Lene Espersen: Borgerlige vælgere er blevet mere EU-skeptiske

De Konservatives nye leder og kommende formand, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, vil benytte weekendens landsråd i partiet til at lancer...

Slettet Bruger,

25/09/2008

De Konservatives nye leder og kommende formand, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, vil benytte weekendens landsråd i partiet til at lancere en ny og mere EU-skeptisk linje, bebuder hun i dagens Berlingske Tidende. Det sker bl.a. som en konsekvens af den såkaldte Metock-dom fra EF-Domstolen, som har ført til usikkerhed om stramheden af den danske udlændingepolitik.

"Jeg tror faktisk, at ikke mindst Metock-dommen har gjort, at rigtig mange konservative vælgere - og borgerlige vælgere i det hele taget - er blevet mere skeptiske. Altså, der er ting fra EU, som vi vil kæmpe imod og det skal vi sige meget klart. Det nytter ikke noget at gemme sig og kun komme frem, når de positive sager er på dagsordenen. Vi skal ikke overlade det til EU-modstanderne," siger Lene Espersen til Berlingske Tidende.

Derfor varsler hun nu en ny linje, hvor de Konservative i højere grad vil tale om de negative ting, der kommer fra Bruxelles i stedet for at putte med det, som man tidligere har gjort, fordi man ikke har ønsket at give skyts til de deciderede modstandere af EU.

"Jeg mener, at der er en forpligtigelse hos de mere EU-positive partier til at sige fra, når der er ting i EU. som vi er modstandere af. Det nytter ikke af frygt for at tro, at vi går EU-modstandernes ærinde, at vi lukker munden på os selv og tier debatten ihjel, hvis der sker ting, som vi er inkarnerede modstandere af," siger Lene Espersen.

Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, er lodret uenig i den strategi, som han tror vil gøre det sværere at få vælgerne overbevist om, at de danske EU-forbehold bør afskaffes.

"Jeg synes så absolut, at vi har sat rigelig med fokus på de negative ting, som der bør laves om i EU - ikke mindst siden Metock-dommen. Derfor burde vi hellere tale om alle de mange positive ting EU gør dagligt og så sandelig også storpolitisk. Vi glemmer jo for eksempel alt for hurtigt, at EU har førertrøjen på i kampen mod klimaforandringer. Skal vi være ærlige - i gåseøjne - så burde vi hellere være bedre til at fortælle det. Ikke mindst set i lyset af, at vi i denne valgperiode jo skal have en folkeafstemning om undtagelserne. Så nytter det jo ikke noget, at vi kun fokuserer på det negative," siger Michael Aastrup Jensen til Ritzaus Bureau.

[email protected]

Kilde: