Velfærdsstatens talstærke venner fortæller os, at deres store og altfortærende sociale konstruktion er en nødvendighed, fordi alternativet er, at danskerne vil være afhængige af deres families hjælp, når de er i nød. Og de, der ikke har nogen familie, vil være helt på Herrens mark. Spørgsmålet er blot, om velfærdsstaten gør det bedre, når Rigspolitiet kan fortælle, at næsten hver tiende dansker dør helt alene, uden hverken pårørende eller offentligt ansatte i deres nærhed?
Vi ved ikke, hvor stort antallet af ensomt døende var i 50'erne, før velfærdsstaten gik sin sejrsgang i Danmark, men vi ved én ting: Familien er af velfærdsstaten det seneste halve århundrede blevet tømt for sine funktioner som den primære sociale sikringsinstitution. Det er ikke længere nødvendigt for mand og kone at holde sammen, og de gamle kan godt overleve uden at have deres voksne børn i nærheden. Ensomheden er blevet institutionaliseret.
Under velfærdsstatens opbygning gik det med de civile fællesskaber, herunder familien, som historikeren Henrik Jensen har beskrevet det: "Gradvist, og kun rigtigt iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte - og en stor ting ved navn staten." Og der er altså i mange tilfælde hverken en stat eller dens ansatte til at holde i hånd på den sidste dag, ser vi nu.
Det er ikke indlysende, hvorfor vi som mennesker skulle være bedre stillet ved at være afhængige af staten end ved at være afhængige af vores egen familie.
Ville det f.eks. ikke have været bedre, hvis flere ægtepar blev sammen, så de havde hinanden at støtte sig til i alderdommen? Er det med den overvejelse i baghovedet virkelig formålstjenligt, at den danske stat giver EU's største offentlige tilskud til skilsmisser? Ville det ikke også have været bedre, hvis vi i stedet for at muliggøre, at pasningskrævende ældre fuldstændig kan overlades til plejehjem og hjemmehjælpere, havde bevaret noget pligtfølelse hos de voksne børn?
Familien er ikke bare opstået ud af ingenting, men fordi den tidligere var en nødvendighed. Det er den ved velfærdsstatens mellemkomst ikke længere på en række områder, og derfor fylder den mindre i danskernes hverdag. Men hvem synes, når det kommer til stykket, at velfærdsstaten er et godt bytte for familien?
Vi ved ikke, hvor stort antallet af ensomt døende var i 50'erne, før velfærdsstaten gik sin sejrsgang i Danmark, men vi ved én ting: Familien er af velfærdsstaten det seneste halve århundrede blevet tømt for sine funktioner som den primære sociale sikringsinstitution. Det er ikke længere nødvendigt for mand og kone at holde sammen, og de gamle kan godt overleve uden at have deres voksne børn i nærheden. Ensomheden er blevet institutionaliseret.
Under velfærdsstatens opbygning gik det med de civile fællesskaber, herunder familien, som historikeren Henrik Jensen har beskrevet det: "Gradvist, og kun rigtigt iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte - og en stor ting ved navn staten." Og der er altså i mange tilfælde hverken en stat eller dens ansatte til at holde i hånd på den sidste dag, ser vi nu.
Det er ikke indlysende, hvorfor vi som mennesker skulle være bedre stillet ved at være afhængige af staten end ved at være afhængige af vores egen familie.
Ville det f.eks. ikke have været bedre, hvis flere ægtepar blev sammen, så de havde hinanden at støtte sig til i alderdommen? Er det med den overvejelse i baghovedet virkelig formålstjenligt, at den danske stat giver EU's største offentlige tilskud til skilsmisser? Ville det ikke også have været bedre, hvis vi i stedet for at muliggøre, at pasningskrævende ældre fuldstændig kan overlades til plejehjem og hjemmehjælpere, havde bevaret noget pligtfølelse hos de voksne børn?
Familien er ikke bare opstået ud af ingenting, men fordi den tidligere var en nødvendighed. Det er den ved velfærdsstatens mellemkomst ikke længere på en række områder, og derfor fylder den mindre i danskernes hverdag. Men hvem synes, når det kommer til stykket, at velfærdsstaten er et godt bytte for familien?
