Leder: Hasarderet

Slettet Bruger,

19/05/2007

Et flertal i Folketinget vil nu tillade danskerne at spille lidt poker - men kun for 300-400 kroner! Der går grænsen mellem spil og hasard simpelthen. Det kan måske være okay at spille for 400 kroner, men det skal fortsat være en forbrydelse at spille for 500 ... med mindre det foregår på et kasino, forstår man på de Konservatives retsordfører, Tom Behnke. På et kasino må man gerne spille for store beløb, der er det ikke farligt.

Det er for at beskytte befolkningen, siger politikerne nemlig, og det kan da godt være, at denne befolkning har brug for lidt beskyttelse mod sig selv. Det er jo de samme mennesker, som har valgt politikerne, på et tidspunkt hvor ingen folkevalgt eller embedsmand holdt ordentlig øje med dem og kunne fortælle dem, hvor de til deres eget bedste burde have sat deres kryds. Når så politikerne mødes på Christiansborg efter valget, så kan de konstatere, at alle de andre politikere er idioter, og de drager den følgerigtige slutning, at så må vælgerne også være det, for ellers havde de vel valgt nogen andre. Og så skal befolkningen selvfølgelig beskyttes mod på lignende idiotisk vis at spille alle deres penge op, gumle snus eller ryge på værtshuse, for tænk hvis nogen kommer forbi, som ikke vil have røg og som ikke - husk de er idioter - kan finde døren ud af lokalet igen.

Men trænger lovgivningen ikke til at blive raffineret lidt? Den tager da ikke rigtigt højde for alle detaljer. En millionær kan jo spille for et meget større beløb end en studerende, uden at det kan mærkes synderligt på hans økonomi. Vi foreslår derfor følgende: Ingen normaldansker må spille for mere end 400 kroner - medmindre det foregår på et kasino, selvfølgelig. Millionærer må dog spille for 800 kroner, Lars Larsen må spille for 1.200 kroner og Mærsk Mc-Kinney Møller må spille for 1.600 kroner.

Asger Aamund må spille alle sine penge op, for så har han færre at bruge på Max Havelaar-bananer.

Kilde: