Lene E. siger nej til cyklisters højresving for rødt

Danske cyklister vil ikke som de svenske få lov til at køre over for rødt, når de skal foretage et højresving i et lyskryds

Slettet Bruger,

05/09/2008

Danske cyklister vil ikke som de svenske få lov til at køre over for rødt, når de skal foretage et højresving i et lyskryds. Justitsminister Lene Espersen afviser nemlig at ændre færdselsloven, så det bliver muligt, skriver Berlingske Tidende.

Et enigt folketing - bortset fra Enhedslisten - har ellers anbefalet, at færdselsreglerne for cyklister bliver gjort mere fleksible, så der skabes større "flow" i trafikken, men justitsministeren mener, at de højresvingende cyklister i røde trafikkryds er en dårlig idé.

"Det vil efter min opfattelse skabe et komplekst og uoverskueligt trafikbillede, hvis cyklister får tilladelse til at køre over for rødt lys i forbindelse med højresving. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig de problemer, som bilisterne kan få. Det er helt afgørende at fastholde, at rødt lys altid betyder stop," siger Lene Espersen til Berlingske Tidende.

Heller ikke fodgængere skal have lov at gå over for rødt, når der ikke kommer bilister, mener justitsministeren.

"Jeg synes, vi har et problem med trafikmoralen her i landet. Man har alt for travlt og er alt for rethaverisk. Og så synes jeg ikke, vi skal trække lovgivningen i den forkerte retning. Vi skal tværtimod være skrappere, så alle får lært at stoppe for rødt. Det er så meningsløst, at over 400 mennesker mistede livet i trafikken sidste år," siger Lene Espersen.

Ifølge en uvidenskabelig optælling, som studerende fra DTU-Transport gennemførte for et år siden i fire udvalgte vejkryds i København, svingede tre ud af fire cyklister ulovligt til højre ved rødt lys - tilsyneladende uden problemer for færdselssikkerheden, skriver Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: