I betragtning af hvor opreklameret Venstres midterkurs er blandt politiske kommentorer, går det bemærkelsesværdigt dårligt for partiets tilslutning i befolkningen. 16 dage før valgdatoen fortæller Gallup og alle andre meningsmålinger om et Venstre, der kaster mandater fra sig - og nu styrer mod sit fjerde valgnederlag i træk. I sommeren 2004 gik Venstre fire procentpoint tilbage ved europaparlamentsvalget, i februar 2005 tabte partiet to procentpoint ved folketingsvalget, i november 2005 gik man ét procentpoint tilbage ved kommunalvalget, og nu står Venstre til at tabe yderlige fire procentpoint ved dette folketingsvalg.
Resultaterne står i skærende kontrast til de løfter, som Anders Fogh Rasmussen har givet sit bagland i Venstre. Han har talt om, at midterkursen skulle berede vejen for Venstre som et bredt folkeparti, et parti der lige som Socialdemokraterne i gamle dage ville kunne opnå en slags førstefødselsret til regeringsmagten. I 2003 udtalte Anders Fogh Rasmussen i interviewbogen I godtvejr og storm:
"Venstres maksimale størrelse er ikke de 31 pct., vi nåede ved valget i 2001. Jeg er ikke overmodig, men under de rigtige forhold vil vi kunne få en større stemmeandel ved et kommende valg. Den barriere, vi tidligere stødte mod, har vi brudt ned. Ingen kan længere klistre en etikette på Venstre og sige, at vi er partiet for én bestemt gruppe mennesker i befolkningen, og vi har efter min mening et yderligere potentiale i alle grupper."
Siden har virkeligheden overhalet Anders Fogh Rasmussen og Venstre, selvom alle de rigtige forhold har været der. Mogens Lykketoft var jo på ingen måde en skræmmende modstander i 2005. Og Helle Thorning-Schmidt burde heller ikke være det i 2007.
Hvad gik galt? Er det partiformanden, der ikke er en dygtig nok billetsælger til at kunne gøre brug af den angiveligt geniale strategi? Næppe. Anders Fogh Rasmussen er dansk politiks mest effektive kommunikator. Men er det så strategien, der simpelthen ikke holder? Ja, det er mere sandsynligt.
Tilsyneladende kan Venstre ikke bare rykke mod venstre og indfange nye vælgergrupper på vejen, for oppositionen rykker med, og det samme gør befolkningen. Det eneste, man opnår, er blot at rykke hele debatklimaet med sig ud mod venstre, så man nu er nået så vidt, at mens man lader milliarderne fosse ud af statskassen, går befolkningen i masseoptog til Christiansborg Slotsplads, råbende at regeringen skal stoppe besparelserne(!) og i stedet give "Luxus til alle".
Her står Anders Fogh Rasmussen nu. Seks procentpoint mindre tilslutning efter seks år som vedligeholder af den socialdemokratiske velfærdsstat. Venstre har prostitueret sig selv, og har oven i købet skullet betale for det.
Resultaterne står i skærende kontrast til de løfter, som Anders Fogh Rasmussen har givet sit bagland i Venstre. Han har talt om, at midterkursen skulle berede vejen for Venstre som et bredt folkeparti, et parti der lige som Socialdemokraterne i gamle dage ville kunne opnå en slags førstefødselsret til regeringsmagten. I 2003 udtalte Anders Fogh Rasmussen i interviewbogen I godtvejr og storm:
"Venstres maksimale størrelse er ikke de 31 pct., vi nåede ved valget i 2001. Jeg er ikke overmodig, men under de rigtige forhold vil vi kunne få en større stemmeandel ved et kommende valg. Den barriere, vi tidligere stødte mod, har vi brudt ned. Ingen kan længere klistre en etikette på Venstre og sige, at vi er partiet for én bestemt gruppe mennesker i befolkningen, og vi har efter min mening et yderligere potentiale i alle grupper."
Siden har virkeligheden overhalet Anders Fogh Rasmussen og Venstre, selvom alle de rigtige forhold har været der. Mogens Lykketoft var jo på ingen måde en skræmmende modstander i 2005. Og Helle Thorning-Schmidt burde heller ikke være det i 2007.
Hvad gik galt? Er det partiformanden, der ikke er en dygtig nok billetsælger til at kunne gøre brug af den angiveligt geniale strategi? Næppe. Anders Fogh Rasmussen er dansk politiks mest effektive kommunikator. Men er det så strategien, der simpelthen ikke holder? Ja, det er mere sandsynligt.
Tilsyneladende kan Venstre ikke bare rykke mod venstre og indfange nye vælgergrupper på vejen, for oppositionen rykker med, og det samme gør befolkningen. Det eneste, man opnår, er blot at rykke hele debatklimaet med sig ud mod venstre, så man nu er nået så vidt, at mens man lader milliarderne fosse ud af statskassen, går befolkningen i masseoptog til Christiansborg Slotsplads, råbende at regeringen skal stoppe besparelserne(!) og i stedet give "Luxus til alle".
Her står Anders Fogh Rasmussen nu. Seks procentpoint mindre tilslutning efter seks år som vedligeholder af den socialdemokratiske velfærdsstat. Venstre har prostitueret sig selv, og har oven i købet skullet betale for det.
