Forleden udtalte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, som han så ofte har gjort det tidligere, at den politiske kurs, som Venstre stod for før 1998, var én stor misforståelse. Havde man fastholdt Uffe Ellemann-Jensens langt mere ideologisk liberale linje, argumenterede Hjort, så havde man aldrig vundet statsministerposten efter valget i 2001.
Men sandheden er en helt anden, nemlig at Venstre kun var et statsministerparti i 2001, fordi man så dygtigt i årene forinden havde markeret Venstre som et klart alternativ til Socialdemokraterne. Det var på den måde, at Venstre fra 1987 til 1994 voksede i tilslutning fra 10 procent i befolkningen til 23 procent.
Noget af det, der lykkedes i de år, var at skabe begejstring om Venstre hos de unge. Det var smart at være liberal dengang, og Uffe var populær, fordi han sagde, hvad han mente, og mente hvad han sagde. Ingen var i tvivl om, at i Venstre brændte man for en sag. Man var ikke bare et parti for levebrødspolitikere, men en folkelig bevægelse med en klar forestilling om, at det var muligt at gøre Danmark til et bedre land ved at lade befolkningen leve mere frit.
Den generations unge stemte Venstre i et omfang som ingen anden yngre generation i mands minde havde gjort før. Og det gør de stadig, viser en ny valgundersøgelse. 32 procent af de danskere, som blev født mellem 1960 og 1974 stemte på Venstre ved valget i 2005. Helt modsat forholder det sig imidlertid med unge, som fik stemmeret i årene op til, under og efter Venstres kursskifte med Fogh ved roret. Blandt de unge, som er født mellem 1975 og 1987, stemte kun 24 procent på Venstre i 2005.
Det bør ikke komme bag på nogen. Intet ungt menneske, som endnu er opfyldt af idéer om, at ville gøre Danmark til et bedre sted, kan jo bakke op om den luskede og principløse stemmemaksimeringsproces, som har været Venstres kurs i Anders Fogh Rasmussens tid som leder af partiet. Unge mennesker vil have politiske ledere, som vil noget, som vil forandre til det bedre, som vil gøre en forskel - ikke menneskelige vejrhaner.
Uffes arv til Fogh var et parti fuld af glød og begejstring med en kolossal goodwill i de yngre generationer, som ad åre ville komme til at fylde mere og mere af vælgerbefolkningen. Men Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen havde ikke tålmodigheden til det lange seje træk med at påvirke vælgerne, især de opvoksende generationer, så tiden efterhånden kunne blive moden til et regulært systemskifte. De havde kun for øje selv at komme til fadet, mens de endnu var på toppen, så de valgte den nemme løsning: De opgav helt meningsdannelsen til fordel for meningsmålingen, de ville hellere lade Venstre bakke op om den herskende mening, end at kæmpe for, at den herskende mening bakkede op om Venstre.
Resultat: Det Venstre, som Hjort og Fogh inden for en overskuelig årrække overlader til de næste i rækken, er et svagere Venstre, end det de selv overtog. De har nasset på det arbejde, som blev gjort i Uffe Ellemann-Jensens tid som formand - de selv har ikke bidraget med noget som helst med langtidsholdbar værdi.
Men sandheden er en helt anden, nemlig at Venstre kun var et statsministerparti i 2001, fordi man så dygtigt i årene forinden havde markeret Venstre som et klart alternativ til Socialdemokraterne. Det var på den måde, at Venstre fra 1987 til 1994 voksede i tilslutning fra 10 procent i befolkningen til 23 procent.
Noget af det, der lykkedes i de år, var at skabe begejstring om Venstre hos de unge. Det var smart at være liberal dengang, og Uffe var populær, fordi han sagde, hvad han mente, og mente hvad han sagde. Ingen var i tvivl om, at i Venstre brændte man for en sag. Man var ikke bare et parti for levebrødspolitikere, men en folkelig bevægelse med en klar forestilling om, at det var muligt at gøre Danmark til et bedre land ved at lade befolkningen leve mere frit.
Den generations unge stemte Venstre i et omfang som ingen anden yngre generation i mands minde havde gjort før. Og det gør de stadig, viser en ny valgundersøgelse. 32 procent af de danskere, som blev født mellem 1960 og 1974 stemte på Venstre ved valget i 2005. Helt modsat forholder det sig imidlertid med unge, som fik stemmeret i årene op til, under og efter Venstres kursskifte med Fogh ved roret. Blandt de unge, som er født mellem 1975 og 1987, stemte kun 24 procent på Venstre i 2005.
Det bør ikke komme bag på nogen. Intet ungt menneske, som endnu er opfyldt af idéer om, at ville gøre Danmark til et bedre sted, kan jo bakke op om den luskede og principløse stemmemaksimeringsproces, som har været Venstres kurs i Anders Fogh Rasmussens tid som leder af partiet. Unge mennesker vil have politiske ledere, som vil noget, som vil forandre til det bedre, som vil gøre en forskel - ikke menneskelige vejrhaner.
Uffes arv til Fogh var et parti fuld af glød og begejstring med en kolossal goodwill i de yngre generationer, som ad åre ville komme til at fylde mere og mere af vælgerbefolkningen. Men Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen havde ikke tålmodigheden til det lange seje træk med at påvirke vælgerne, især de opvoksende generationer, så tiden efterhånden kunne blive moden til et regulært systemskifte. De havde kun for øje selv at komme til fadet, mens de endnu var på toppen, så de valgte den nemme løsning: De opgav helt meningsdannelsen til fordel for meningsmålingen, de ville hellere lade Venstre bakke op om den herskende mening, end at kæmpe for, at den herskende mening bakkede op om Venstre.
Resultat: Det Venstre, som Hjort og Fogh inden for en overskuelig årrække overlader til de næste i rækken, er et svagere Venstre, end det de selv overtog. De har nasset på det arbejde, som blev gjort i Uffe Ellemann-Jensens tid som formand - de selv har ikke bidraget med noget som helst med langtidsholdbar værdi.
