I sidste uge afvikledes verdensmesterskaberne i fodbold for "hjemløse" i København, hvilket afstedkom en masse mikrofonholderi fra de danske medier. Journalisternes spørgsmål var typisk skåret over læsten, "hvad får du ud af at deltage her, din arme stakkel?", mens svarene enstemmigt lød, "jeg får en succesoplevelse, som jeg ikke har haft for mange af i mit alt for hårde liv".
Blev vi trætte af at høre på det? Det tør siges! Og det var ikke kun, fordi vi hørte det så mange gange, det er også fordi, både spørgsmål og svar fra starten byggede på en løgn. Der findes hjemløse, som er stakler - kulrede i hovedet af psykisk sygdom med misbrugsproblemer oveni. Men ingen af dem spiller på det fodboldlandshold. Her spiller kun folk, der ikke rigtigt har kunnet tage sig sammen til at gøre det nødvendige for at skabe et "normalt liv". De sørger typisk ikke for at lægge til siden til huslejen, fordi de hellere vil bruge pengene på alkohol og eventuelt hårdere stoffer. Spørger man dem selv, så foretrækker mange endda det frie liv som hjemløs, fremfor det regelrette liv som almindelig samfundsborger. Det er som den engelske psykiater Theodore Dalrymple skriver i sin indsigtsfulde bog, "Life at The Bottom":
"De hjemløse mænd har foretaget et valg, som man endda kan kalde et eksistentielt valg. Det liv, de har valgt, er ikke uden fordele. Når de er kommet over den første modvilje mod de fysiske forhold, som de har valgt at leve under, så føler de sig trygge. Mere trygge faktisk end størstedelen af den resterende befolkning, som kæmper for at opretholde deres levestandard, og som på ingen måde har garanti for, at det vil lykkes. Disse mænd ved f.eks., at der er herberger alle steder, i hver en by, som vil tage imod dem, give dem mad og holde dem varme, uanset hvad der sker, og uanset om konjunkturerne er gode eller dårlige [...] Desuden er de automatisk med i et broderskab - måske fyldt med skærmydsler og til tider endda voldeligt, men også tolerant og underholdende."
Hjemløshed er ikke noget, der "rammer en" på linje med en hjerneblødning eller en potteplante fra en vindueskarm, sådan som mediernes dækning af emnet altid påstår. De fleste hjemløse er bare mennesker, som hellere tænker på dagen i dag end dagen i morgen. Stillet overfor valget, om de hellere vil have en ordentlig kæp i øret i aften eller kunne møde frisk og veludhvilet på arbejdet i morgen tidlig, vælger de kæppen. Arbejde har man kun behov for, mener de, hvis man vil skaffe sig penge til Normaldanmarks statussymboler. Mange hjemløse føler sig hævet over den slags, de vil hellere have det sjovt med vennerne og slippe for alle de bekymringer, som almindelige danskere render rundt med.
Hvis disse fodboldspillende hjemløse vitterligt var ude efter den samme slags succes som de fleste, så skulle de øjeblikkeligt holde op med at spille på hjemløselandsholdet. Den form for succes hjælpes nemlig slet ikke på vej af et dygtigt markedsført sportsarrangement og heller ikke af al pressedækningen. Det er en succes, som ikke kræver andet, end at den hjemløse i helt og aldeles kedelig anonymitet holder op med f.eks. at drikke så meget. Og at han begynder at prioritere selvforsørgelse over det frie og uforpligtende liv på kontanthjælp eller førtidspension.
Gør han det, så vil det til gengæld være en virkelig succes set med det omgivende samfunds øjne. Men det er desværre ikke noget, man kommer i fjernsynet med.
Blev vi trætte af at høre på det? Det tør siges! Og det var ikke kun, fordi vi hørte det så mange gange, det er også fordi, både spørgsmål og svar fra starten byggede på en løgn. Der findes hjemløse, som er stakler - kulrede i hovedet af psykisk sygdom med misbrugsproblemer oveni. Men ingen af dem spiller på det fodboldlandshold. Her spiller kun folk, der ikke rigtigt har kunnet tage sig sammen til at gøre det nødvendige for at skabe et "normalt liv". De sørger typisk ikke for at lægge til siden til huslejen, fordi de hellere vil bruge pengene på alkohol og eventuelt hårdere stoffer. Spørger man dem selv, så foretrækker mange endda det frie liv som hjemløs, fremfor det regelrette liv som almindelig samfundsborger. Det er som den engelske psykiater Theodore Dalrymple skriver i sin indsigtsfulde bog, "Life at The Bottom":
"De hjemløse mænd har foretaget et valg, som man endda kan kalde et eksistentielt valg. Det liv, de har valgt, er ikke uden fordele. Når de er kommet over den første modvilje mod de fysiske forhold, som de har valgt at leve under, så føler de sig trygge. Mere trygge faktisk end størstedelen af den resterende befolkning, som kæmper for at opretholde deres levestandard, og som på ingen måde har garanti for, at det vil lykkes. Disse mænd ved f.eks., at der er herberger alle steder, i hver en by, som vil tage imod dem, give dem mad og holde dem varme, uanset hvad der sker, og uanset om konjunkturerne er gode eller dårlige [...] Desuden er de automatisk med i et broderskab - måske fyldt med skærmydsler og til tider endda voldeligt, men også tolerant og underholdende."
Hjemløshed er ikke noget, der "rammer en" på linje med en hjerneblødning eller en potteplante fra en vindueskarm, sådan som mediernes dækning af emnet altid påstår. De fleste hjemløse er bare mennesker, som hellere tænker på dagen i dag end dagen i morgen. Stillet overfor valget, om de hellere vil have en ordentlig kæp i øret i aften eller kunne møde frisk og veludhvilet på arbejdet i morgen tidlig, vælger de kæppen. Arbejde har man kun behov for, mener de, hvis man vil skaffe sig penge til Normaldanmarks statussymboler. Mange hjemløse føler sig hævet over den slags, de vil hellere have det sjovt med vennerne og slippe for alle de bekymringer, som almindelige danskere render rundt med.
Hvis disse fodboldspillende hjemløse vitterligt var ude efter den samme slags succes som de fleste, så skulle de øjeblikkeligt holde op med at spille på hjemløselandsholdet. Den form for succes hjælpes nemlig slet ikke på vej af et dygtigt markedsført sportsarrangement og heller ikke af al pressedækningen. Det er en succes, som ikke kræver andet, end at den hjemløse i helt og aldeles kedelig anonymitet holder op med f.eks. at drikke så meget. Og at han begynder at prioritere selvforsørgelse over det frie og uforpligtende liv på kontanthjælp eller førtidspension.
Gør han det, så vil det til gengæld være en virkelig succes set med det omgivende samfunds øjne. Men det er desværre ikke noget, man kommer i fjernsynet med.
