Man kan diskutere religion på to niveauer.
Det første: Passer det, at der findes et højere væsen, som har skabt hele verden og os mennesker med? Holder han øje med vore handlinger og belønner os herefter i livet efter døden?
Hertil må svaret være, at intet tyder på det. Der findes ganske vist uendeligt meget mellem himmel og jord, som vi mennesker ikke aner noget som helst om, men at tro, at dette enorme forstandsmæssige tomrum skulle være okkuperet af lige præcis en sådan almægtig skabning, er lige så ubegrundet som at tro på, ja, enhver anden forestilling som vores fantasi kan fostre. At der skulle være en guddom er en god historie, men at det også er sandt, har vi intet belæg for at tro på, selvom det for mange giver mening til livet at bilde sig selv det ind.
Det andet: Virker det, at der er udbredt religiøsitet i et samfund? Fører det til lykkeligere mennesker i mere harmoniske og fremskridtsvenlige samfund?
Ja, noget kunne tyde på det. At religiøse mennesker tilsyneladende er mindre tilbøjelige til at kaste sig ud i et hashmisbrug er kun en meget lille del af denne iagttagelse. For alle skeptikere må spørge sig selv: Hvorfor har vi ellers dominerende religioner i enhver menneskelig kultur? Hvorfor er der ikke et eneste sted i verden en kultur, som er fuldstændig uden religiøse forestillinger og vaner?
Måske spiller religionen en rolle for samhørigheden og udbredelsen af fælles normer i et samfund. Måske sørger de af religionen udbredte fælles normer for, at der er et minimum af konflikter, så samfundets medlemmer det meste af tiden kan bekymre sig om andre ting, end om hvad deres medmennesker kan finde på at gøre mod dem. Måske har det faktisk stor betydning for et samfund, når en patriark kommer ned fra et bjerg og siger til sit folk, at han har fået besked fra Gud om, at de ikke må stjæle fra hinanden, slå hinanden ihjel eller begære hinandens ægtefæller.
At religiøse forestillinger om et overnaturligt væsen er umulige at bevise og tilmed forekommer højst utroværdige udelukker jo faktisk ikke, at et samfund kan have gavn af, at en stor del af dets medlemmer opfører sig på bestemte måder, fordi de tror, at væsenet findes.
Det første: Passer det, at der findes et højere væsen, som har skabt hele verden og os mennesker med? Holder han øje med vore handlinger og belønner os herefter i livet efter døden?
Hertil må svaret være, at intet tyder på det. Der findes ganske vist uendeligt meget mellem himmel og jord, som vi mennesker ikke aner noget som helst om, men at tro, at dette enorme forstandsmæssige tomrum skulle være okkuperet af lige præcis en sådan almægtig skabning, er lige så ubegrundet som at tro på, ja, enhver anden forestilling som vores fantasi kan fostre. At der skulle være en guddom er en god historie, men at det også er sandt, har vi intet belæg for at tro på, selvom det for mange giver mening til livet at bilde sig selv det ind.
Det andet: Virker det, at der er udbredt religiøsitet i et samfund? Fører det til lykkeligere mennesker i mere harmoniske og fremskridtsvenlige samfund?
Ja, noget kunne tyde på det. At religiøse mennesker tilsyneladende er mindre tilbøjelige til at kaste sig ud i et hashmisbrug er kun en meget lille del af denne iagttagelse. For alle skeptikere må spørge sig selv: Hvorfor har vi ellers dominerende religioner i enhver menneskelig kultur? Hvorfor er der ikke et eneste sted i verden en kultur, som er fuldstændig uden religiøse forestillinger og vaner?
Måske spiller religionen en rolle for samhørigheden og udbredelsen af fælles normer i et samfund. Måske sørger de af religionen udbredte fælles normer for, at der er et minimum af konflikter, så samfundets medlemmer det meste af tiden kan bekymre sig om andre ting, end om hvad deres medmennesker kan finde på at gøre mod dem. Måske har det faktisk stor betydning for et samfund, når en patriark kommer ned fra et bjerg og siger til sit folk, at han har fået besked fra Gud om, at de ikke må stjæle fra hinanden, slå hinanden ihjel eller begære hinandens ægtefæller.
At religiøse forestillinger om et overnaturligt væsen er umulige at bevise og tilmed forekommer højst utroværdige udelukker jo faktisk ikke, at et samfund kan have gavn af, at en stor del af dets medlemmer opfører sig på bestemte måder, fordi de tror, at væsenet findes.
