Vi må have statsstøtte til film- og dramaserieproduktion, for at alle kulturelle tilbud ikke taler til den laveste fællesnævner, ikke sandt. Det er i hvert fald begrundelsen - men hvad med virkeligheden? Den er, at den danske filmindustri sender produktioner, som bekræfter de brede massers livsfilosofi, ud på samlebånd.
Når danskerne går i biografen for at se en dansk film eller sætter sig til rette foran DR1 søndag aften, så får de at vide, at de bør stille sig tilfredse med det, de allerede har opnået karrieremæssigt og økonomisk, i stedet for at stræbe højere. For det er hos den almindelige dansker - eller allerhelst underklassen - at de sunde værdier findes, mens man i overklassen har betalt for det materielt lokkende liv med følelsesmæssig afstumpethed, ødelagte familier og børn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt eller går følelsesmæssigt i spåner og ender med at tage livet af sig selv. Det ses i film som Zappa, Pelle Erobreren, Bænken, Arven, Rich Kids og Hvid nat, og det formidles i DR-serier som Matador og Krøniken.
Om det er publikum selv, der efterspørger denne stereotypi, eller om det er stereotypien, der har påvirket publikum, ved vi ikke. Men nu peger et nyt forskningsprojekt på, at forestillingen om den moralsk og kulturelt degenererede overklasse har vundet fodfæste i den danske folkesjæl. "Det er nærmest socialt uacceptabelt at være en del af den økonomiske overklasse, så selv de objektivt rige vil ikke vedkende sig de privilegier, de selv har - det er ligegyldigt, om du er blandt de klasserejsende eller født ind i overklassen, underklassen eller middelklassen. De opfatter alle overklassen som amoralsk og utroværdig," siger sociolog Stine Thiedemann Faber, der står bag undersøgelsen, til Information.
Var det ikke meningen at statsstøtten skulle gøre det muligt for danske film og tv-serier at udfordre deres publikum engang i mellem? Få folk til at tænke over, om de får nok ud at livet, i stedet for at de bare stiller sig tilfredse med det, de har? Det har man i årevis påstået i de politisk venstreorienterede kredse, som udgør den danske kulturelite. Men virkeligheden synes altså at være en helt anden, for budskabet fra den massivt statsstøttede danske filmproduktion er, at det tjener folk bedst at blive ved jorden og ikke stræbe for højt. Så kan de i det mindste bevare deres mentale sundhed.
Vi, der ikke har noget imod, at en film inspirerer os til at drømme og sætte os nye mål, må i stedet gå i biografen, når der er gennemkommercielle amerikanske film på programmet. Det gør heller ikke noget, for Hollywood gør det oftest godt. Men kan vi så i det mindste ikke få lov til at slippe for at betale til den danske produktion af middelmådighedshyldest?
Når danskerne går i biografen for at se en dansk film eller sætter sig til rette foran DR1 søndag aften, så får de at vide, at de bør stille sig tilfredse med det, de allerede har opnået karrieremæssigt og økonomisk, i stedet for at stræbe højere. For det er hos den almindelige dansker - eller allerhelst underklassen - at de sunde værdier findes, mens man i overklassen har betalt for det materielt lokkende liv med følelsesmæssig afstumpethed, ødelagte familier og børn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt eller går følelsesmæssigt i spåner og ender med at tage livet af sig selv. Det ses i film som Zappa, Pelle Erobreren, Bænken, Arven, Rich Kids og Hvid nat, og det formidles i DR-serier som Matador og Krøniken.
Om det er publikum selv, der efterspørger denne stereotypi, eller om det er stereotypien, der har påvirket publikum, ved vi ikke. Men nu peger et nyt forskningsprojekt på, at forestillingen om den moralsk og kulturelt degenererede overklasse har vundet fodfæste i den danske folkesjæl. "Det er nærmest socialt uacceptabelt at være en del af den økonomiske overklasse, så selv de objektivt rige vil ikke vedkende sig de privilegier, de selv har - det er ligegyldigt, om du er blandt de klasserejsende eller født ind i overklassen, underklassen eller middelklassen. De opfatter alle overklassen som amoralsk og utroværdig," siger sociolog Stine Thiedemann Faber, der står bag undersøgelsen, til Information.
Var det ikke meningen at statsstøtten skulle gøre det muligt for danske film og tv-serier at udfordre deres publikum engang i mellem? Få folk til at tænke over, om de får nok ud at livet, i stedet for at de bare stiller sig tilfredse med det, de har? Det har man i årevis påstået i de politisk venstreorienterede kredse, som udgør den danske kulturelite. Men virkeligheden synes altså at være en helt anden, for budskabet fra den massivt statsstøttede danske filmproduktion er, at det tjener folk bedst at blive ved jorden og ikke stræbe for højt. Så kan de i det mindste bevare deres mentale sundhed.
Vi, der ikke har noget imod, at en film inspirerer os til at drømme og sætte os nye mål, må i stedet gå i biografen, når der er gennemkommercielle amerikanske film på programmet. Det gør heller ikke noget, for Hollywood gør det oftest godt. Men kan vi så i det mindste ikke få lov til at slippe for at betale til den danske produktion af middelmådighedshyldest?
