Liberal Alliance: Det er da netop nu, at vi har behov for reformerne

Skuffelsen er stor hos Liberal Alliance over finansminister Claus Hjort Frederiksens aflysning af enhver arbejdsmarkedsreform, som regeringens arbe...

Slettet Bruger,

19/08/2009

Skuffelsen er stor hos Liberal Alliance over finansminister Claus Hjort Frederiksens aflysning af enhver arbejdsmarkedsreform, som regeringens arbejdsmarkedskommission i morgen vil anbefale. Claus Hjort Frederiksen begrunder aflysningen med, at den slags reformer ikke kan laves, mens der er nedtur i økonomien.

"Dansk økonomi er dødsyg. Det har Claus Hjort ret i. Han er som finansministerer reelt dansk økonomis overlæge. Men i stedet for at operere den åbentlyst syge patient og fjerne kræftsvulsten vælger overlæge Hjort at gøre det eneste absolut forkerte: Han lægger kniven fra sig og holder sig i stedet for øjnene, mens han håber at patienten klarer sig selv. Ved at lade stå til gør han ondt værre. Svulsten skal fjernes omgående," siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen og fortsætter:

"Derfor skal efterlønnen selvfølgelig væk, dagpengeperioden forkortes, førtidspensionen reformeres. Suppler det med fjernelse af topskatten så marginalskatten kommer ned på ca 40% og sænkelse af erhvervsbeskatningen, Claus Hjort, og du vil se, at selvom det umiddelbart virker brutalt for en mand, der engang var liberal, ja så vil det være til gavn for din patient som med disse enkle indgreb faktisk ville få en reel mulighed for at overleve. Dansk økonomi har brug for reformer og mod - ikke reformstop og angst."

Også Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, er straks faret i blækhuset.

"At et politisk flertal ikke gjorde det, mens det gik godt, må ikke være en undskyldning for ikke at gøre noget nu," skriver Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, på Facebook og fortsætter:

"Selvom vi har konjunkturarbejdsløshed nu, er der ingen grund til, at vi ikke skulle sikre os imod den mangel på arbejdskraft, som bliver det helt store problem i årene frem. Lad os tage fat på efterløn, dagpenge og førtidspension NU."

[email protected]

Kilde: