Liberal Alliance: En million topskatteydere er en million for mange

En million danskere betaler topskat, viser nye tal, og det er for mange, lyder det fra Liberal Alliances politiske ordfører, Anders Samuelsen

Slettet Bruger,

08/09/2008

En million danskere betaler topskat, viser nye tal, og det er for mange, lyder det fra Liberal Alliances politiske ordfører, Anders Samuelsen.

"En million topskatteydere er en million for mange. Men i et hug kan man fjerne åget fra de første 400.000 allerede fra næste år, så det synes jeg, finansministeren burde tage med i sin finanslov," siger Anders Samuelsen.

Han foreslår, at man hæver grænsen for, hvornår man betaler topskat med 50.000 kr. fra 335.800 kr. til 385.800 kr. Herved slipper 400.000 danskere for topskattebyrden. Prisen er godt 5 mia. kr. for statskassen, men de penge kan nemt findes med lidt mådehold i det offentlige forbrug, påpeger Anders Samuelsen: I stedet for 1,1 % vækst i den offentlige sektor, som regeringen lægger op til, foreslår Liberal Alliance 0-vækst, hvilket betyder, at der i 2009 vil være præcis de samme midler og lønkroner til rådighed, endda efter at der er reguleret for pris og lønudvikling. Det giver en besparelse på 5,3 mia. kroner.

"Vores forslag er netto overfinansieret, men det bekymrer mig ikke. Det kan aldrig skade, at en regering øver sig i at holde lidt igen med de offentlige udgifter. Det er jo ikke en disciplin, VK-regeringen indtil nu har vist spidskompetencer i," siger Anders Samuelsen.

Han henviser til det skred i de offentlige budgetter, som allerede i 2009 betyder, at udgifterne ramler ind i loftet for 2015-planen.

"Regeringen er så at sige syv år forud for sin tid, når det gælder om at bruge penge. Og syv år bagud, når det gælder om at sænke marginalskatterne. Det er lidt ringe," siger Anders Samuelsen.

[email protected]

Kilde: