For to et halvt år siden var der folketingsvalg i Danmark. Ved den lejlighed blev det ikke diskuteret, om de danske politikere skulle tilslutte sig en ny EU-traktat med udvidede muligheder for at regere Europas befolkninger fra Bruxelles. Det var ikke aktuelt at diskutere, for ingen vidste jo, hvad traktaten ville komme til indeholde, lød det fra især de partier, som nu går ind for, at Danmark skal ratificere traktaten.
Nu ligger traktaten der, og så lyder opfordringen fra nogle af traktatens tilhængere i Danmark, at den ikke skal til afstemning, fordi vi jo har udpeget politikere til at tage sig af den slags.
I så fald har vi udpeget dem i blinde. Ingen dansk vælger vidste ved valget i 2005, hvilken slags traktat regeringen ville forhandle i hus på vegne af Danmark. Det spørgsmål var skudt til hjørne, og det blev accepteret af vælgerne, fordi de havde forventning om, at de ville få lov til at tage selvstændig stilling til spørgsmålet ved en folkeafstemning, sådan som traditionen er i Danmark.
Denne tradition er ikke opfundet af de partier, som traditionelt anbefaler et nej, når der stemmes om det europæiske samarbejde i Danmark, men tværtimod af ja-partierne, Traditionen hjælper ja-partierne til at holde mandattallet oppe ved folketingsvalgene. Havde vi ikke afholdt alle disse folkeafstemninger, så ville EU-spørgsmålet have været et langt mere centralt emne ved folketingsvalgene, og så ville ja-partierne miste mandater til nej-partierne.
Derfor kan ja-partierne anstændigvis ikke nu sige nej til en folkeafstemning med den begrundelse, at befolkningen har udpeget dem til at træffe så vidtgående beslutninger som tilslutning til en ny EU-traktat. Det har vælgerne netop ikke, og derfor har vælgerne nu krav på at kunne tage stilling til EU-traktaten ved en folkeafstemning.
Nu ligger traktaten der, og så lyder opfordringen fra nogle af traktatens tilhængere i Danmark, at den ikke skal til afstemning, fordi vi jo har udpeget politikere til at tage sig af den slags.
I så fald har vi udpeget dem i blinde. Ingen dansk vælger vidste ved valget i 2005, hvilken slags traktat regeringen ville forhandle i hus på vegne af Danmark. Det spørgsmål var skudt til hjørne, og det blev accepteret af vælgerne, fordi de havde forventning om, at de ville få lov til at tage selvstændig stilling til spørgsmålet ved en folkeafstemning, sådan som traditionen er i Danmark.
Denne tradition er ikke opfundet af de partier, som traditionelt anbefaler et nej, når der stemmes om det europæiske samarbejde i Danmark, men tværtimod af ja-partierne, Traditionen hjælper ja-partierne til at holde mandattallet oppe ved folketingsvalgene. Havde vi ikke afholdt alle disse folkeafstemninger, så ville EU-spørgsmålet have været et langt mere centralt emne ved folketingsvalgene, og så ville ja-partierne miste mandater til nej-partierne.
Derfor kan ja-partierne anstændigvis ikke nu sige nej til en folkeafstemning med den begrundelse, at befolkningen har udpeget dem til at træffe så vidtgående beslutninger som tilslutning til en ny EU-traktat. Det har vælgerne netop ikke, og derfor har vælgerne nu krav på at kunne tage stilling til EU-traktaten ved en folkeafstemning.
