Af Dennis Nørmark
Jeg har egentlig altid ment, at der var et grundlæggende problem med glidebaneargumenter. Argumentet forudsætter nemlig, at vi mennesker aldrig standser op og konsulterer vores sunde fornuft og værdier, men bare ubehjælpsomt styrter ned af rampen efter det første skridt.Men sådan bruges argumentet ofte. Hvis vi ikke siger stop overfor nogle af de mange muligheder i kunstig befrugtning, så får vi forældre, der udvælger deres børn efter, om de kan spille klaver, eller som kun vil avle superbørn. Ja, godt nok kender jeg ikke selv nogen, der vil ... Men de findes helt sikkert!
Eller hvis vi lovliggør hash, vil det være umuligt for borgeren at forstå, at permanent fysisk afhængighed af narkotika, ikke også er i orden! Og hvis vi tillader private borgere at overvåge deres hærværksramte boligområde med kameraer, så vil der snart være kameraer over alt! Engelsk som undervisningssprog på universiteterne betyder, at dansk vil uddø, og tillader vi aktiv dødshjælp, bliver sygehusene snart til aflivningsanstalter!
Ja, man kan sagtens forestille sig en masse ting, så længe man ikke tager højde for, at mennesker, for det meste, er etiske og moralske væsener. I stedet opfattes det store tavse flertal af folk som farlige idioter, der søger som møl mod flammen i det selvsamme øjeblik, deres selvdestruktive og perverse livsførelse ikke længere bremses af de nødvendige kontrolmekanismer.
Glidebaneargumentet lider altså af en grundlæggende pessimistisk forestilling om, hvor dumme vi er, som jeg i hvert fald ikke deler eller kan genkende. Snarere vil jeg sige at, glidebaneargumentet i stedet passer til den lovgivning, der netop forsøger at forhindre os i at leve som frie individer. For her kan det faktisk være på sin plads at påpege en tendens til, at tingene skrider i en fuldstændig og uklar retning, uden at nogen som helst gør sig ret mange tanker om, hvornår nok er nok.
Jeg tænker naturligvis på det omsiggribende formynderiske forbudssamfund, vi i øjeblikket får trukket ned over øerne, og som Borgerligt Centrum har sat sig som vores fremmeste opgave at tage et opgør med. For her er der helt åbenlyst ingen klare grænser for noget som helst. Som Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier, fyndigt har erklæret: "Alt kommer på bordet, intet er os helligt".
Det er vel nærmest at gøre glidebanen til officiel politisk strategi.
Lad os bare se på realiteterne. For 5-6 år siden troede de færreste på, at et rygeforbud nogensinde ville komme til Danmark. Norge og Irland måske, men ikke her. Men det skete. Da tidligere sundhedsminister Carsten Koch for ti år siden erklærede, at vi måske skulle til at spise lidt flere æbler, udskreg alle det som det værste formynderi. Man må sige, at tingene har ændret sig.
Helt banalt: At vi eksempelvis i dag bruger sikkerhedssele uden at brokke os viser, at tingene rent faktisk har forandret sig, og at glidebaneargumentet, rettet imod sundhedsformynderiet, således ikke er noget "intellektualistisk sludder" som forskningschef for Trygfonden, Anders Hede, ellers for nyligt udtalte det i P1. Det er realiteterne.
Men glidebaner stoppes altid af værdier. Værdier der hævder, at mennesket har ret til frihed, ret til selv at blive klogere samt en reel mulighed for faktisk at kunne udøve personlig ansvarlighed. At tænke selv. Liberale værdier, der står i skarp kontrast til "regnearkets lov", hvor abstrakte kalkuler påviser, at "kollektivet Danmark" får netto 600 flere borgere til arbejdsstyrken, hvis cigaretprisen hæves med x antal kroner eller helt forbydes.
Gode liberale værdier siger, at frihed ikke kan købes for penge, modsat den udbredte tendens til at dæmonisere liberal politik til udelukkende et spørgsmål om netop økonomi.
Vi har fået nok i Borgerligt Centrum, i vores øjne er grænsen for længst nået, for mennesker kan godt tænke selv. Nu er der i stedet behov for at trække en streg og sige hertil og ikke længere overfor statens utidige indblanding og, i det mindste, bede politikere og kommissionsformænd fortælle os, hvornår mætningspunktet er nået. Ellers er glidebanen igen blevet et meget reelt problem.
Dennis Nørmark er antropolog og styrelsesmedlem i Borgerligt Centrum
