Leder: Venstrefløjen vil kun lytte til venstrefløjens eksperter

Venstrefløjen i Folketinget var ude med riven efter statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han i sin første nytårstale i 2002 gjorde op med smagsd...

Slettet Bruger,

13/01/2008

Venstrefløjen i Folketinget var ude med riven efter statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han i sin første nytårstale i 2002 gjorde op med smagsdommeres regeren med almindelige menneskers liv. Budskabet i talen var, at selv mennesker, som mennesker er flest, er de bedste eksperter i deres eget liv, og at de bør have lov til selv at bestemme, hvad de vil gøre med livet. Her er intet behov for formyndere, heller ikke selv om de har universitetspapirer på deres lærdom.

Men talen blev af oppositionen udlagt som afstandtagen til enhver brug af ekspertise i beslutninger, som i dagens Danmark træffes af politikere - selvom det overhovedet ikke var en del af talen. Nuvel, hykleriet i venstrefløjens synspunkter er alligevel blevet anskueliggjort mange gange siden.

Tag nu f.eks. de venstreorienteredes ønske om, at Danmark øser stadig større summer i det bundløse hul, som udgør den danske udviklingsbistand til lande i den tredje verden. Der er efterhånden ganske meget evidens for, at udviklingsbistanden ikke udvikler noget som helst. Pengene smides med andre ord ud af vinduet, for problemet i de underudviklede lande er ikke, at de mangler penge til udvikling, men at deres politiske strukturer er opbygget på en måde, så de ikke udvikles, selvom de måtte have nok så mange penge.

Lytter så venstrefløjen til ekspertisen på området? Overhovedet ikke! Man insisterer på at gennemføre sin politik, ikke fordi den virker, men fordi den giver en god fornemmelse i maven, og fordi man ikke selv skal betale, men kan skyde regningen videre til skatteyderne. Venstrefløjen, som kritiserede regeringen for ikke at ville lytte til eksperter (selvom det var usandt), vil altså ikke selv lytte til eksperter på områder, hvor eksperterne har andre synspunkter end venstrefløjen selv.

Den slags kaldes vist nok hykleri.

Kilde: