig det stærkest mulige forsvar for Vesten. Med "Vesten" mener jeg ikke nogen bestemt national kultur, men princippet om "freedom under the rule of law". Det er det princip, der sikrer alle retten til at leve deres liv, som de selv ønsker, uden indblanding fra nogen statslig eller religiøs autoritet, og det er nærmest synonymt med et samfund baseret på demokrati, fred, personlig frihed, retssikkerhed, pluralisme, tolerance, kritiske rationalisme, ligestilling, privat ejendomsret, markedsøkonomi og velstand.

På globalt plan foregår der i disse år et velorkestreret angreb på ytringsfriheden og retten til at kritisere religion med det mål at give ytringsfrihed en sekundær rolle i forhold til sharia-lovgivning. Forsvaret for ytringsfriheden er om noget et liberalistisk projekt, og det er målet at udvide ytringsfriheden ved at afskaffe racisme- og blasfemiparagrafferne. Det er særligt farligt at indskrænke ytringsfriheden i forhold til kritik af religioner, for "hvor religionskritik er forbudt, bliver hele livet og samfundet religiøst, og det mindste kvæk mod den herskende orden bliver automatisk til en blasfemisk handling", som Lars Hedegaard skrev i JP fornylig.

Retsstatens princip om lighed for loven er også under pres. I England anerkendes afgørelser afsagt af sharia-domstole i skilsmissesager, arvesager, nabostridigheder og endda sager om vold i hjemmet, og det truer bl.a. kvindernes retsstilling. Enhver skal naturligvis have ret til at indgå frivillige aftaler i civilretslige sager, men ved at give sharia-domstole juridisk gyldighed svigtes de borgere, der bliver presset til at acceptere afgørelser, der ikke giver samme retssikkerhed som britisk lov. Lighed for loven er et så fundamentalt princip, at det ikke er noget, vi skal gå på kompromis med.

Den eftergivenhed over for pres fra islamisternes side, der præger mange europæere, viser, at værdikampen nok så meget handler om at overbevise andre danskere og europæere om vigtigheden af ikke at gå på kompromis med frihedsrettighederne. Og den opgave skal ikke undervurderes. Den danske regering går i dialog med de kræfter, der vil knægte vores frihed, FN er i stigende grad taget som gidsel af islamister, og EU giver islamisterne en hjælpende hånd med EU's rammeafgørelse af 28.11.2008, som også Danmark har tiltrådt, selv om den underminerer vores ret til at kritisere religion. Justitsministeriets jurister påstår ganske vist, at vi ikke behøver ændre dansk lovgivning som følge af rammeafgørelsen, men vi har tidligere oplevet, at regeringen siger ét og EF-Domstolen noget andet.

Værdikampen udkæmpes ikke kun på diplomatiets bonede gulve. Tværtimod er det en kamp, der foregår i det små og i dagligdagen, og den del af værdikampen er tilsyneladende vanskeligere for alle, der mangler et klart ideologisk ståsted.

Som liberalist går jeg ind for en adskillelse af kirke og stat, og jeg går ind for, at offentligt ansatte - fra embedsmænd til læger, lærere, politi og dommere - ikke må bære synlige religiøse eller politiske symboler i arbejdstiden. Mange liberalister betragter ethvert forbud med afsky, men for mig betyder "freedom under the rule of law" netop, at loven skal beskytte den enkeltes frihed til at leve sit liv, som vedkommende selv ønsker. Staten må ikke diskriminere, og staten skal ikke vælge side med hensyn til, hvad der er en rigtig eller forkert måde at leve sit liv på. Derfor skal offentligt ansatte i arbejdstiden repræsentere denne neutralitet i mødet med borgerne. Bedst ville det naturligvis være, om alle læger, lærere, journalister m.m. var privat ansatte.

Det må ligeledes være liberal politik at gå imod religiøse prædikanters særrettigheder i forhold til at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, ligesom det ikke skal være en statslig opgave at ansætte yderligtgående fængselsimamer eller folkekirkelige fængselspræster. Her er tilmed en oplagt besparelsesmulighed for fængselsvæsenet.

Jeg har heller ikke noget problem med at bruge forsvaret af frihedsrettighederne til at nægte offentlige tilskud til skoler eller børneinstitutioner, der ikke baserer sig på principper om frihed, demokrati og ligestilling mellem kønnene. Hvis menigheder vil oprette religiøse skoler, der ikke anerkender den personlige frihed, må de gøre det for egen regning.

Krav om særregler om badeforhæng og spisevaner er dagligdag i offentlige institutioner. I mit lokale fitnesscenter tager indvandrere brusebad iført badebukser. De finder en privat løsning på et privat problem. Det er præcist det, der må være princippet i et frit og pluralistisk samfund, at man har både ret til og ansvar for at vælge sin egen måde at leve sit liv på frem for at ville påtvinge andre ens præferencer om, hvad der er rigtigt og forkert. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at hænge badeforhæng op i skolernes baderum, men der er noget ravruskende galt, når et mindretal vil tvinge alle andre til at følge deres leveregler, og det er alarmerende, så villige mange danskere er til at bøje sig for krav om, at vi alle skal efterleve sharia-regler.

Det kunne netop undgåes med markedsmæssige løsninger. Eksemplet med badeforhæng viser, at statslige institutioner inviterer til en politisk kamp om indførelse af fælles regler, hvorimod markedet indbyder til at finde private løsninger, så alle kan leve deres liv efter de regler, som de selv finder bedst. At ville overlade alt til markedet er ikke udtryk for en laissez faire-holdning, men derimod en måde at undgå en ensretning og politiserering af samfundslivet.

En af de ting, der er fulgt med masseindvandringen fra muslimske lande, er nye religiøst betingede kriminalitetsformer, og der er absolut ingen grund til, at liberalister skulle være blødsødne over for religiøse drab (æresdrab), kønslemlæstelse/omskæring, tvangsægteskaber, børneægteskaber, trusler og vold mod islamkritikere, opfordringer til drab på jøder, chikane af jøder, chikane af homoseksuelle, trusler og pression mod unge muslimske piger, der ikke går med tørklæde eller ikke er muslimske nok og gruppevoldtægt af mindreårige piger, der næppe kan ses uafhængigt af islams forkvaklede kvindesyn. En stramning af retspolitikken er på sin plads, så det mere konsekvent bliver markeret, at disse forbrydelser er fuldstændig uacceptable.

I det hele taget er en stramning af retspolitikken konsistent med liberalismen, som jeg opfatter den. Her kan jeg henvise til Murray Rothbard, der i "The Ethics of Liberty" lægger et proportionalitetsprincip for strafudmålingen til grund, som bestemt ikke kan siges at blive efterlevet i Danmark, hvor gennemsnitslængden af domme efter den hårde voldsparagraf er 8-9 måneders fængsel.

Jeg har argumenteret for, at et klippefast forsvar for den personlige frihed og en bekendelse til princippet om "freedom under the rule of law" er et effektivt værn mod truslen fra islamismen, og jeg vil gå videre og hævde, at det tilmed er det eneste mulige forsvar.

Konservatismen kan på grund af sin natur ikke tilbyde noget alternativ til den retning, vi bevæger os i (Hayek). Værdikonservative og nationalister kan kun byde på en drøm om en tilbagevenden til en homogen national kultur, der ikke længere eksisterer, for vi lever i en globaliseret verden, hvor masseindvandringen for altid har ændret befolkningssammensætningen i Danmark og andre europæiske lande. Det kan man beklage, og som en personlig holdning kan man mene, at dansk eller vestlig kultur er bedre end islamisk (og heri er jeg selvfølgelig enig), men hvis man gør det til et politisk program at hævde ens egen kulturs primat over andres, lægger man kimen til nye konflikter, ligesom et sådant politisk program kan krænke den enkeltes ret til at leve sit liv, som vedkommende selv ønsker. Kun liberalismen giver opskriften på, hvordan mennesker med forskellige værdisæt kan leve i fred med hinanden.

Afslutningsvist skal det nævnes, at kun en konsekvent liberalistisk indvandrings-, bolig-, rets-, social- og arbejdsmarkedspolitik kunne have forhindret problemerne med manglende integration, ghettoproblemer, marginalisering og dannelsen af parallelsamfund. En indvandringspolitik baseret på princippet om åbne grænser og lukkede kasser ville have givet en helt anderledes sammensætning af indvandringen med færre integrationsproblemer og lavere offentlige udgifter til følge. Uden kontanthjælp ville store grupper af indvandrere ikke blive marginaliserede, ghettoproblemer ville ikke opstå uden kommunal boliganvisning til socialt boligbyggeri, og bandeproblemerne ville aldrig have vokset sig store uden forbudet mod køb af hash.

Torben Mark Pedersen er formand for Liberal Alliance i Københavns storkreds og medlem af partiets hovedbestyrelse samt tidligere formand for partiet Liberalisterne