Når CEPOS' chefjurist Jacom Mchangama varsler fødslen af en ny tværpolitisk forening, der skal tage konkurrencen op med Trykkefrihedsselskabet og kæmpe kampen for den ultimative ytringsfrihed, er der al mulig grund til at ønske ham held og lykke. For Trykkefrihedsselskabet har efterhånden forvandlet sig til, hvad der virker som en samling mavesure, gamle mænd (og kvinder), hvis bekymring for ytringsfriheden er begrænset til diskussioner, hvor en bestemt religion er indblandet.
Selskabet er på banen, når en 11-knægt rapper grimt om Morten Messerschmidt. Selskabet er på banen, når en kvinde ønsker at deltage i hjemmeværnsarbejde, mens hun bærer tørklæde. Og bevares, Selskabet har da også været på banen i ægte diskussioner om ytringsfrihed som det ses af deres klare opbakning til muhammed-tegneren Kurt Westergaard.
Der er skam god grund til at være kritisk over for visse islamister og deres ønske om at knægte ytringsfriheden, men den islam-ensidighed, der også ses i den fanklub-lignende position, man har indtaget over for den alt andet end ytringsfrihedsforsvarende Geert Wilders, har forvandlet selskabet til en pseudointellektuel forlænget arm for Dansk Folkeparti. Det er jo måske ikke så overraskende al den stund, at to af dets stiftere tilbage i 2004 var Søren Krarup og Jesper Langballe, men unægtelig noget af en begrænsning for et sådant selskabs virke og udbredelse.
Skal en forening for ytringsfrihed give mening, må den forsvare friheden bredt og sågar være klar til at gå i brechen for de, der udtaler sig i modstrid med ens egne synspunkter. Et sådant ubetinget forsvar for ytringsfriheden har Trykkefrihedsselskabet på intet tidspunkt stået som eksponent for.
Den danske ytringsfrihedsdiskussion har derfor rige muligheder for at blive styrket, når Mchangamas initiativ ser dagens lys. Velkommen til.
