Man kan betragte den hollandske politiker Geert Wilders islamkritiske film, "Fitna", som en helt unødvendig fjendtlig handling vendt mod alle verdens muslimer. Eller man kan se den som et monument over nogle af de forbrydelser - terror, halshugning af gidsler, henrettelser af mennesker som har forbrudt sig mod islams love, opfordring til drab på ikke-muslimer og meget, meget mere - som i disse år begås i islams navn.
Begge måder at se filmen på er rigtige, for selvfølgelig er det problematisk, når Wilders forsøger at kæde alle disse menneskefjendske handlinger sammen med de millioner af fredelige muslimer, som igennem de seneste årtier har bosat sig i Europa. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at Koranen indeholder passager, som kan bruges og bliver brugt af muslimer, som ønsker at retfærdiggøre uhyrlige handlinger med henvisning til tekster, som hævdes at komme fra ingen ringere end Gud den almægtige ham selv.
Så hvad er filmen? Den er først og fremmest et indspark til debatten om, hvad islam egentlig er. Et debatindlæg, intet andet! Det burde ikke kunne udløse så meget opstandelse, men det gør det, fordi nogle muslimer - paradoksalt nok - har besluttet sig for at besvare kritik af islams potentiale som voldsforherligende ideologi med, ja netop - vold. Geert Wilders må leve sit liv under politibeskyttelse, ligesom danskere som Kurt Westergaard og Flemming Rose. Ligesom alle der kommer ud til et større publikum med kritik af islam. Det er den egentlige historie om Geert Wilders og hans film, og det er den historie, som alle må forholde sig til.
Mange har ikke forstået det. De stiller sig op i samme kø som det slovenske EU-formandskab, den danske statsminister, Villy Søvndal, den hollandske regering og Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, for med store bogstaver at fortælle, hvor forfærdelig filmen efter deres mening er, mens de kun benytter små bogstaver til at tilføje, at de da mener, den skal have lov at blive vist. Som om filmens kvaliteter eller mangel på samme er årsagen til, at vi alle taler om den - som om det er kernen i diskussionen om filmen.
Det handler om prioritering, det her! Og det er prioriteringen, den er helt gal med hos Danmarks og Europas politiske ledere.
Begge måder at se filmen på er rigtige, for selvfølgelig er det problematisk, når Wilders forsøger at kæde alle disse menneskefjendske handlinger sammen med de millioner af fredelige muslimer, som igennem de seneste årtier har bosat sig i Europa. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at Koranen indeholder passager, som kan bruges og bliver brugt af muslimer, som ønsker at retfærdiggøre uhyrlige handlinger med henvisning til tekster, som hævdes at komme fra ingen ringere end Gud den almægtige ham selv.
Så hvad er filmen? Den er først og fremmest et indspark til debatten om, hvad islam egentlig er. Et debatindlæg, intet andet! Det burde ikke kunne udløse så meget opstandelse, men det gør det, fordi nogle muslimer - paradoksalt nok - har besluttet sig for at besvare kritik af islams potentiale som voldsforherligende ideologi med, ja netop - vold. Geert Wilders må leve sit liv under politibeskyttelse, ligesom danskere som Kurt Westergaard og Flemming Rose. Ligesom alle der kommer ud til et større publikum med kritik af islam. Det er den egentlige historie om Geert Wilders og hans film, og det er den historie, som alle må forholde sig til.
Mange har ikke forstået det. De stiller sig op i samme kø som det slovenske EU-formandskab, den danske statsminister, Villy Søvndal, den hollandske regering og Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, for med store bogstaver at fortælle, hvor forfærdelig filmen efter deres mening er, mens de kun benytter små bogstaver til at tilføje, at de da mener, den skal have lov at blive vist. Som om filmens kvaliteter eller mangel på samme er årsagen til, at vi alle taler om den - som om det er kernen i diskussionen om filmen.
Det handler om prioritering, det her! Og det er prioriteringen, den er helt gal med hos Danmarks og Europas politiske ledere.
