Det er godt, at Dansk Arbejdsgiverforening har udregnet, hvor høj en løn de kvindelige strejkende faktisk får i løn
pr. leveret arbejdstime. Lidt sent ganske vist, for natten til mandag gav Kommunernes Landsforening efter for strejkepresset og gav ekstra løn til FOA's medlemmer på mellem 35 og 115 mio. kr. - alt efter hvem man lytter til - ud over de 12,8 procent lønstigning, som andre offentligt ansatte har accepteret. Men under alle omstændigheder kan DA's tal da bruges i debatten om de endnu strejkende faggruppers løn: Nej, I får faktisk ikke lavere løn end alle andre, når man tager højde for, hvor lidt I arbejder.
Tidligere har 180Grader stået nærmest alene i debatten med det synspunkt, at det bør have betydning for løndannelsen, hvor meget arbejdstagerne er på arbejde. De offentlige arbejdsgivere og arbejdsgiverorganisationerne har ikke turdet sige det, som det er: At medarbejdere, der har så meget betalt fravær fra arbejdspladsen, som de offentligt ansatte kvinder, naturligvis ikke skal have samme løn som folk, der yder en meget større indsats på arbejdet.
"Det er jo, fordi de får børn, passer syge børn, og selv er mere syge. Det skal de da ikke straffes for!" - sådan har indvendingerne lydt. Og nej, det skal man naturligvis ikke straffes for. Men siden hvornår er udbetaling af løn efter fortjeneste blevet en straf? At få den løn, man kan gøre sig fortjent til, er da tværtimod en rettighed! Vil man have løn ud over, hvad man fortjener, er der tale om et privilegie, en favorisering af en bestemt gruppe på bekostning af alle andre grupper - i dette tilfælde de skatteydere som skal betale den højere løn.
Det er blevet sagt i debatten, at de offentligt ansatte kvinder yder en nødvendig indsats med bl.a. at passe deres egne børn, og at den indsats ikke skal komme dem til skade ved lønudbetaling. Men de fleste danskere yder faktisk en helt nødvendig indsats ved siden af arbejdslivet. Bedsteforældre passer også børn. Voksne børn tager sig af deres gamle forældre. Unge og voksne yder ulønnet arbejde som trænere i idrætsforeningerne. Familiefædre renoverer villaer og reparerer biler. Ældre er besøgsvenner hos andre ældre. Forældre fungerer som natteravne i nattelivet. Kasserere i ejerforeninger afstemmer regnskaber til ud på natten. Men ingen af disse grupper kræver, at de skal kunne gøre det i deres arbejdstid, uden at det skal have konsekvenser for deres løn.
Livet handler om at prioritere. Alle valg indebærer både belønning og afsavn, og sådan er det også, når man stifter familie. Det er forbundet med usigeligt mange glæder at få børn, men det har også omkostninger, og dem påtager modne mennesker sig gerne. Nogle opfører sig imidlertid som børn, selvom de er voksne, og kræver, at alle andre skal bære omkostningerne, når de p.g.a. andre prioriteter må nedprioritere arbejdet. Mange af disse voksne børn er helt åbenlyst organiseret i FOA og Dansk Sygeplejeråd.
Tidligere har 180Grader stået nærmest alene i debatten med det synspunkt, at det bør have betydning for løndannelsen, hvor meget arbejdstagerne er på arbejde. De offentlige arbejdsgivere og arbejdsgiverorganisationerne har ikke turdet sige det, som det er: At medarbejdere, der har så meget betalt fravær fra arbejdspladsen, som de offentligt ansatte kvinder, naturligvis ikke skal have samme løn som folk, der yder en meget større indsats på arbejdet.
"Det er jo, fordi de får børn, passer syge børn, og selv er mere syge. Det skal de da ikke straffes for!" - sådan har indvendingerne lydt. Og nej, det skal man naturligvis ikke straffes for. Men siden hvornår er udbetaling af løn efter fortjeneste blevet en straf? At få den løn, man kan gøre sig fortjent til, er da tværtimod en rettighed! Vil man have løn ud over, hvad man fortjener, er der tale om et privilegie, en favorisering af en bestemt gruppe på bekostning af alle andre grupper - i dette tilfælde de skatteydere som skal betale den højere løn.
Det er blevet sagt i debatten, at de offentligt ansatte kvinder yder en nødvendig indsats med bl.a. at passe deres egne børn, og at den indsats ikke skal komme dem til skade ved lønudbetaling. Men de fleste danskere yder faktisk en helt nødvendig indsats ved siden af arbejdslivet. Bedsteforældre passer også børn. Voksne børn tager sig af deres gamle forældre. Unge og voksne yder ulønnet arbejde som trænere i idrætsforeningerne. Familiefædre renoverer villaer og reparerer biler. Ældre er besøgsvenner hos andre ældre. Forældre fungerer som natteravne i nattelivet. Kasserere i ejerforeninger afstemmer regnskaber til ud på natten. Men ingen af disse grupper kræver, at de skal kunne gøre det i deres arbejdstid, uden at det skal have konsekvenser for deres løn.
Livet handler om at prioritere. Alle valg indebærer både belønning og afsavn, og sådan er det også, når man stifter familie. Det er forbundet med usigeligt mange glæder at få børn, men det har også omkostninger, og dem påtager modne mennesker sig gerne. Nogle opfører sig imidlertid som børn, selvom de er voksne, og kræver, at alle andre skal bære omkostningerne, når de p.g.a. andre prioriteter må nedprioritere arbejdet. Mange af disse voksne børn er helt åbenlyst organiseret i FOA og Dansk Sygeplejeråd.
