Uffe Ellemann-Jensen er den bedste formand, Venstre har haft i nyere tid. Han kæmpede ihærdigt for sine synspunkter, han havde ikke noget imod at være upopulær i kredse, som alligevel aldrig ville blive venskabeligt stillede overfor ham, og han var derfor ekstra populær hos alle andre. Han var en stridsmand af Guds nåde, en inspirator for de folk, som holdt af ham, en sand leder. Noget som hans behagesyge efterfølger, Anders Fogh Rasmussen, aldrig vil blive. Fogh vandt ganske vist Statsministeriet, men kun ved at sætte alt, hvad han hidtil havde troet på, til salg for den i stemmetal højest bydende hob i befolkningen.
Men ufejlbarlig var Uffe ikke, og det er han heller ikke i dag. Det så vi tydeligt under Muhammed-krisen, hvor han stillede sig på samme side som folk, der synes, det er vigtigere at tale pænt til hinanden end at kæmpe for at kunne tale frit. I de kredse forstår man ikke - eller vil ikke forstå? - at folk, der kræver respekt via trusler på liv og levned, netop ikke skal nyde respekt, men modsiges og udfordres. Sådan var situationen i Muhammed-sagen, hvor visse muslimer truede alle, der ikke ville efterleve deres religiøse forordninger, med død og ødelæggelse. Netop fordi de gjorde det, var det nødvendigt at statuere det eksempel, at man ikke agtede at gøre som befalet. For frihedens og uafhængighedens skyld.
Siden har Politikens Tøger Seidenfaden og desværre også Uffe Ellemann-Jensen været rejsende i den usandhed, at Jyllands-Postens optryk af tegningerne kom ud af den blå luft. Tegningerne skulle angiveligt ikke være andet end en pubertær demonstration med det formål at støde alverdens muslimer. Derfor undlader man ved ethvert af sine udfald at fortælle, at tegningerne udtrykkeligt blev bragt i Jyllands-Posten med den begrundelse, at man ville udfordre en i flere tilfælde konstateret angst for at tegne Muhammed.
Men i sin nye bog, Vejen, jeg valgte, fremkommer Uffe Ellemann-Jensen med en ny usandhed om forløbet. Baggrunden er formentlig, at den gamle usandhed efterhånden er blevet tilbagevist så mange gange, at den ikke tåler gentagelse. Nu postulerer han derfor, at Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, simpelthen bestilte karikaturer af Muhammed med det formål at støde mest muligt, fremfor blot tegninger, som ikke i samme omfang ville støde, men kun udfordre det billedforbud, som hersker i visse muslimske kredse. Men heller ikke det er sandt. Flemming Rose inviterede alene bladtegnerne til "at tegne Muhammed, som du ser ham".
Uffe Ellemann-Jensen er ikke en mand, der har nemt ved at indrømme fejl - måske fordi han i sin udenrigsministertid så ofte havde ret og måtte kæmpe imod, når andre tog fejl. Men i denne sag ville det være klædeligt, hvis han overfor sig selv og os andre indrømmede, at han tog fejl i de dage, hvor Muhammed-krisen fejede over Danmark, i stedet for at finde på urigtige forklaringer på, hvorfor han skulle have ret.
Men ufejlbarlig var Uffe ikke, og det er han heller ikke i dag. Det så vi tydeligt under Muhammed-krisen, hvor han stillede sig på samme side som folk, der synes, det er vigtigere at tale pænt til hinanden end at kæmpe for at kunne tale frit. I de kredse forstår man ikke - eller vil ikke forstå? - at folk, der kræver respekt via trusler på liv og levned, netop ikke skal nyde respekt, men modsiges og udfordres. Sådan var situationen i Muhammed-sagen, hvor visse muslimer truede alle, der ikke ville efterleve deres religiøse forordninger, med død og ødelæggelse. Netop fordi de gjorde det, var det nødvendigt at statuere det eksempel, at man ikke agtede at gøre som befalet. For frihedens og uafhængighedens skyld.
Siden har Politikens Tøger Seidenfaden og desværre også Uffe Ellemann-Jensen været rejsende i den usandhed, at Jyllands-Postens optryk af tegningerne kom ud af den blå luft. Tegningerne skulle angiveligt ikke være andet end en pubertær demonstration med det formål at støde alverdens muslimer. Derfor undlader man ved ethvert af sine udfald at fortælle, at tegningerne udtrykkeligt blev bragt i Jyllands-Posten med den begrundelse, at man ville udfordre en i flere tilfælde konstateret angst for at tegne Muhammed.
Men i sin nye bog, Vejen, jeg valgte, fremkommer Uffe Ellemann-Jensen med en ny usandhed om forløbet. Baggrunden er formentlig, at den gamle usandhed efterhånden er blevet tilbagevist så mange gange, at den ikke tåler gentagelse. Nu postulerer han derfor, at Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, simpelthen bestilte karikaturer af Muhammed med det formål at støde mest muligt, fremfor blot tegninger, som ikke i samme omfang ville støde, men kun udfordre det billedforbud, som hersker i visse muslimske kredse. Men heller ikke det er sandt. Flemming Rose inviterede alene bladtegnerne til "at tegne Muhammed, som du ser ham".
Uffe Ellemann-Jensen er ikke en mand, der har nemt ved at indrømme fejl - måske fordi han i sin udenrigsministertid så ofte havde ret og måtte kæmpe imod, når andre tog fejl. Men i denne sag ville det være klædeligt, hvis han overfor sig selv og os andre indrømmede, at han tog fejl i de dage, hvor Muhammed-krisen fejede over Danmark, i stedet for at finde på urigtige forklaringer på, hvorfor han skulle have ret.
