"Hadske holdninger fører til hadske handlinger," sagde Mogens Lykketoft, da hollænderen Pim Fortyun blev dræbt med knivstik af en muslim p.g.a. sine kritiske synspunkter om islam. Udtalelsen var naturligvis utrolig usympatisk i sammenhængen - den kunne sagtens tolkes, som om Fortuyn ifølge Lykketoft selv var skyld i sin død, han kunne jo bare have holdt mund med sin islamkritik.
Men i det mindste kan udtalelsen genbruges i mere passende sager, som f.eks. om forleden dags bortjagen af forbrugerminister Carina Christensen fra en kiosk på Vesterbro i København. Her har hadske holdninger om, at en kioskejer i tide og utide skal stå til rådighed for fødevarekontrollanter, der ikke respekterer den private ejendomsret, ført til den hadske handling, at han har smidt de fremmede på porten. "Han syntes bestemt ikke, han skulle have kontrolbesøg. Han syntes, han fik besøg hele tiden og var meget uvenlig," fortalte ministeren efterfølgende om episoden, mens manden selv forklarede den således: "Jeg blev sur, fordi de kom brasende ind, som om de var FBI. Derfor bad jeg dem om at gå. Kunderne kunne jo ikke komme ind."
Man forestiller sig, hvordan de emsige kontrollanter rigtig har skullet vise sig fra deres mest myndige side, nu hvor ministeren var med på job. Der var sikkert ekstra mange medarbejdere med, som gerne ville benytte lejligheden til at gnubbe skuldre med den øverste politiske chef. Og så masede de sig vel alle ind i den lille kiosk, og manden bag disken - ejeren - kunne ikke andet end at føle det som en invasionsstyrke på hans territorium.
For tiden turnerer de Radikale og Socialdemokraterne med en idé om, at der bør udvises lidt mere tillid til de offentligt ansatte. Man mener, at selvom brugerne af den offentlige sektor ikke har andet valg end at benytte sig af de ydelser, som stilles til rådighed for dem af de ansatte, så kan man sagtens stole på, at ydelsen vil være god nok uden kontrol. Den tanke er for det første naiv. Men for det andet er det underligt, at man har den tiltro til de offentligt ansatte, når man i forhold til private næringsdrivende som vor ven kioskejeren bare udvider og udvider kontrolforanstaltningerne. Modsat de offentligt ansatte har kioskejeren jo dog et kundegrundlag, som til enhver tid kan fortrække til en anden kiosk, hvis hans varer ikke holder en ordentlig kvalitet.
Politikerne burde vise mere tillid til, at den selvstændige erhvervsdrivendes afhængighed af kundernes velvilje vil føre til varer af en høj kvalitet. Til gengæld burde de have meget mindre tillid til, at offentligt ansatte vil levere en ordentlig ydelse, fordi deres løn er helt uafhængig af om brugerne er tilfredse.
Men i det mindste kan udtalelsen genbruges i mere passende sager, som f.eks. om forleden dags bortjagen af forbrugerminister Carina Christensen fra en kiosk på Vesterbro i København. Her har hadske holdninger om, at en kioskejer i tide og utide skal stå til rådighed for fødevarekontrollanter, der ikke respekterer den private ejendomsret, ført til den hadske handling, at han har smidt de fremmede på porten. "Han syntes bestemt ikke, han skulle have kontrolbesøg. Han syntes, han fik besøg hele tiden og var meget uvenlig," fortalte ministeren efterfølgende om episoden, mens manden selv forklarede den således: "Jeg blev sur, fordi de kom brasende ind, som om de var FBI. Derfor bad jeg dem om at gå. Kunderne kunne jo ikke komme ind."
Man forestiller sig, hvordan de emsige kontrollanter rigtig har skullet vise sig fra deres mest myndige side, nu hvor ministeren var med på job. Der var sikkert ekstra mange medarbejdere med, som gerne ville benytte lejligheden til at gnubbe skuldre med den øverste politiske chef. Og så masede de sig vel alle ind i den lille kiosk, og manden bag disken - ejeren - kunne ikke andet end at føle det som en invasionsstyrke på hans territorium.
For tiden turnerer de Radikale og Socialdemokraterne med en idé om, at der bør udvises lidt mere tillid til de offentligt ansatte. Man mener, at selvom brugerne af den offentlige sektor ikke har andet valg end at benytte sig af de ydelser, som stilles til rådighed for dem af de ansatte, så kan man sagtens stole på, at ydelsen vil være god nok uden kontrol. Den tanke er for det første naiv. Men for det andet er det underligt, at man har den tiltro til de offentligt ansatte, når man i forhold til private næringsdrivende som vor ven kioskejeren bare udvider og udvider kontrolforanstaltningerne. Modsat de offentligt ansatte har kioskejeren jo dog et kundegrundlag, som til enhver tid kan fortrække til en anden kiosk, hvis hans varer ikke holder en ordentlig kvalitet.
Politikerne burde vise mere tillid til, at den selvstændige erhvervsdrivendes afhængighed af kundernes velvilje vil føre til varer af en høj kvalitet. Til gengæld burde de have meget mindre tillid til, at offentligt ansatte vil levere en ordentlig ydelse, fordi deres løn er helt uafhængig af om brugerne er tilfredse.
