I dag, mandag, begynder retssagen mod urmager Michael Woollhead i Københavns byret. Woollhead står tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og legemsangreb af særlig rå eller farlig karakter, fordi han den 16. januar i år skød mod tre røvere og sårede to af dem i sin butik i København. Det er en uhyre principiel og vigtig sag, som i de kommende fire dage vil blive oprullet i byretten, og derfor vil 180Grader.dk dække den intensivt med live-reportage direkte fra retslokalet på Nytorv i København.
Sagen handler om en mand, der i sine 12 år som urmager gennemsnitligt har været udsat for røveri en gang om året. Lad os lige repetere, hvad et røveri er: Det er at blive truet på livet, oftest med en livsfarlig genstand, et skydevåben eller en kniv f.eks., og så blive tvunget til at udlevere penge eller værdifulde genstande. Michael Woollhead blev den dag i januar truet med attrappistoler, altså pistoler der ikke kan skyde, men som ser ud, som om de kan. Da han af røverne blev beordret ind i butikkens baglokale, fik han sin egen pistol trukket frem af bukselommen, og så faldt skuddene.
Retten skal nu afgøre, om der var tale om lovlig nødværge eller ulovlig selvtægt. Hvis Michael Woollhead skal slippe for en dom, skal han sandsynliggøre, at han ikke kunne have handlet anderledes, og at han forsvarede sig med rimelige midler overfor det angreb, han var udsat for.
Røverne blev ramt i ryggen, og det besværliggør umiddelbart Woollheads sag, selvom vi endnu har til gode at høre om begivenheden i detaljer. Dansk lov levner ikke forbryderes ofre mange chancer for at vinde en sag om nødværge. Det forventes af ofrene, at de tænker helt rationelt og nøje afmåler, hvor skrappe midler de må bruge for at bringe sig selv ud af en særdeles ubehagelig situation. Og er overfaldsmændene f.eks. på vej væk efter endt forbrydelse, så må deres ofre ikke reagere i straffende affekt over de følelsesmæssigt særdeles belastende oplevelser, de er blevet udsat for.
Men er det rimeligt? Nej, overhovedet ikke. Det er forbryderne, der udsætter sig selv for den risiko, som er forbundet med at true andre mennesker på livet. Gør man det, så har man selv bedt om, at blive udsat for fare. Intet offer for et røveriforsøg kan reagere så køligt, som loven kræver af dem. Nogle reagerer med trods og vrede og kan måske komme til at overreagere i forhold til lovens definition af nødværge. Men det er forbryderne, som har fremprovokeret situationen, ikke deres ofre.
Loven om nødværge skal ændres, så den giver plads til rigtige mennesker af kød og blod og ikke forudsætter, at gode og ordentlige mennesker skal opføre sig som forprogrammerede robotter i situationer, hvor de bliver truet på livet. Det er forbryderne, der er skurkene, ikke deres ofre.
Sagen handler om en mand, der i sine 12 år som urmager gennemsnitligt har været udsat for røveri en gang om året. Lad os lige repetere, hvad et røveri er: Det er at blive truet på livet, oftest med en livsfarlig genstand, et skydevåben eller en kniv f.eks., og så blive tvunget til at udlevere penge eller værdifulde genstande. Michael Woollhead blev den dag i januar truet med attrappistoler, altså pistoler der ikke kan skyde, men som ser ud, som om de kan. Da han af røverne blev beordret ind i butikkens baglokale, fik han sin egen pistol trukket frem af bukselommen, og så faldt skuddene.
Retten skal nu afgøre, om der var tale om lovlig nødværge eller ulovlig selvtægt. Hvis Michael Woollhead skal slippe for en dom, skal han sandsynliggøre, at han ikke kunne have handlet anderledes, og at han forsvarede sig med rimelige midler overfor det angreb, han var udsat for.
Røverne blev ramt i ryggen, og det besværliggør umiddelbart Woollheads sag, selvom vi endnu har til gode at høre om begivenheden i detaljer. Dansk lov levner ikke forbryderes ofre mange chancer for at vinde en sag om nødværge. Det forventes af ofrene, at de tænker helt rationelt og nøje afmåler, hvor skrappe midler de må bruge for at bringe sig selv ud af en særdeles ubehagelig situation. Og er overfaldsmændene f.eks. på vej væk efter endt forbrydelse, så må deres ofre ikke reagere i straffende affekt over de følelsesmæssigt særdeles belastende oplevelser, de er blevet udsat for.
Men er det rimeligt? Nej, overhovedet ikke. Det er forbryderne, der udsætter sig selv for den risiko, som er forbundet med at true andre mennesker på livet. Gør man det, så har man selv bedt om, at blive udsat for fare. Intet offer for et røveriforsøg kan reagere så køligt, som loven kræver af dem. Nogle reagerer med trods og vrede og kan måske komme til at overreagere i forhold til lovens definition af nødværge. Men det er forbryderne, som har fremprovokeret situationen, ikke deres ofre.
Loven om nødværge skal ændres, så den giver plads til rigtige mennesker af kød og blod og ikke forudsætter, at gode og ordentlige mennesker skal opføre sig som forprogrammerede robotter i situationer, hvor de bliver truet på livet. Det er forbryderne, der er skurkene, ikke deres ofre.
