Man kan vælge at betragte Per Ørum Jørgensen, folketingsmedlem for de Konservative, som en enlig forvirret sjæl, der bare ikke har forstået særligt meget, når han hylder socialismen som intet mindre end skaberen af solidariteten i det danske samfund. Betragtningen har meget for sig, for Per Ørum Jørgensen har ikke tidligere slået nogen med forbavselse over sit lysende intellekt. Men på den anden har han ikke sagt noget, som mange andre borgerlige politikere ikke også har sagt. En mand som Per Stig Møller, der betragtes som en stor intellektuel kapacitet i Det Konservative Folkeparti, har f.eks. udtrykt det synspunkt, at danske konservative burde tage ved lære af kollektivismen i Maos Kina, og han har advokeret for ejendomsrettens afskaffelse til fordel for en brugsret. Og længere tilbage i tiden var John Christmas Møller et ikon i samme parti, og - som Per Ørum Jørgensen så rigtigt har påpeget - han var heller ikke fjendtligt stemt overfor socialistiske tanker.
Derfor er der mere ræson i at betragte Per Ørum Jørgensens udtalelser som et helt grundlæggende problem i Det Konservative Folkeparti og faktisk i hele det borgerlige Danmark. For selvfølgelig passer det jo ikke, som Ørum hævder, at socialismen i den danske socialdemokratiske variant har skabt solidariteten i Danmark. I 1960 var Danmark, hvad mange meningsdannere i dag vil kalde et ultraliberalt land med en mindre offentlig sektor end i datidens USA. Men danskerne var da mindst lige så solidariske med hinanden, som de er i dag. Det var denne solidaritet, som gjorde det muligt at opbygge velfærdsstaten i et fejlslagent forsøg på at hjælpe de dårligst stillede. Det var ikke velfærdsstaten, der skabte solidariteten - den nassede bare på den for at sikre sin egen eksistens. Den tanke har imidlertid aldrig strejfet Per Ørum Jørgensen og med ham store dele af det borgerlige Danmark. Her tror man på den store socialdemokratiske fortælling om velfærdsstaten, som fik danskerne til at bekymre sig om hinanden, om Socialdemokraterne og fagbevægelsen som i fællesskab sikrede middelstanden tålelige levevilkår og om "sammenhængskraften" som et produkt af omfordelingen fra de 90 procent rigeste til de 90 procent fattigste.
Per Ørum Jørgensen er et symptom på den mangel på bevidsthed om egne principper og den næsten fraværende tro på princippernes funktionsdygtighed i den praktiske verden, som kendetegner det borgerlige Danmark og i særlig grad dets meningsdannere. Man formulerer sjældent borgerligheden som en positiv vision, men forfægter i stedet det synspunkt, at den er et korrektiv til den fremadskridende socialisering af samfundet, en mekanisme som skal sørge for, at socialisterne ikke helt får samfundet til at miste jordforbindelsen, og som vil rydde op i økonomien, når socialdemokraterne har været spenderlystne i for lang tid. Det er selve denne mangel på tillid til egne idéer, som har gjort det så nemt for socialdemokraterne i dette land at få gennemført deres politik. Og som sørger for, at den nuværende regering ikke gør en forskel, som er værd at nedskrive i historiebøgerne. For hvis ikke engang de borgerlige selv fremstår, som om de i deres hjerter tror på, at deres idéer er de andres overlegne, hvorfor skulle resten af befolkningen så tro på det?
Derfor er der mere ræson i at betragte Per Ørum Jørgensens udtalelser som et helt grundlæggende problem i Det Konservative Folkeparti og faktisk i hele det borgerlige Danmark. For selvfølgelig passer det jo ikke, som Ørum hævder, at socialismen i den danske socialdemokratiske variant har skabt solidariteten i Danmark. I 1960 var Danmark, hvad mange meningsdannere i dag vil kalde et ultraliberalt land med en mindre offentlig sektor end i datidens USA. Men danskerne var da mindst lige så solidariske med hinanden, som de er i dag. Det var denne solidaritet, som gjorde det muligt at opbygge velfærdsstaten i et fejlslagent forsøg på at hjælpe de dårligst stillede. Det var ikke velfærdsstaten, der skabte solidariteten - den nassede bare på den for at sikre sin egen eksistens. Den tanke har imidlertid aldrig strejfet Per Ørum Jørgensen og med ham store dele af det borgerlige Danmark. Her tror man på den store socialdemokratiske fortælling om velfærdsstaten, som fik danskerne til at bekymre sig om hinanden, om Socialdemokraterne og fagbevægelsen som i fællesskab sikrede middelstanden tålelige levevilkår og om "sammenhængskraften" som et produkt af omfordelingen fra de 90 procent rigeste til de 90 procent fattigste.
Per Ørum Jørgensen er et symptom på den mangel på bevidsthed om egne principper og den næsten fraværende tro på princippernes funktionsdygtighed i den praktiske verden, som kendetegner det borgerlige Danmark og i særlig grad dets meningsdannere. Man formulerer sjældent borgerligheden som en positiv vision, men forfægter i stedet det synspunkt, at den er et korrektiv til den fremadskridende socialisering af samfundet, en mekanisme som skal sørge for, at socialisterne ikke helt får samfundet til at miste jordforbindelsen, og som vil rydde op i økonomien, når socialdemokraterne har været spenderlystne i for lang tid. Det er selve denne mangel på tillid til egne idéer, som har gjort det så nemt for socialdemokraterne i dette land at få gennemført deres politik. Og som sørger for, at den nuværende regering ikke gør en forskel, som er værd at nedskrive i historiebøgerne. For hvis ikke engang de borgerlige selv fremstår, som om de i deres hjerter tror på, at deres idéer er de andres overlegne, hvorfor skulle resten af befolkningen så tro på det?
